’Miss Viborg’: Tessa møder førtidspensionist på elscooter i lidt for uopfindsom dansk film
Hun blev Miss Viborg i sin ungdom, og det har hun aldrig glemt.
Vinderbåndet med titlen hænger fremme i hendes lejlighed, og billederne er klistrede i en fotobog, som hun kigger i og længes tilbage. For der er ikke meget ved Solvej, hovedpersonen i ’Miss Viborg’, der minder om ungdommens storhed: Hun er førtidspensionist, kan kun komme rundt ved hjælp af en elscooter og har ikke meget andet selskab end hunden Poul Reichhardt.
Hendes krop er slidt, og da hun kommer ud for et uheld og slår sin fod, ender hun med at tisse ned ad sit ben, inden hun når på toilettet. Hun er indelukket og isoleret og finder trøst i slikskabet.
Men Solvej (Ragnhild Kaasgaard) har store planer for sit liv. Hun er ved at spare sammen til en timeshare i Malaga og har tænkt sig at skifte Viborgs sociale boligbyggeri ud med drinks ved poolen. Og pengene? Dem skaffer hun som dealer. Nøje fylder hun sin receptpligtige medicin i små poser, kører sin elscooter rundt til alle sine kunder og gemmer sedlerne væk i en kuffert under sengen.
I lejligheden overfor bor den unge Kate (Isabella Møller Hansen) med sin mor Michala (Josephine Park). Gennem et hul i havehegnet og spionen i døren kan Solvej se, at familien er i problemer. Kate kan ikke holde fast i skolen – »jeg har aldrig hørt om nogen, der har formået at blive smidt ud af HF-enkeltfag«, som hendes mor bemærker – og er mere interesseret i, hvordan hun kan få flere penge ud af kommunen end i at tjene dem selv.
Solvej og Kate deler en egennyttig tilgang til tilværelsen og har begge planer om at komme væk fra Viborg, hvad end det så kræver af scams og socialt bedrageri. De finder hurtigt ud af, at de kan hjælpe hinanden, og et umage venskab opstår.
’Miss Viborg’ handler i høj grad om, hvad Solvej og Kate kan lære hinanden om at leve i virkeligheden frem for i fortiden eller i en fantasi. Det er en film med mange gode intentioner, flere fine scener og med et forfriskende udgangspunkt i en landsdel og socialklasse, som ikke er de hyppigste i dansk film.
Der er charme over det, når Solvej har Kate bag på sin elscooter, og de til lyden af Tessa dominerer områdets gangstier. Eller når Solvej tager mod til sig og accepterer at gå på date med den lokale lastbilchauffør Preben (Kristian Halken), og de begge forsigtigt forsøger at flirte, mens de sipper af deres rødvin.
Filmens instruktør Marianne Blicher omsætter bare aldrig helt de gode intentioner til en fortælling, der fungerer, og ’Miss Viborg’ mangler den fortællemæssige opfindsomhed, der kunne gøre den medrivende og bevægende.
Og med et budskab, der ikke rummer meget mere, end at vi skal huske at gribe dagen og leve i nuet, er der særligt brug for opfindsomhed.
I stedet føles Solvej og Kate, og ikke mindst dialogen mellem dem, ofte ret utroværdig. Bemærkninger som »jeg har ikke nogen far« falder så pludseligt, at vi med det samme forstår det som en hentydning til noget, der skal ske senere i filmen.
Frem for at være samtaler er det informationsudvekslinger, og det er så on the nose, at vi næsten kan se blyantskitsen under fernissen.
Der ligger ellers et stort potentiale i at give Solvejs tilværelse den værdige og skæve fortælling, som så sjældent finder vej til det store lærred. Skuespiller Ragnhild Kaasgaard har sine øjeblikke, men hun har ikke mange nuancer at arbejde med. Det er mest desperationen, der får lov at fylde, sammen med et unødvendigt fokus på hendes fyldige krop, som når hun lægger sig i et badekar, og vandet skvulper ned på gulvet som for at understrege hendes størrelse.
Kate lærer hende også at spytte sit slik ud i stedet for at sluge det, for, som hun siger, »den her body kommer ikke af sig selv«. Der er ikke meget teenagetroværdighed over Kate, som det tydeligt kommer til udtryk, når hun kalder penge »skejs« og har et billede af sig selv som baggrund på sin telefon (meget belejligt for fortællingen, da hun mister den).
’Miss Viborg’ har sin berettigelse som en film, der bevæger sig væk fra hovedstadsområdet og giver Solvej og Kate lov til sorgløst at række fuck af dem, der står i vejen for elscooteren. Jeg håber på mere af den slags fandenivoldskhed – og på mere fantasi og opfindsomhed for de film, der fremover skal laves om alle Danmarks Solvejer.
Kort sagt:
Hvis det var tanken, der talte, havde ’Miss Viborg’ stået bedre. Men de gode intentioner om hjertevarme, venskab og carpe diem er bare ikke helt nok til at skabe en dragende filmoplevelse.