Pludselig var hun der bare. Her, der og alle vegne.
Siden Josephine Park blev uddannet fra Scenekunstskolen i Aarhus i 2014, har hun cementeret sig som en af sin generations mest lovende talenter.
På det seneste er hun kravlet et nøk højere op på karrierestigen som dansk films nye leading lady med aktuelle hovedroller i Amalie Næsby Fick og Nikolaj Feifers Netflix-komedie ‘Skruk’ og Gabriel Bier Gislasons debutfilm ‘Natten har øjne’.
Hendes sans for især de kaotiske og komplekse karakterer med hård skal og blød kerne har indtil videre skaffet den 35-årige skuespiller tre Robert-priser for sin rolle som Jose i DR-serien ‘Doggystyle’.
En morgen i den sidste rest af maj tager hun imod i en stor lysegrå salon på D’Angleterre som en anden Julia Roberts i ‘Notting Hill’.
Imødekommende og afslappet indvilliger hun i at guide os igennem karrierens hidtil vigtigste roller, som umiddelbart lader til at være kommet til hende som perler på en snor.
Isa i ‘Arvingerne’, 2015:
»Jeg fik ‘Arvingerne’, da jeg gik på tredjeåret på Scenekunstskolen i Aarhus. Jeg blev spurgt, om jeg ville være med i en afgangsforestilling på Scenekunstskolen i København, og så var jeg i praktik på Mammutteatret og spillede en ret stor rolle i forestillingen ‘Æblet’«.
»Anja Philip var den første, der kaldte mig til casting på noget, som hun tænkte, jeg nok var for ung til. Jeg fik ikke rollen, men hun ringede to dage senere og sagde: ‘Jeg har noget andet til dig, kan du komme til casting igen?’, og det var på ‘Arvingerne’. Jeg troede bare, jeg skulle være med i en enkelt scene i slutningen af sæson to, men så ringede Jesper Christensen mig op og spurgte, om jeg ville komme til møde på rollen som Isa«.
»Jeg cyklede hjem til Jesper, som begyndte at fortælle om denne her karakter, og på et tidspunkt spurgte jeg: ‘Hvor meget er jeg egentlig med?’, og så sagde Jesper: ‘Altså, det er en rigtig god rolle, du har fået’. Det var slet ikke gået op for mig, men det var helt vildt dejligt at blive skudt lidt i gang«.
»Det, der var gældende for de første ting, jeg lavede, og som har været meget mere definerende, end jeg har vidst, var, at jeg har arbejdet sammen med overdrevent dejlige mennesker. Sindssygt kompetente, sindssygt søde og sindssygt omfavnende«.
»Jeg tror, der er rigtig mange ting, der har taget røven på mig, fordi jeg er så arbejdsfokuseret og en lille smule distræt, hvad andre ting angår. Jeg har arbejdet sindssygt hårdt og arbejdede også vildt hårdt under min uddannelse og opsatte min egen monolog på Teater Får302 mellem mit tredje og fjerde år, men når jeg tænker tilbage på det nu, har jeg det mere sådan: Jeg har godt nok været heldig«.
Jose i ‘Doggystyle’, 2018-2021:
»Det første år som nyuddannet spillede jeg med i fem forskellige teaterforestillinger eller sådan noget. Det var helt vildt. Jeg pendlede fra Aalborg til København og prøvede om dagen og spillede om aftenen, og så havde jeg nogle enkelte tv-ting. Og så skete der jo det, at jeg mødte Anna Emma (Haudal, manuskriptforfatter og instruktør på ‘Doggystyle’ og ‘Venuseffekten’, red.), og det har jo på mange måder været super skelsættende for mig«.
»Hun havde set mig i en forestilling på Nørrebro Teater sammen med casteren Rie Hedegaard, som sendte mig en mail og spurgte, om jeg ville til casting på en ungdomsserie, selvom jeg måske var lidt for gammel til rollen og var et andet sted i mit liv, fordi jeg lige havde født min søn Nelson på det tidspunkt«.
»Jeg mødte Anna Emma på Blågårdsgade, og så var der et eller andet i mig, der tænkte: Ej, det skal jeg. På mange måder er vi egentlig meget forskellige, men der var bare det der udefinerbare, ligesom når man er forelsket, hvor man på en eller anden måde har sans for hinanden og en følelse af at være gjort af noget af det samme stof. Den arbejdsglæde, jeg begyndte at føle med hende, var sgu ret fed, og så kom ‘Doggystyle’ sæson et«.
»Det var rigtig sjovt at få lov til at arbejde med film, for indtil da havde jeg mest stået på scenen og også elsket det og tænkt: Det er sikkert her, jeg hører til. Man opererer selvfølgelig med et mere minimalistisk udtryk, men også meget nuanceret, og det var helt vildt sjovt at få styr på det apparat og finde ud af, hvad det kan trække. I teater skal det være fysisk og ekspressivt, og det kan også være helt vildt dejligt at få strukket kroppen ud en gang imellem, men jeg forelskede mig i det der filmsprog og de små justeringer, der skal til, før det bliver fuldstændig anderledes. Det var vildt sjovt, at man kunne gøre så lidt, og så havde det så stor virkning«.
»Jeg blev helt vildt forelsket i Jose-karakteren, allerede da jeg læste manuskriptet. Anna Emma er så ambitiøs og grundig. Der er en tanke bag hver en replik. Jeg syntes, karakteren var så likeable. Jeg elskede hendes kompromisløshed og integritet«.
»Det var den første af den slags karakterer, hvor jeg fik lov til at udfolde mig. Det var en meget kompleks karakter, og det er jo altid helt vildt sjovt at lave nogen, der er fuldstændig ude at skide og ikke kan tage vare på sig selv, og som er i det ene destruktive forhold efter det andet, og som samtidig er totalt solid og i orden. Den spændvidde er bare så fed, når den eksisterer, for så er der alt det ind imellem, som man kan fylde ud med alt muligt, så jeg følte en stor frihed i den karakter«.
»Man vil jo gerne se mennesker fuld af sprækker, og derfor er min drøm også at få så mange komplekse karakterer som muligt, for det er i de der sprækker, det lever«.
Andrea i ‘Venuseffekten’, 2021:
»‘Venuseffekten’ var min allerførste spillefilm, hvor jeg havde mere end tre replikker. Anna Emma (Haudal) ringede og sagde, at hun havde en rolle til mig, og om jeg ville have den. En totalt kaotisk, flyvsk, upassende og super umiddelbar rolle, som rigtig nemt kommer til at jokke folk over tæerne. Hun bor i naturen og er kunstner og alt muligt, som Jose ikke er, så det var rigtig sjovt at få lov til at gøre noget helt andet i Anna Emmas univers«.
»Min frygt er altid at komme til at gentage mig selv, så jeg er virkelig glad for at få lov til at lave så meget forskelligt. For mig var det så vildt den måde, hvorpå Andrea var fri for konventioner og ikke bange for at såre nogen eller for, hvordan hun fremstod. Jeg er et meget ansvarsfuldt menneske, hvad mine relationer angår, så det var rigtig fedt at spille en, som ikke var det. Andrea ville aldrig tage ansvar for en situation. Hun ville bare være i den, som hun nu havde lyst til«.
»Anna Emma insisterer på at portrættere relationer og mennesker, som mennesker er. Der er nogle scener i ‘Venuseffekten’, hvor jeg tænkte: Okay, skulle vi filme min numse fra den der vinkel? Men det er det med at insistere på det menneskelige, og det kan jeg så godt lide hende for. Jeg skulle indspille en snorkelscene i ‘Doggystyle’. Der var sindssygt store bølger, og jeg havde totalt klaustrofobi over at skulle dykke og var bange for at panikke, men så kom kameraet på, og så gik det ligesom væk. Det er det samme med gode samarbejder. Jeg kan være et dybt neurotisk og forfængeligt menneske privat, men det er jeg ikke, når jeg filmer, så det bliver også en form for helle for mig«.
»Det er rigtig fantastisk at få meget ansvar og mere udfoldelsesplads. Jo større roller, jo mere er der at folde ud, og jo sjovere bliver det jo. Og selvfølgelig skal man ikke gå over i den der egogrøft, der handler om, hvor meget man så kan fejle om tre sekunder. Min usikkerhed lever side om side med det ansvar, jeg er begyndt at få, men når jeg ligesom er i arbejdet, glemmer jeg heldigvis, at det skal ud«.
»Jeg er ofte mere nervøs for, om jeg får fat i det og kommer til at forløse det op til, at jeg skal arbejde. Jeg talte med min kone (dramatiker og forfatter Kirstine K. Høgsbro, red.) den anden dag, om man ville lave det her, hvis ikke det var for nogen, og det ville man jo ikke, så en stor del af det er jo også, at det skal ud og berøre nogle mennesker«.
»Når jeg har lavet noget, tænker jeg ofte: Gad vide, om folk kommer til at kunne lide det her? Men jeg har efterhånden fundet ud af, at det er sekundært, når man har haft et samarbejde, der har blomstret, som det både har gjort med Anna Emma, Gabriel på ‘Natten har øjne’ og Amalie og Nikolaj på ‘Skruk’. Jeg har haft meget medbestemmelse, og jeg føler, de har ledt mig rigtig godt, så den måde, man er sammen om at lave noget på, bliver også enormt værdifuld, for man kommer aldrig til at tilfredsstille alle alligevel. I starten ville jeg have, at alle skulle kunne lide det, jeg lavede, men det er jo bare ens eget fnidder«.
Nana i ‘Skruk’, 2022:
»Nana er en interessant karakter, for hun er fertilitetslæge og super succesfuld. Og så er der det der twist med hende, at hun hele tiden lyver for at få folk til at føle sig bedre tilpas, så hun prøver at spejle den fertilitetshistorie, de nu har. Hun opdager, at hendes ægreserve er super lav, og beslutter sig for at inseminere sig med sin ekskærestes sæd i en kæmpe brandert, og så får hun viklet sig ind i et spind af løgne for at redde sin egen røv«.
»Hun træffer nogle ret vilde valg og smider sin bedste ven under bussen, og det er jo decideret ulovligt, at hun stjæler det der sæd. Hun får pisset på den mand, hun elsker, og udnytter totalt en anden, så i virkeligheden er der ret mange amoralske handlinger, og samtidig er der noget super genkendeligt i at lyve. Alle gør det jo. Jeg tror bare, det handler om, i hvilken grad man er bevidst om, at man lyver. Løgn er jo også folks selvbedrag og måden, man ser sig selv på«.
»Jeg kender virkelig mange, der har været i fertilitetsbehandling, og det er fedt, at Amalie og Nikolaj (Amalie Næsby Fick og Nikolaj Feifer) har prøvet at fortælle, hvor forskellige de der fertilitetshistorier kan være«.
»Det er meget sympatisk, og jeg synes også, det åbner op for, at familier kan være mange ting. Så kan man også spørge, hvad er en kernefamilie egentlig efterhånden? Engang var det far, mor og børn og et hus og ikke nogen skilsmisse, men jeg synes på mange måder, at jeg lever i en kernefamilie, selvom jeg har et bonusbarn, og vi har fået børn på alternative måder«.
»Jeg tror, det er til alle kvinders fordel – og til alle folks fordel i det hele taget, som ikke er så vant til at blive portrætteret på skærmen – at der sker et stort ryk lige nu. Jeg føler stadig, der er helt vildt lang vej, fordi der stadig er kæmpe ulighed, men jeg kan mærke, at der er en stor opmærksomhed på det, og der er mange kvindelige instruktører og manuskriptforfattere, som rigtigt gerne vil frem i verden, og som får mere og mere lov, og mange har fokus på diversitet«.
»Jeg synes mindre og mindre, der er et krav om, at man skal passe ned i den der klassiske heteronormative kvinde, som står på et ben, når hun kysser med sin bredskuldrede mand. I forhold til at kvinder helst skal være nogens kone eller kæreste og helst super blød og empatisk og sandfærdig og moderlig, er Nana jo ikke særlig moderlig, og hun lyver, så det driver. Hun er super uformåen ud i alle de der klassiske feminine dyder, som samfundet har sat pris på, så hun er helt klart noget andet, end hvis man skulle have lavet en fertilitetslæge for bare ti eller fem år siden«.
»Mødet med Amalie og Nikolaj har været helt fantastisk, de er begge ekstremt lyttende og har meget lyst til at undersøge, og det er det allersjoveste som skuespiller«.
Maja i ‘Natten har øjne’, 2022:
»Jeg har kendt Gabriel (Bier Gislason), siden vi gik i gymnasiet sammen og blev sindssygt gode venner, og nu har vi lavet denne her film sammen, og det var virkelig fedt, for det var noget andet, det var genre. Det er lidt gyser, men også romantik og lidt sjovt, så det er virkelig sit eget«.
»Jeg spiller Maja, som engang har være skuespiller og medvirket i en julekalender og nu arbejder som nisse på biblioteker. Hun bor i sin afdøde mors lejlighed og er egentlig ret ensom og møder så Lea, som hun bliver sindssygt forelsket i med det samme og flytter til London med hende, hvor der så sker alle mulige mystiske ting. Maja er en meget mere stilfærdig, mild, usikker og beskeden person, der ikke siger fra, før hun bliver nødt til at gøre det, fordi hun bliver presset til at reagere«.
»Jeg tror, det på en måde har været tilfældigt, hvilke roller jeg har fået, og nogle gange er det også noget med at finde ud af, at ens karakterer ikke er typer. De består altid af 10.000 ting. Som menneske indeholder man jo alting, men så er der måske bare nogle farver, som er trukket lidt hårdere op på den og den karakter. Det ville være dejligt bare at få lov til at lave så meget forskelligt som muligt. Kortlæggelsen af et menneskes krop, psyke og sjæl synes jeg er vildt spændende at arbejde med, så jo mere, der stritter i forskellige retninger, som man skal prøve at få til at forenes, jo federe synes jeg, det er«.
»Lige siden jeg var lille, har jeg haft lyst til at tage bo i folk for at finde ud af, hvordan de havde det, uden at det var specielt empatisk eller helgen-agtigt eller analytisk og kynisk. Det var bare nysgerrighed. Jeg håber på at kunne vække noget i nogen med mit skuespil, for jeg synes, det er det, der gør, at man føler sig mindre alene i kunsten. Man er mindre frit svævende, når man bliver ramt det der sted«.
’Skruk’ kan ses på Netflix fra 8. juni. ’Natten har øjne’ har biografpremiere 18. august.