‘After Yang’: Colin Farrell-film er et lidt for følsomt futuristisk kuriosum for fans af ’Her’

‘After Yang’: Colin Farrell-film er et lidt for følsomt futuristisk kuriosum for fans af ’Her’
'After Yang' (Foto: Angel Films)

Jake (Colin Farrell) og Kyra (Jodie Turner-Smith) har skabt en smuk familie. Han er hvid, hun er mørk, to velopdragne asiatiske børn fuldender billedet af den perfekte mangfoldige kernefamilie.

Pigen Mika (Malea Emma Tjandrawidjaja) er i børnehavealderen, den ældre bror Yang (Justin H. Min) er i omtrent gymnasiealderen og har en servil udstråling og et smilende gemyt. Men idyllen får et skud for boven, idet storebroren Yang kortslutter. 

Han er en såkaldt techno sapien og bliver skildret af Justin H. Min med en underspillet robothed, der får Dan Stevens’ Tom fra ’Drømmemanden’ og Alicia Vikanders Ava i ’Ex Machina’ til at ligne overtydelig slapstick. Drømmer androider om elektriske får? De sørger i hvert fald også over tabt kærlighed, fremgår det af ’After Yang’.

Det indledende nedbrud foregår under en fantastisk dansescene, der skaber tårnhøje forventninger til ’After Yang’. Familien deltager sammen med andre familier i en slags online-dansekonkurrence, der ligner noget, vi andre også vil få som erstatning for fællessang med Philip Faber, skulle corona-pandemien bliver forlænget et par yderligere sæsoner. 

‘After Yang’ (Foto: Angel Films)

Men lige efter denne fantastisk realiserede danseseance viser det sig altså, at der er noget galt med storebror, der pludselig går i sort. 

Yang er indkøbt som en slags kulturdrone for, at den adopterede lillesøster kan lære om sit biologiske ophav og Kina i den nærfremtid, som ’After Yang’ udspiller sig i.

Det er en økologisk, Marie Kondo-agtig fremtid, hvor man kan bo i et lækkert designerhjem, samtidig med at man lever af at sælge te, og gesjæften endda går skidt (moren må virkelig krasse nogle gode penge ind!). Te er den foretrukne drik i det her univers, hvor det virker, som om Asien har fået i hvert fald den kulturelle førertrøje på.

Den ene kunde i butikken, vi møder, er forarget over, at Jake ikke fører ’tekrystaller’ – og nej, jeg er heller ikke sikker på, hvad en tekrystal præcis er, men jeg elsker den form for world-building, hvor den slags bare bliver nævnt indforstået.  

‘After Yang’ (Foto: Angel Films)

Yang har lavet mere end blot en banal CAPS LOCK + ALT + DELETE på sig selv. Jake drager ud i det privatiserede robotsundhedsvæsen for androider for at få helbredt det højtelskede familiemedlem. Med ringe succes. 

Filmens første del kan læses som en kritik af en privatiseret sektor, hvor man skal betale i dyre domme for blot at få stillet en diagnose og opsøge skumle DIY-typer med sølvpapirshat for måske at finde nogen, der tør sætte en skruetrækker ned i den avancerede droide-mekanik.

Når filmen er helt lavpraktisk og knastør omkring storebrorens mulige genoplivning, synes jeg, den fungerer godt: med en slags underspillet gru over dette næsten-menneskes skæbne strandet i smarte klausuler, forsikringspapirer og den form for senkapitalisme, hvor huset vinder hver gang.  

Jake får via en forsker-kurator og en shady reparatør adgang til robottens erindringer via en slags sort boks, der – efter at være blevet udvundet fra Yangs brystkasse – set via familiens interaktive mediebriller på én gang ligner den ydre galakse og et nærbillede af hukommelseskortet på en pc.

Herfra kan beskueren med adgang til den sorte boks navigere rundt og se korte optagelser af de øjeblikke, som androiden har besluttet sig for at lagre i sin hukommelses harddisk. Som i en mindre flamboyant Charlie Kaufman-film svæver minderne omkring, og erindringsglimt optræder med lette forskydninger.

Der opstår også adgang til robottens tidligere liv hos andre familier (Jake var så nærig, at han købte sin techno sapien brugt), og vi får lige akkurat serveret konturerne af en cyborg-tåreperser.

’After Yang’ beder seeren om meget, når den sender os på en slags odysse i en robots minder, parallelt med at Jake også fremstår stadig mere modløs, uden at vi bliver ret meget klogere på den øvrige families relationer. Filmen synker stadig dybere ned i en sorgfuld døs, og dens indsigter om at være en menneskelignende droide forekom mig sjældent synderligt originale.

Yang må i ét flashback indse ironien i som asiatisk drone at vide alt om te, men være ude af stand til at smage på den tusind år gamle drik, i stedet hører vi blot lyden, når teen passerer gennem hans falske tarme. 

‘After Yang’ (Foto: Angel Films)

Replikkerne i de terapeutiske samtaler falder med luft imellem sig på en måde, så den følsomme tyngde efterhånden bliver frustrerende.  

Filmen vil muligvis finde et publikum som et følsomt futuristisk kuriosum. Fans af film som ’Her’ og ’Swan Song’ – der altså ikke forventer lyssværd, rumkolonier og slimede aliens af deres sci-fi – kan måske finde et sagte vandhul at græsse ved her.

Det smagfulde interiør, glimrende skuespil og generelle lækkerhed ændrer dog ikke på, at filmen virker opstyltet og ultimativt en smule hul i sin sorgfulde meditation over familie/fremmed, liv/død, kunstige/ægte minder – og den udflydende grænse herimellem.

Jeg er normalt en sucker for bedrøvede indie-film, men jeg oplevede ikke desto mindre, at ’After Yang’ også nedsmelter en smule, når den bevæger sig fra det lavpraktiske til det mere emotionelle. 


Kort sagt:
’After Yang’ har ikke meget nyt eller overraskende at afrapportere om den post-humane tilstand, og tungsindigheden går fra dvælende til kvælende. 

’After Yang’. Spillefilm. Instruktion: Kogonada. Medvirkende: Colin Farrell, Jodie Turner-Smith, Malea Emma Tjandrawidjaja, Justin H. Min, Ritchie Coster. Spilletid: 96 minutter. Premiere: I biografen 25. august
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af