’Nitram’: Hvad berettiger denne dybt ubehagelige film om en notorisk massemorder?
Hvorfor har Justin Kurzel valgt at lave en film om Australiens mest notoriske massemorder, Martin Bryant, 26 år efter Port Arthur Massakren på Tasmanien, hvor Bryant slog 35 mennesker ihjel i koldt blod?
Spørgsmålet har forfulgt mig over den sidste uge, efter jeg så ’Nitram’, der modtog skuespillerprisen ved sidste års Cannes-festival for Caleb Landry Jones’ hjemsøgende præstation i titelrollen.
Jeg har vendt og drejet det uden at finde et tilfredsstillende svar.
Er Kurzels ærinde at skabe forståelse for morderen, hvis plagede psyke optegnes i et komplekst karakterstudie, der følger ham i årene op til tragedien? Eller vil han gerne kritisere en alt for liberal våbenlovgivning og et uopmærksomt sundhedssystem, der blindt udskriver recepter på antidepressivmedicin som symptombehandling på et dybere ar?
Måske vil han gerne tvinge os til at se på det, vi normalt lukker øjnene for. Og implicere tilskueren i grufuldhederne, når han viser, hvordan lokalsamfundet langt hen ad vejen vendte det blinde øje til Nitrams destruktive adfærd (Bryant nævnes aldrig ved navn i filmen, i stedet bruges øgenavnet Nitram – Martin bagvendt). Det burde være blevet fanget i opløbet, når folk omkring ham døde på mystisk vis og andre bevidnede hans intense våbentræning.
’Nitram’ efterlader mange spørgsmål, når den mest af alt viser, hvordan massemordet var den perfekte storm af systemiske svigt, fraværende, nedbrudte forældre og en psyke, som bare ikke passer ind i verden.
Men det komplekse portræt føles ærgerligt forsimplet og uforløst, når filmen mod slutningen lader til at acceptere, at Nitrams ondskab ikke kan forklares, og i stedet tyr til velkendt moraliseren om en hullet våbenlovgivning, hvor en psykisk ustabil person med lethed kan købe dusinvis af semiautomatiske håndvåben uden våbenlicens, hvis bare han har penge nok. »Too easy mate«, som en våbensælger siger.
Den våbenlov blev reformeret kun 12 dage efter Port Arthur-massakren, men er ifølge Kurzel stadig dybt problematisk i dag.
Det føles uforløst, fordi hele filmens eksistensberettigelse har hvilet på, at Kurzel havde noget dybere at sige om Nitram. Ikke at man per automatik ikke kan lave film om en massemorder – man skal bare have en grund. Hvis Nitram er uforklarlig, hvorfor så forsøge at forklare ham?
At Nitram er anderledes fastslås allerede i den første scene, hvor autentisk arkivmateriale viser en ung dreng, der er på hospitalet efter at have leget med fyrværkeri. Har oplevelsen lært ham, at man ikke skal lege med fyrværkeri? Overhovedet ikke.
Mange år senere er Nitram blevet voksen, men han fyrer stadig fyrværkeri af i sine forældres baghave, mens han ignorerer naboernes højlydte klager. Hans forældre (en fremragende Judy Davis og en ærgerligt uudnyttet Anthony LaPaglia) er resignerede efter et liv i skyggen af deres søns grumme luner.
Når han er ude at køre bil med folk, griber han pludseligt rattet. Han spiser aftensmad nøgen, stalker sine gamle klassekammerater, har ingen venner og har det i det hele taget bedre med dyr end mennesker.
Kærligheden er gemt et sted dybt inde i forældrene, i hvert fald i den depressive far, der drømmer om at drive et landsted med sin søn. Filmen antyder, at den til gengæld er blevet suget ud af moren, der presser Nitram og i en uudgrundelig slutindstilling nærmest tilskrives et medansvar for sin søns gerninger.
Da Nitram slår sig ned med den rige outsider Helen (altid seværdige Essie Davis), bliver moren jaloux over at have mistet sin søn til en anden moderfigur. Heldigvis for moren er forholdet til Helen kortlivet. Desværre for filmen er det her, karaktererne bliver udbygget på bedste vis, når Nitram møder en form for accept for første gang i sit liv.
Hans tid med Helen er en fin oase midt i filmen, inden det miserable familieliv fortsætter i tomgang. Uden at filmen formår at nuancere familien, fordi kimen til trekløverens dysfunktionelle forhold ligger i fortiden.
’Nitram’ er en ubehagelig film. Nok den mest ubehagelige og voldsomme, jeg kommer til at se i år – også selvom den af etiske årsager undlader at vise selve massakren (Kurzel er i min bog stadig på gyngende grund med sit påtrængende fokus på morderen).
Den sætter sig i kroppen og river en i stykker i biografsædet på en ubehageligt insisterende måde, der efterlader en i en tilstand af akut håbløshed, som desværre ikke føles fortjent eller berettiget. Det er elendighed for elendighedens skyld.
Hvor andre film om skoleskydere og (masse)mordere har fokuseret på ofrene (’Tower’, ’Utøya 22. juli’), de efterladte forældre (’We Need to Talk About Kevin’) eller de samfundsmæssige omstændigheder (’Efterforskningen’) holder ’Nitram’ et stramt fokus på titelpersonen og hans familie.
I danske ’Efterforskningen’ ledte et grufuldt mord til selvransagelse over vores egen fascination af sensationelle mordsager og til en tro på samfundets instanser, når serien fulgte det dedikerede opklaringsarbejde. Selv i Erik Poppes nådesløse ’Utøya 22. juli’ blev vi efterladt med et glimt af håb for menneskeheden, når vi så, hvordan ofrene tog sig af hinanden, selv når de så døden i øjnene.
’Nitram’ eksisterer tilsyneladende kun for at konfrontere os med den grundløse ondskab, som den forgæves forsøger at psykologisere inden sin overfladiske pointe om våbenlovgivningens slagsider.
For mig er det ikke berettigelse nok.
Kort sagt:
Skuespillet er upåklageligt i Justin Kurzels Cannes-vinder om den australske massemorder Martin Bryant. Men filmens eksistensberettigelse er svær at få øje på.