’Men’: Nyd den trippede horrortur ind i Alex Garlands tusmørke
Mænd! Vi skal lægge ryg til lidt af hvert for tiden.
Alex Garland følger sci-fi-mareridtet ‘Devs’ op med en provinsgyser, der fremstiller mandekønnet som en mildest talt problematisk størrelse. Typisk for filmmageren bevæger vi os fra hverdagens toksiske maskulinitet over i en mere kosmisk sammensværgelse – eller sammenbrud.
‘Men’ byder på en voldelig eksmand, en pervers præst, en stalkeragtig skovgud og en indledningsvis næsten almindelig ærkebrite med rød hud og dårlige tænder. Fællesnævneren i denne flok? De er alle spillet af Rory Kinnear fra ‘Years and Years’ og ‘Black Mirror’.
Midt i dette morads af gengangere står Jessie Buckley. Hun spiller Harper, der møder op til en weekend i et lejet hus i provinsen for at komme væk fra en personlig tragedie: Hendes ægtemand (Paapa Essiedu) ville ikke acceptere en skilsmisse og kastede sig ud fra et vindue i overboernes lejlighed. Harper er så uheldig at få øjenkontakt med eksmanden fra sit eget vindue i hans styrt ned mod døden – filmens anslag i slowmotion er i sig selv gruopvækkende og ret traumatiserende.
Man forstår altså godt Harper, når hun vil væk fra London og ud til noget ro og rekreation. Straks ankommet tager hun et bid af æblet i frugthaven, så hun kan hellige sig livet i provinsen og den tilstødende natur.
Men alarmklokkerne kimer naturligvis sagte fra begyndelsen. Som var æblet, hun har plukket i haven, et syndens æble, og slangen i træet har allerede hvislet og flettet sig om benet på hende. Væggene i huset er blodrøde som hos Dario Argento, den bizarre udlejer (Rory Kinnear) er en besynderlig blanding af passiv-aggressiv og britisk jovial, når han akavet omtaler fraværet af ægtemand og bekymrer sig om menstruationsbind i septik-tanken.
Vi bliver dog efterladt alene med Harper efter en stund. Folk-horror står klar til at afløse cringe. På hendes første vandring i Guds intenst grønne natur står der pludselig en nøgen mand (Rory Kinnear) på engen, som en genopstanden urkrænker fra skovens grønne mørke.
Når han efterfølgende pludselig står i baghaven og prøver at møve sig ind ad døren, ringer Harper efter politiet. De sender ham væk igen, men lige meget hjælper det, og efterhånden går det op for Harper, at hun er fanget i en ubehagelig vrangvirkelighed, hvor næsten alle ansigter synes at være opgylpet fra det samme kulsorte ormehul.
Ingen i lokalsamfundet er værd at skrive hjem om. Præsten (Rory Kinnear) er et creep med en sølvgrå, åleglat langhårsfrisure, han virker voldsomt upassende, lang tid inden han placerer sin hånd på Harpers lår, mens hun søger lidt sjælesørgen.
Skruen strammes, jo længere vi når frem, og provinsidyllen fremstår fortsat mere forhekset. En veninde (Gayle Rankin) følger med på sidelinjen via FaceTime og får, belejligt nok for manuskriptet, Harper til at blive hængende på et tidspunkt, hvor vi som seere undrer os over, at hun ikke sætter sig ind i sin praktiske bil og kører sin vej.
Alex Garland har sit faste domæne i en filosofisk blanding af horror, sci-fi og filosofisk højpandethed, som det vil være fans af tidligere film som ‘Ex Machina’ og ‘Annihilation’ bekendt.
‘Men’ scorer da også fuld plade på kristne allusioner, naturmystik og et muligt psykiatrisk kvindeportræt i én og samme grumme båndsløjfe. Som med de fleste horror-film bliver det mindre uhyggeligt, jo længere ud i hampen vi kommer.
Midt i de rødtonede interiørs, kuldegysende kormusik (Geof Barrow fra Portishead har haft en finger med i musikken) og frodiggrønne naturtableauer er der også fundet plads til en campet fejring af gysergenren, når Harper gemmer sig fra den mandlige terror i køkkenet, storskrigende med en køkkenkniv knuget i hænderne iført en uskyldsren kjole.
Jessie Buckley kan, som den vidunderlige skuespiller hun er, på en eller anden måde håndtere det store spænd i både at skulle være scream queen og en selvstændig, stærk kvinde, en tømmerflåde i et sort hav af testosteron. Den ofte så sympatiske Rory Kinnear burde ligeledes indstilles til en slags freakshow-Oscar for sin gestaltning af majoriteten af ‘Men’.
Når den afsluttende body horror-agtige finale er vasket af nethinden, vil der måske ikke stå det dybsindige statement tilbage om mænd, kvinder, synd og voldens oprindelse, som måske var tiltænkt. Alex Garland spænder buen hårdere og går efter noget meget mere litterært og filosofisk kompakt, end han på nogen måde behøver, men alligevel er ‘Men’ langt hen ad vejen underholdende, morsom – og ret så uhyggelig.
Slutningen efterlod mig en smule kvalmeramt, men også med et på én gang hjemsøgt og overbærende blik på vegne af de 50 procent af befolkningen, som jeg selv tilhører.
Man kan sidde filmens overophedede symbolglæde og filosofiske ambitioner overhørig og stadig nyde den trippede tur ind i mændenes tusmørke.
Kort sagt:
‘Men’ er en original provinsgyser, der kan nydes uden at tage notits af de bastante litterære ambitioner, der er til stede neden under.