‘Lightyear’: Pixars prequel er ikke ’Toy Story’ værdig

‘Lightyear’: Pixars prequel er ikke ’Toy Story’ værdig
'Lightyear' (Foto: Disney)

Enten var man en Woody, eller også var man en Buzz.

Sådan var det i hvert fald, da jeg var barn, mens ‘Toy Story’-vhs-feberen rasede. Men selvom nogle var mest til Buzz og andre til Woody, stod det allerede dengang klart, at de var sjovere sammen end hver for sig.

Det samme gælder ved voksent gensyn. Muligvis er det banalt at skrive det, men magien ved ‘Toy Story’ er ligesom hele flokken af sjove legetøjsfigurer. De smukke pointer om barndommen og livet, som legetøjets eventyr repræsenterer. Ikke de enkeltstående karakterer i sig selv.

Selvom man ad flere omgange har kunnet grine af de ‘Star Wars’-refererende kampe mellem Buzz og den onde Zurg, har Buzz Lightyear først og fremmest været den storhedsvanvittige plastikmakker, leveringsdygtig i grin op ad Woodys mere konservative straight man. Pixar-BFF’s extraordinaire til Randy Newmans udødelige toner.

I hvert fald indtil nu. Hvor vi får en hel film dedikeret til Buzz Lightyear.

Godt nok ikke ‘Toy Story’-karakteren Buzz Lightyear. Men historien om den virkelige Buzz Lightyear, som ‘Toy Story’s højtelskede plastikhelt er baseret på. Altså. Den virkelige fiktive helt bag den fiktive legetøjsfigur fra det fiktive ‘Toy Story’-univers.

Alene i sit udgangspunkt er ‘Lightyear’ lidt en selvdyrkende metaøvelse, der formentlig vil flyve hen over hovedet på de fleste børneseere med lysets hastighed. 

‘Lightyear’ (Foto: Disney)

For fra start af gøres det klart i ‘Lightyear’, at det er filmen, som ‘Toy Story’s Andy så i 1995 om spacerangeren Buzz Lightyear. Den, der inspirerede ham til at ønske sig plastikfiguren, vi senere kom til at kende og elske. Men udover introteksten skal man lede længe efter den følelsesmæssige forbindelse til ‘Toy Story’-universet.

Bortset fra at vi får lov til at se hans hårpragt under den lilla hætte, og at Tim Allen er skiftet ud med Chris Evans, virker ‘Lightyear’s Buzz meget, som man kender ham i plastik.

Han leger fortællerstemme i sit eget liv. Da vi møder ham, er han og den kvindelige spaceranger-makker Hawthorne på mission på en ubeboelig planet. Men efter en mislykket flugt, strander de på ubestemt tid med hele deres enorme stationshold. Plaget af skyld er Buzz fast besluttet på at udvikle et nyt brændstof-krystal, der kan få alle hjem igen. Som den stolte rumsoldat, han er, drager Buzz gang på gang ud for at teste krystallen.

Men hver gang han tager afsted, er der gået fire år på rumstationen. Mens hans makker Hawthorne bliver gift og stifter familie (med en kvinde – hvilket har bandlyst ‘Lightyear’ i De Forenede Arabiske Emirater), ældes Buzz kun nogle minutter.

Hans eneste bestandige værn mod timeglasset bliver robotkatten Sox, der med sit gode kattehumør og en håndfuld charmerende jokes også ender med at være filmens bedste værn mod kedsomhed.

Udover redningskatten Sox må Buzz mod sin vilje alliere sig med en flok rookies. En voldsparat gammel dame, makkeren Hawthornes ivrige barnebarn Izzy og Mo Morrison – en fej ’ jeg vil hjem’-type spillet af Taika Waititi. Selvom rookie-trioen leverer et par smågrin hist og her, er de ikke ligefrem mindeværdige.

‘Lightyear’ (Foto: Disney)

‘Lightyear’ er på papiret en ganske fin og flot oplevelse. Den er bare ikke særlig interessant. 

Med generelle Pixar-forventninger og arven fra ‘Toy Story’ evigt lurende i baghovedet, kan man ikke undgå at håbe på større dybde.

Selv de rørende sekvenser kommer til at fremstå lidt formulariske.

At kunne skabe mindeværdige montager ud ad almene livstraumer, der giver selv de mest afstumpede lyst til at sætte sig hen i et hjørne og græde, må ellers siges at være Pixars absolutte speciale. Man skal ikke tænke længe på Jessies sang om ‘When She Loved Me’ fra ‘Toy Story 2’, før øjenkrogen bliver fugtig. ‘Up’s brutalt tårefremkaldende begyndelse. ‘Find Nemos’ kaviar-massakre.

‘Lightyear’ gør også brug af den Pixar’ske mindemontage. Mens Buzz tester krystaller, går livet sin gang på rumstationen for Hawthorne. Men selvom det er rørende på papiret, gør det ikke ordentligt indtryk. For i sidste ende bliver der aldrig rigtigt plads til at lære andre karakterer end Buzz Lightyear at kende. Og gider man egentlig det, når man allerede kender en Buzz Lightyear i forvejen, som er bedre?

‘Lightyear’ er den første af Disneys Pixar-film i lang tid, der får biografpremiere. Rent visuelt har den muligvis også fortjent det. Jeg tænkte oftere på ‘Interstellar’ end på ‘Toy Story’.

Men sammenholdt med eksempelvis den banebrydende ‘Turning Red’ med sin menstruationsallegori, boyband-ørehængere og familiekulturelle tematikker er ‘Lightyear’s klassikerpotentiale tvivlsomt.


Kort sagt: 
Selvom filmen insisterende messer »to infinity and beyond«, er ‘Lightyear’ ikke sit slægtskab til ‘Toy Story’ værdigt. Plastikheltens meta-prequel har muligvis bedre rumskibsjagter, men ikke en brøkdel af forlæggets originalitet og sjæl.

'Lightyear'. Spillefilm. Instruktør: Angus MacLane. Medvirkende: Chris Evans, Keke Palmer, Peter Sohn, Taika Waititi. Spilletid: 1 time og 40 minutter. Premiere: 16. juni.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af