Kritikken var sønderlemmende, da George Lucas i 1999 havde premiere på ’Phantom Menace’, den første af hans uretfærdigt udskældte prequelfilm.
Castingen var elendig, hver en replik skurrede i ørerne, de svulstige visuelle effekter var overdøvende, og Jar Jar Binks var forfærdelig, for blot at nævne nogle få af de mange slagsider, som datidens kritikere fremhævede.
Kritikken fortsatte helt frem til 2005, hvor George Lucas afsluttede sin visionære prequeltrilogi med den intergalaktiske rumopera ’Revenge of the Sith’. Særligt Hayden Christensens (indrømmet) elendige skuespil stod for skud, mens nogle anmeldere klandrede filmen for at være … forudsigelig – en noget mærkværdig kritik for en filmserie, der er dedikeret til at udfylde de skæbnebestemte huller i Anakins rejse mod mørket.
Her 17 år senere er det dog på tide at reevaluere de latterliggjorte prequelfilm, der fik George Lucas til at trække stikket på sin instruktørkarriere og sælge sin ’Star Wars’-baby til Disney for et svimlende milliardbeløb, men som nu – efter en endeløs strøm af memes – får nyt liv i ’Obi-Wan Kenobi’-serien på Disney+.
Det skriver jeg ikke kun, fordi jeg som barn af 90’erne har et nostalgisk forhold til filmene, som jeg har set utallige gange, citeret til døde og elsket fra dag ét.
Også her mange år senere som mavesur filmanmelder står jeg fast på, at filmene er langt bedre end deres omdømme – en kritisk diskurs, der også har vundet indpas i cinefile kredse over de seneste år.
Ja, faktisk er de fra et filmhistorisk synspunkt nogle af de mest indflydelsesrige film i nyere tid – nøjagtig som den oprindelige ’Star Wars’-trilogi var det i 1970’erne.
På godt og ondt.
Demokratiets slagsider
Hvor den oprindelige trilogi såede frøene for den moderne blockbuster med sin eminente world building, sit skarpe koncept og stærke franchisepotentiale, videreudviklede prequeltrilogien formularen og gødede jorden for de mange prequel-film, vi har set efterfølgende.
Filmene udmærkede sig ved ikke at forfalde til fanservice og samtidig udvide det oprindelige univers på en måde, som de senere ’Star Wars’-liveactionfilm aldrig har formået. Her får man virkelig fornemmelsen af en mangefacetteret republik, som ikke udelukkende består af ørkensand.
Hvor den oprindelige trilogi handler om kampen mellem det gode og det onde – bundet op på en opbyggelig familiehistorie – undersøger prequelfilmene det langt mere komplekse grænseland mellem god og ond i en storpolitisk verden.
Her er alle – selv de skinhellige jedi-riddere – fejlbarlige og så indsyltede i de ujævne magthierarkier, som demokratiet burde opveje, at Darth Sidious uden problemer kan udnytte smuthullerne i Republikkens fundament og skabe sit fascistiske styre. Endda med (ufrivillig) hjælp fra sine fjender.
Prequelfilmene er ikke bare tom underholdning, men et gennemført studie i demokratiets slagsider. Man behøver ikke en uddannelse i historie for at se, hvordan filmene spejler virkeligheden, når autoritære figurer udnytter krisetider til at opnå endnu mere magt og vende sig mod de folk, som de burde tjene.
Faktisk refererer flere scener i filmene (bevidst eller ubevidst) George W. Bushs krig mod terror, hvor målet helligede midlet, og en koalitionshær hurtigt blev stablet på benene for at invadere Mellemøsten og bekæmpe den skjulte terrortrussel på tvivlsomme præmisser, så grænserne mellem helte og skurke for alvor blev sløret. Når Anakin i ’Revenge of the Sith’ siger: »If you’re not with me, then you are against me«, er det mere eller mindre et ordret citat af Bushs krigsretorik.
Alle er marionetter i Kejserens magtspil, men han er langt fra den eneste, der kæmper for at bevare sin position. Trilogien viser flere gange, hvordan jedi-ridderne klamrer sig til deres magt, selvom de burde være neutrale og uafhængige af storpolitik. Da Mace Windu forsøger at pågribe kansler Palpatine i ’Revenge of the Sith’, gentager han de ord, Kejseren sagde til Anakin tidligere i filmen, da han bad ham henrette Grev Dooku:
Han er for farlig til at holde som fange.
En teknisk milepæl
Det politiske spil bliver sat på spidsen i Yodas afgørende duel med Kejseren, hvor selve senatet bliver brugt som våben i kampen mellem god og ond. Lucas viser overlegent, hvordan demokratiets højborg altid har været en kulisse for et teatralsk magtspil.
Et gennemgående træk i filmene er, at gode handlinger kan udnyttes af onde kræfter. Det sker både, når Qui-Gon Jinn (MVP Liam Neeson) redder Anakin fra et liv som slave på ørkenplaneten Tatooine, når Amidala stemmer for et mistillidsvotum mod den siddende kansler for at redde sit folk på Naboo, og når Jar Jar Binks bliver reddet fra døden og indlemmet i det politiske borgerskab. Alt sammen baner vejen for Darth Sidious.
Når prequelfilmene alligevel er blevet lagt for had – til trods for deres tematiske tyngde og ambitioner – er det mest, fordi mange insisterer på at se filmene med ørerne i stedet for øjnene. Skuespillet er rigtigt nok ikke prangende, og de ekspositionstunge replikker kan være udfordrende, hvis man forventer jordnær realisme.
George Lucas har aldrig været en skuespilinstruktør. Til gengæld er han en eminent avantgarde-billedskaber, som han fastslog med sin debutfilm ’THX 1138’, der næsten kostede ham karrieren, inden den overhovedet var begyndt, på grund af uoverensstemmelser med filmstudiet bag, som ville massakrere hans vision.
Hans virtuose evner til at fortælle udelukkende i billede og lyd mærker man til fulde i prequeltrilogien. Fra podracingscenen i ’Phantom Menace’ – et 30 minutter langt intermezzo, som sætter narrativet på pause til fordel for et hæsblæsende sansebombardement – til de overlegne lyssværdsdueller mellem Darth Maul, Obi-Wan og Qui-Jon, Anakin og Obi-Wan og den virtuose rumkampscene i starten af ’Revenge of the Sith’.
’Attack of the Clones’ var den første blockbusterfilm, der udelukkende blev optaget digitalt – endnu en teknisk milepæl i filmhistorien, som har haft en uomgængelig indflydelse på eftertidens Hollywood-baskere.
Men hos Lucas er de digitale effekter ikke bare tomme bulder og brag. Han bruger det digitale billedlandskab til at udtrykke de episke følelser, som skuespillerne dårligt får lov at spille – bedst illustreret ved den dialogløse scene i ’Revenge of the Sith’, hvor Anakin og Padmé får nærmest telepatisk øjenkontakt hen over den kilometerlange strækning mellem deres lejlighed og jedi-templet, hvor Anakin debatterer, om han skal redde sin elskedes liv eller forblive tro mod jedi-ordenen. Lucas’ brug af krydsklipning i filmene er mesterlig.
Dermed ikke sagt, at filmene ikke også samtidig formår at levere den nære, følelsestunge origin-fortælling om Anakins uundgåelige forfald, der til trods for Hayden Christensens manglende evner alligevel når det episke vingefang, Lucas sigter efter – præcis fordi vi ved, hvilken afgrund filmene bevæger sig hen imod.
Den unikke blanding af kitsch sæbeopera, græsk tragedie og et abstrakt billedsprog er sjældent set bedre i en mainstream-underholdningsfilm. Det er en kunstnerisk bedrift, som fortjener anerkendelse og respekt, ikke latterliggørelse på meme-fora.
Hvis ’Obi-Wan Kenobi’ kan videreføre bare en brøkdel af Lucas’ komplekse idéer, er ’Star Wars’-franchisen på vej et skridt tilbage i den rigtige retning.
’Obi-Wan Kenobi’ kan ses på Disney+.