STREAMINGPERLER FRA DYBET: Brian de Palmas oversete gangsterfilm ’Carlito’s Way’ er en af de mest rørende i genren, jeg kan mindes – dens trøstesløse fatalisme kun overgået af Martin Scorseses ’The Irishman’.
Hvor ’The Irishman’ blev hyldet vidt og bredt, er det, som om ’Carlito’s Way’ ikke helt har fået behørig plads i gangsterfilmens historie. Men det fortjener den.
Ligesom ’The Irishman’ orkestrerer de Palma en tragedie i tre akter, der på en måde virker som en kulmination på alle de gangsterfilm, som kom forud.
I ’Carlito’s Way’ spiller Pacino den midaldrende gangster Carlito Brigante, der bliver løsladt fra fængsel, men som stadig er underlagt den u-undslippelige tyngde af et liv på den forkerte side af loven, som altid vil indhente ham.
Der er en oplagt parallel til Al Pacinos ærkeamerikanske opportunist Tony Montana i de Palmas ’Scarface’. Verden ligger for hans fødder, får han at vide, men sandheden er, at livet i gangsterverdenen kun går én vej – nedad.
Carlito er ganske vist blevet reformeret i fængslet og vil leve et lovlydigt liv. Han skal bare lige spare nok penge op til, at han kan slå sig ned som biludlejer i Caribien. Hvilket selvfølgelig viser sig lettere sagt end gjort, når den kriminelle underverden aldrig slipper kløerne i ham, og hans indbildte gæld til hans korrupte advokat Kleinfeld (en ukendelig Sean Penn i topform) sender ham tilbage på det forkerte spor.
Filmen spiller som en symfoni af bristede drømme, der lægger et kulsort lag af tristesse ned over den selvforherligende opportunisme, man så i ’Scarface’ – ikke mindst fordi de Palma fra den overlegne første indstilling viser os, hvilken tragisk udgang det hele bærer hen imod.
Hvor Montana blev slugt og spyttet ud igen af kapitalismen, fik han i det mindste lov at slutte på toppen – guns blazing og med nok kokain i blodet til at slå et mindre dyr ihjel. Anderledes forholder det sig for Carlito.
Der er ingen udvej, intet håb om at udleve den amerikanske drøm, ingen fremtid på den anden side.
Ikoniske varemærker
De Palma udlægger gangstermiljøet anno 1975 som en slagmark, hvor alle må kæmpe indbyrdes og stjæle fra hinanden for at overleve. Og hvor alle lag af samfundet fra dommere og advokater til politifolk og anklagere bruger ulovlige metoder for at fremme deres egen dagsorden.
Loven er til forhandling – også på gadeplan, hvor street code er blevet opløst til fordel for industrialiseret kriminalitet. Hvor alle konkurrerer med alle om at nå frem i verden – en klokkeklar kapitalkritik. Narkosalg sammenlignes sågar med tobaksindustrien. Er der overhovedet en forskel længere?
Det er en pointe, at det i sidste ende er Carlitos æreskodeks – hans insisteren på at være en mand af sine ord – der gør, at Kleinfeld kan udnytte ham og spolere hans fremtidsplaner. »En tjeneste tager livet af dig hurtigere end en kugle«, som det bliver sagt i filmen.
Hvis ’Carlito’s Way’ lyder som en sortsynet affære, er den det kun til dels. For filmen skinner af de Palmas fortælleglæde. Ingen formår som ham at iscenesætte det pulserende liv på en natklub med hvirvlende kamerature og medrivende musik.
Og selvom ’Carlito’s Way’ falder lidt uden for kategori i filmografien fra mesterinstruktøren bag film som ’The Untouchables’ og ’Carrie’ har den en række af hans ikoniske varemærker: Blandt andet en forrygende jagtsekvens på Grand Central Station (tænk ’Blow Out’ gange hundrede), der får én til at gispe efter vejret, og en række ømme ’Vertigo’-referencer.
Åndeløs spænding
At ’Carlito’s Way’ er et stilsikkert mesterværk skyldes ikke kun den tematiske tyngde og den selvrefleksive nyfortolkning af gangsterikonografi.
Filmen står og falder på Al Pacinos præstation, som er blandt de bedste i hans eminente karriere – og som får et dobbeltlag, når man tager hans fortid i gangstergenren i betragtning (nøjagtig som i ’The Irishman’). Han spiller en udvikling af den mytologiske gangsterfigur, nu reformeret, men alligevel underlagt arven fra sine forgængere.
Pacino portrætterer Carlito som en mand, der hader sit eget spejlbillede – hele tiden tynget af den fortid, han ikke kan undslippe (den danske titel er ’Fanget af fortiden’ af en grund). Men han skildrer også Carlito med en ømhed, som var fuldkommen fraværende i hans gangsterfigurer i ’Scarface’ og ’The Godfather’.
I en særligt mindeværdig scene kaster han sig bogstavelig talt over sin elskede til tonerne af Joe Cockers ’You Are So Beautiful’. Det er alt for meget, men alligevel helt tilpas, som det ofte er tilfældet hos de Palma. Den rene passion gnistrer simpelthen fra lærredet – ikke mindst i en regnvejrsscene, hvor Pacino betragter sin elskede på afstand og mindes det liv, der kunne have været.
Pacino får flot modspil af Sean Penn, der er ugenkendelig som den korrumperede forsvarsadvokat, der hele tiden vil have mere og mister sin moral i ræset mod rigdom.
De følelsesladede scener mellem Penn og Pacino er et klart højdepunkt i filmen, der virtuost veksler mellem hæsblæsende suspense og intimt karakterdrama. Det tredje akt, hvor hævnens time nærmer sig for Kleinfeld og Carlito, skal nok tage pusten fra enhver.
’Carlito’s Way’ er en noget nær perfekt gangsterfilm. Et vigtigt korrektiv til ’Scarface’ og en essentiel forløber for Scorseses vision om at afmytologisere genren i ’The Irishman’.
’Carlito’s Way’ kan ses på Amazon Prime Video, Blockbuster, Viaplay og iTunes.