’Orkestret’: Frederik Cilius er frydefuldt ond i ærgerligt uskarp DR-satire

’Orkestret’: Frederik Cilius er frydefuldt ond i ærgerligt uskarp DR-satire
Frederik Cilius og Emma Sehested Høeg i 'Orkestret' (Foto: Åsmund Sollihøgda/DR)

Med kombinationen af Frederik Cilius, Rasmus Bruun og klassisk musik mindede ’Orkestret’ mig til at begynde med om en anden serie, der kørte på DR tidligere i år: den vellykkede reportageserie ’Operarejsen’.

Her drog ’Den Korte Radioavis’-makkerparret sammen med komponist Allan Gravgaard Madsen rundt i Europa i en autocamper for at opleve verdens største operaer. Selskabet var så sjovt, hyggeligt og vidende, at man som udenforstående fik lyst til selv at prøve en opera af.

Desværre er premiereaktuelle ’Orkestret’ hverken lige så hyggelig, sjov eller inspirerende som sin dokumentariske fætter.

Den nye komedieserie er skrevet og instrueret af Mikkel Munch-Fals, efter idé af Adam Price, og skal fungere som et fiktionaliseret, humoristisk studie i DR-symfoniorkestrets særegne miljø – både i orkestergraven og på ledelsesgangene.

Rasmus Bruun i ‘Orkestret’ (Foto: Åsmund Sollihøgda/DR)

Det store trækplaster er selvfølgelig den folkekære duo Cilius og Bruun, der spiller henholdsvis andenklarinettisten Bo Høxenhaven og den nyansatte souschef Jeppe Nygreen.

Cilius’ karakter er både den sjoveste og mest nuancerede i serien. Han er en talentfuld instrumentalist, der aldrig har fået chancen som førsteklarinettist (den stilling er i stedet gået til selvretfærdige Simon, spillet af Casper Phillipson). Årsagen er simpelthen, at ingen kan lide ham, og dén kendsgerning gør ham ikke mindre ubehagelig at være i rum med.

Høxenhaven taler sarkastisk og nedladende til sine medmennesker, hvilket især går ud over hans usikre elev Ellen (Emma Sehested Høeg). Men når han kommer hjem til sin gamle mor, som han stadig bor sammen med, smider han facaden og viser sig som et sølle og trist menneske.

Cilius spiller frydefuldt ondskabsfuldt, når Høxenhaven uddeler velartikuleret trash-talk. Og hans timing og mimik er ligeledes rigtigt god, når karakteren er ufrivilligt komisk – som da han forsøger at gå undercover ved blot at iklæde sig solbriller, hat og et grimt halstørklæde.

Frederik Cilius i ‘Orkestret’ (Foto: Åsmund Sollihøgda/DR)

Rasmus Bruuns karakter er en klassisk (og efterhånden uoriginal) parodi på den rygradsløse moderne mand. Han evner ikke sin lederstilling, og af den grund roder han sig konstant ud i problemer.

Jeppe Nygreen klokker for eksempel i det, da der opstår en sexismesag mellem Høxenhaven og cellisten Anastacia (May Simón Lifschitz). Den konfliktsky souschef er selvfølgelig en superelendig mægler til det efterfølgende møde, som han er blevet opfordret til at indkalde til, men som ingen af parterne får noget godt ud af.

Den fiktive MeToo-sags relative slægtskab med virkelighedens omfattende sexismesag i DR’s pigekor var grunden til, at ’Orkestret’s premiere i sin tid blev udskudt med et halvt år.

Det er dog ikke, fordi serien behandler MeToo-bølgens opgør med sexisme i mediebranchen på en opsigtsvækkende måde. I værste fald underspiller den sexismens betydning, idet både Høxenhaven og Anastacia først er ligeglade med sagen – og siden bruger det som springbræt til en flirt.

May Lifschitz i ‘Orkestret’ (Foto: Åsmund Sollihøgda/DR)

MeToo-sagen bruges mest af alt som grundlag for akavede scener, hvor Jeppe og hans hensynsløse chef (Lise Baastrup) fjumrer rundt og taler dårligt engelsk (fordi Anastacia ikke taler dansk), mens Høxenhaven svarer dem sarkastisk igen.

I disse scener måtte komikken næsten gerne være mere kontroversiel. I hvert fald mangler replikkerne skarphed, og det gælder for alt for mange af seriens forsøg på humoristiske scener.

Munch-Fals og Price har i ’Orkestret’ forsøgt sig med en dramatisk understrøm, der især tager over for komikken, når de to hovedpersoner træder ind i deres hjemlige gemakker. Her oplever de nemlig ensomhed på hver deres måde.

Fire afsnit inde har disse fortællinger imidlertid ikke udviklet sig i retninger, der er så tilpas interessante, at man kan undvære vellykket satire.


Kort sagt:
Frederik Cilius’ bitre andenklarinettist er lyspunktet i DR’s ellers uskarpe symfoniorkestersatire, der hverken kommer ordentligt i mål med de dramatiske eller komiske spor.

’Orkestret'. Serie. Hovedforfatter: Mikkel Munch-Fals. Medvirkende: Frederik Cilius, Rasmus Bruun, Emma Sehested Høeg, Neel Rønholt, Caspar Phillipson. Spilletid: 10 afsnit á 25 minutter. Premiere: 1. juli på DRTV.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af