De 25 bedste film på Viaplay lige nu

Viaplay gemmer på et fuldfedt filmkatalog, der foruden store klassikere og skæve indiekomedier også byder på en række af de seneste års bedste film a la 'The Assistant' og 'Never Rarely Sometimes Always'. Det kan være svært at få overblik i stjernevrimlen, så vi guider her til de bedste fund – i tilfældig rækkefølge.
De 25 bedste film på Viaplay lige nu
'Everything Everywhere All at Once'. (Foto: A24)

Har du tjekket vores podcast Soundvenue Streamer, som hver uge sætter krogen i de mest opsigtsvækkende nye serier og film?

Kontrasten til præstationen som Jokeren kunne næsten ikke være større, da Joaquin Phoenix fulgte op med den naturalistiske rolle som en radiojournalist Johnny, der hænger sin nevø, mens hans søster (Gaby Hoffman) tager sig af sin psykisk forstyrrede mand, i den sort-hvide, uimodståelige ‘C’Mon C’Mon’.

Det kunne lyde som den klassiske, ‘About a Boy’-agtige historie om en kold/egoistisk voksen, der skal lære at føle sig selv og andre gennem venskabet med et barn, men Mike Mills film er langt mere nuanceret og intelligent end som så. En smukt filmet, sød og livsklog fortælling båret af en utrolig kemi mellem Phoenix og unge Woody Norman.

Kristen Stewart i ‘Spencer’. (Foto: Scanbox)

‘Spencer’  

Hvis man skal tro Pablo Larraíns genfortælling, var det et levende mareridt at være en del af den britiske kongefamilie. I hvert fald hvis man hed Diana Spencer.

Ligesom han bragte en alternativ vinkel på præsidentfruen i ‘Jackie’, formår instruktøren i ‘Spencer’ at nuancere en af nyere tids mest fortalte kongelige historier. Med Kristen Stewart i rollen som prinsesseikonet, følger vi Diana under et besøg på den adelige svigerfamilies slot Sandringham House i juledagene i 1991, hvor hun mildest talt er ved at gå fra forstanden.  
Selvom historien om Diana er velkendt og grundigt afdækket, er der noget helt særligt over ‘Spencer’, der forvandler dronningens juleslot og tilhørende traditioner til et intenst fængsel af paranoia. Vigtigst af alt er Diana ikke blot et skrøbeligt offer, men kæmper sit eget oprør. I enkelte sekvenser fremstår prinsessens skæbnesvangre drømme så virkelige, at man bliver revet med af ideen om, hvor anderledes hele tragedien kunne være gået.   

Oscar Isaac i ‘The Card Couter’. (Foto: HBO)

‘The Card Counter’

Nej, ‘The Card Counter’ ikke er den nye ‘Rounders’. I stedet giver Paul Schraders fremragende film os den mest deprimerende (realistiske?) skildring af casinoer og gamblingverden måske nogensinde set på skærmen, med en fabelagtig præstation fra Oscar Isaac i centrum.

Isaac er den tidligere fængslede kortspiller William Tell, der sirligt lægger lagener over møblerne på sine hotelværelser og holder sig selv i behørig afstand til enhver form for menneskelig relation og opmærksomhed. Den langsomme afdækning af hans traume gennem to mennesker, der alligevel fanger hans interesse, er mørkt og hårdt, og så velspillet, at man sidder åndeløs tilbage.

Schrader – Scorseses gamle manuskriptforfatter – fik et bragende comeback som instruktør med ‘First Reformed’, som vi kårede som årets bedste film i 2018, og skønt ‘The Card Counter’ er knap så formfuldendt, er det stadig en kompromisløs filmisk sjæleransagelse.

Tessa Thompson og Lakeith Stanfield i ‘Sorry to Bother You’

‘Sorry to Bother You’

Der er nogen, der siger, at alle historier er fortalt før, men ’Sorry To Bother You’ er beviset på, at det ikke passer. At det stadig er muligt at lave en film, der ikke bare tager røven på én. Men gør det igen og igen og igen.

Alene udgangspunktet er uimodståeligt: I en nær fremtid får den retningsløse fyr Cassius (Lakeith Stanfield) job som telefonsælger af leksikoner, i starten uden den store succes. Men da en ældre kollega (Danny Glover) anbefaler ham at bruge sin »hvide stemme«, sælger han pludselig røven ud af bukserne: Han bliver forfremmet til powercaller i den særlige loge, hvor alle taler med hvid stemme hele tiden, og han jetsetter sig hele vejen til fest med et kokainsniffende, bro-slesk Silicon Valley-fænomen spillet af Armie Hammer i en forrygende komisk rolle (præ-skandalesager).

Men her slutter det ikke, slet ikke. Rapperen Boots Rileys instruktørdebut er surrealistisk (Cassius’ hvide stemme ’spilles’ af David Cross), hyperenergisk, humoristisk og dybt anarkistisk i sin kritik af kapitalisme og raceforhold. En film ulig nogen anden.

‘Venuseffekten’. (Foto: Thomas Howalt Andersen)

‘Venuseffekten’

På ryggen af hendes DR3-hit ’Doggystyle’ var der sidste år store forventninger til Anna Emma Haudals første film. Og de blev lykkeligvis indfriet med fortællingen om den unge Liv, hvis jordnære provinstilværelse med kæreste og arbejde på forældrenes planteskole rives op med rode, da hun møder den kaotiske og viltre Andrea, som har søgt tilflugt fra København i sin campingvogn på den nærliggende plantage.

Kemien mellem debutanten Johanne Milland og Josephine Park slår gnister, og det er i sig selv befriende at se en dansk film, der behandler homoseksualitet uden at gøre et stort nummer ud af det – mens den samtidig er bevidst om de konsekvenser, det kan have for omverdenen, når man bekender sin kærlighed til et menneske af samme køn.

Men først og fremmest er ’Venuseffekten’ noget særligt med dens indtagende humor og sans for livet, naturen og kærlighedens poesi, der strømmer gennem de varme sommerbilleder som et dansk svar på ’Call Me By Your Name’. ’Venuseffekten’ viser med al tydelighed, at Anna Emma Haudal har et ganske særegent blik på tilværelsen.

Læs Soundvenues anmeldelse.

‘Everything Everywhere All at Once’. (Foto: UIP)

‘Everything Everywhere All at Once’

Det er vist en individuel sag, om man blev følelsesmæssigt revet med af Daniels-duoens første film siden ’Swiss Army Man’, den galsindige multiversefilm ’Everything Everywhere All at Once’. Men der kan ikke være to meninger om, hvor fedt det var at se en dybt original, kompromisløs og komplet kuk-kuk-film komme ud af Hollywood og blive en overraskende succes ved billetlugerne.

Med udgangspunkt i den kinesiske immigrant og vaskeriejer Evelyns besøg på et skattekontor stikker filmen af i tusind retninger, hvor Evelyn blandt andet er hemmelig spion, skuespilstjerne og hustru med pølsefingre, helt bogstaveligt. Det er filmen, hvor vi både møder en talende vaskebjørn ved navn Racatoonie, en universtruende bagel og en pokal i numsen, og hvor man ser målløs til, efterhånden som The Daniels alligevel får en nogenlunde sammenhængende film ud af de mange indfald.

Daniel Craig og Ana de Armas i ‘No Time to Die’. (Foto: Nicola Dove/SF Studios Danmark)

‘No Time to Die’

Daniel Craig fik et fornemt farvel til 007-rollen med Cary Fukunagas velsmurte film, der både excellerer i fin underspillet humor, rå action og rørende sekvenser frem mod det decideret overrumplende punktum.

Hvad man savnede i ’Spectre’ og ’Quantum of Solace’, finder man her: Intelligens, vid, et (nogenlunde) sammenhængende plot og et fint karakterstudie af vores plagede agent, der får følelser og noget på spil som vel aldrig før.

Indrømmet, Rami Malek er ikke filmens højdepunkt som skurk, men til gengæld lever og ånder mange af bifigurerne: Fra David Denciks nørdede russiske forsker til Ana De Armas sprudlende Paloma, som vi gerne så meget mere til.

Vi ventede og ventede og ventede på ’No Time to Die’ – og den var det værd.

Olivia Colman og Anthony Hopkins i ‘The Father’. (Foto: PR)

‘The Father’

»Den film, Anthony Hopkins ikke gad hente sin Oscar for?« spørger du måske nu. Men come on: Han regnede ikke med, at han havde en chance, okay. Hvilket man naturligvis ikke forstår, for hold nu fast en præstation, skuespilveteranen leverer i sit livs efterår. I Florian Zellers film, baseret på hans eget teaterstykke, spiller Hopkins den sofistikerede Anthony, der har demens i fuldt flor og har svært ved at holde sammen på sit liv i en liebhaverlejlighed i London.

Og filmen er skruet sammen på er en decideret genistreg: Vi kommer simpelthen helt ind i et sind i opløsning. Fortællingen er fragmenteret, forvirrende, fuld af scenegentagelser og mennesker, der pludselig ser anderledes ud, end de gjorde før. Akkurat som det må være at opleve verden som dement.

Vi er nemlig lige præcis vant til, at fortællinger om demens eller Alzheimer’s bliver set udefra eller fra de pårørendes perspektiv, og den brillante konstruktion tillader ’The Father’ at være mere nøgtern end melodramatisk. Samtidig med at den naturligvis er både skræmmende, rørende og trist.

Carey Mulligan i ‘Promising Young Woman’. (Foto: PR)

‘Promising Young Woman’

Emerald Fennells dristige debut deler vandene, særligt med det kontroversielle sidste akt. Men det er egentlig lidt urimeligt, for filmen lykkes med en utroligt svær mission: At gøre noget, der på papiret kan lyde som en lidt forudsigelig og belærende MeToo-eksponering, til en djævelsk, kulørt, charmerende og intens thriller, der lystigt pendulerer mellem glimt i øjet og dyb oprigtighed.

Carey Mulligan spiller 29-årige Cassie, der har gjort det til sin mission i livet at give klamme mænd en eftertrykkelig lærestreg som hævn over sin overgrebsramte veninde.

»Hvert et grin eller forarget fnis, filmen foranlediger, sætter samtidig tankerne til at rumle uroligt i baghovedet efter rulleteksterne«, skrev vores anmelder Jannie Dahl Astrup og konkluderede med rette, at filmen både er voldsomt mørk og voldsomt sjov.

Xavier Dolans ‘Mommy’.

‘Mommy’

Xavier Dolans uafrystelige mesterværk ‘Mommy’ er et slags trekantsdrama mellem den ADHD-ramte teenager Steve, hans politisk ukorrekte mor og deres forsagte genbo. Det hele kører i et frenetisk tempo, og de excentriske karakterer balancerer på en hårfin grænse mellem charmerende og irriterende. Hvilket er pointen: De – og vi – skal lære at kapere hinanden trods deres svagheder.

Stilen er virtuos, og når det klaustrofobisk kvadratiske billedformat endelig brydes, er det en åbenbaring af filmhistorisk styrke. Soundtracket flirter lystigt med kitsch, og det virker, for hvem kan holde tårerne tilbage, når Ludovico Einaudis ‘Experience’ akkompagnerer den hjerteskærende montage mod slutningen. En spruttende original oplevelse.

Zachary Quinto og Penn Badgley i ‘Margin Call’. (Foto: PR)

‘Margin Call’ (‘Giftig viden’)

Det er en af de film, som Soundvenues filmredaktion har sat på igen og igen. Instruktør J.C. Chandors (‘A Most Violent Year’) stærkt underholdende debutfilm ‘Margin Call’ (‘Giftig viden’ på dansk) kombinerer nemlig en taknemmeligt stram spilletid med nervepirrende spænding og et bomstærkt cast, der alle giver deres bedste.

Historien følger en række ansatte i et stort investeringsfirma i New York i timerne op til, at finanskrisen bryder ud i 2008 – fra de unge, ambitiøse børsmæglere, der lugter lunten til de garvede, stinkende rige chefer, der dårligt kan tro deres egne øjne, da marmortårnet smuldrer om ørerne på dem. Over én enkelt nat.

Zachary Quinto, Penn Badgly, Kevin Spacey, Demi Moore, Stanley Tucci, Paul Bettany, Simon Baker og Jeremy Irons tørner sammen på kontorets gange, hvor stemningen bliver stadigt værre. Og det er gedigent underholdende.

Cate Blanchett i Todd Haynes’ ‘Carol’ fra 2015.

‘Carol’

For nu at parafrasere et gammelt mundheld: Et blik siger mere end tusind ord.

Det indfanger Todd Haynes’ lesbiske kærlighedsdrama bedre end nærmest nogen anden film i sine sidste sekunder, der skaber åndeløs spænding med minimale virkemidler.

Takket være Haynes’ perfektionistiske instruktion og mise-en-scene samt eminent nuancemættet spil af en henrivende Rooney Mara og en statuarisk, æterisk Cate Blanchett formår ’Carol’ at kommunikere en flodbølge af følelser gennem mikroskopiske gestus og krusninger, og nærmest uden man ænser det, kryber den umulige kærlighed mellem Therese og Carol dybt, dybt ind under huden.

’Carol’ er en stor og gribende love story fortalt med et blændende elegant og formfuldendt filmsprog. Det er mesterlig filmkunst på alle fronter, og med sin smagfulde håndtering af den lesbiske tematik mod et historisk bagtæppe i 50’ernes Manhattan er filmen samtidig et velartikuleret forsvarsskrift for både kvinder på film og LGBTQ-samfundet som helhed.

Margot Robbie i ‘I, Tonya’.

‘I, Tonya’

Rapkæftet skøjteprinsesse fra trailertrash-miljø kvalificerer sig stik imod alle samfundssociale odds til de olympiske lege, men isen slår sprækker, da hun og hendes voldelige redneck-mand anklages for at have invalideret den All-American-polerede konkurrent.

For uindviede lyder synopsisen som det pure ’Fargo’-fiktion, men historien om Tonya Harding dækker ikke desto mindre over en af 90’ernes største skandaler i amerikansk sport – her taget under stærkt underholdende, semibiografisk behandling af instruktøren bag ’Lars and the Real Girl’, Craig Gillespie.

Formidable Margot Robbie skøjtede sig til en Oscar-nominering for Bedste kvindelige hovedrolle, men det var kollegaen Allison Janney, der hjemtog den gyldne mand for sin birolle som Tonyas kyniske mor.

Ryan Gosling og Emma Stone i ‘La La Land’.

‘La La Land’

Damien Chazelles pangfarvede, men umiskendeligt sørgmodige musical-ode til Hollywood og jazz er en rutsjebanetur for følelserne, ledet af Emma Stone og Ryan Gosling som de mismatchede turtelduer Mia og Sebastian, der måske vil drømmen om kærligheden mere end de vil hinanden.

Chazelle er stærkt inspireret af den franske instruktør Jaques Demys musicalklassiker ‘Pigen med paraplyerne’ (filmen, der sløjfede musicalgenrens lykkelige slutninger), men der tippes også med tophatten til ‘Singin’ in the Rain’ og Disneys ‘Tornerose’, mens de elskende synger og danser sig igennem et næsten surrealistisk kulisse-L.A., der bidrager til filmens sælsomme stemning.

Stone vandt fuldt fortjent en Oscar for portrættet af Mia, mens Chazelles faste komponist Justin Hurwitz hjemtog statuetter for både Bedste score og Bedste sang.

‘God’s Own Country’. (Foto: PR)

‘God’s Own Country’

Francis Lees debutfilm står på overfladen i skærende kontrast til Guadagninos solrige paradis. Her er settingen det barske landliv i West Yorkshire, hvor Johnny (Josh O’Connor fra ’The Crown’) arbejder som modvillig fårefarmer, da hans far er blevet invalideret af et hjerteanfald.

Men filmens kerne er på mange måde den samme som i ’Call Me By Your Name’, idet Johnnys liv som skabshomoseksuel med engangsknald og sanseløs druk vendes på hovedet ved ankomsten af rumæneren Gheorge (Alec Secareanu) – et blidt naturtalent inden for landbrug, som tvinger Johnny til at konfrontere sin egen seksualitet og modstridende følelseshav.

’God’s Own Country’ står som en nyklassiker inden for genren med to uforglemmelige præstationer i front. Og filmen sendte Francis Lee direkte til Hollywood, hvor han senere instruerede ‘Ammonite’ med Kate Winslet.

‘The Babadook’ – en af nyere tids mest skræmmende gyserfilm.

‘The Babadook’

Australske Jennifer Kents ‘The Babadook’ har siden premieren i 2014 fået en stor fanskare i horrorkredse – helt velfortjent.

Den psykologiske gyser fortæller historien om alenemoren Amelia og hendes socialt utilpassede, seksårige søn Samuel. Da en mystisk pop-up børnebog, ’The Babadook’, pludselig dukker op, begynder Samuel at se monstret alle vegne.

’The Babadook’ er en på en gang skrøbelig og kradsbørstig oplevelse, der møver sig ind under huden. Filmen fungerer på flere planer, både som en klassisk børneskrækhistorie om monstret under sengen, men den væmmelige Hr. Babadook bliver også en metafor for den stadig voksende metastase af familiens ubearbejdede sorg.

Men hvad der virkelig løfter ’The Babadook’ op af mængden, er skuespilpræstationerne. Essie Davis leverer en kraftpræstation som Amelia, der konstant og troværdigt veksler mellem det sårbare og djævelske, og drengen Noah Wiseman giver en sjældent stærk børnepræstation, som omfavner både infantil magtesløshed og moden robusthed.

’The Babadook’ er en ubønhørlig film, der opbygger sin uhygge med ro og mag for til sidst at eksplodere på sin egen bidske facon.

Man tjekker skabet en ekstra gang efter sit møde med Hr. Babadook.

Daniel Kaluuya i ‘Get Out’. (Foto: UIP)

‘Get Out’

Vi har før kåret Jordan Peeles racesatiriske gyser til 2010’ernes vigtigste film, der formidabelt spidder det liberale Amerikas selvtilfredse hykleri (»jeg ville have stemt på Obama for tredje gang«), mens den nuanceret skildrer oplevelsen af at være sort i Guds Eget Land. Sat på spidsen, jovist, men dog alligevel følelsesmæssigt rodfæstet i en genuin afroamerikansk erfaring.

Historien om en ung sort fyr (Daniel Kaluuya), der skal møde sin hvide kærestes (Allison Williams) mistænkeligt imødekommende familie for første gang, rammer zeitgeisten lige i røven, og filmen blev en kæmpesucces både ved billetlugerne og i Oscar-sammenhæng, hvor Peele vandt statuetten for bedste originale manuskript.

Men jo mindre du ved om plottet forinden, jo bedre.

’Get Out’ er en film af sin tid, hvis cocktail af isnende gys (10’ernes måske mest sprudlende genre), komedie og samfundsanalyse samtidig gør den til et fyrtårn for både arthouse- og mainstream-filmens fremtid. Og så indeholder den scener, du simpelthen aldrig vil glemme.

‘The Handmaiden’. (Foto: PR)

‘The Handmaiden’

Få film kan bryste sig af flere twist’n’turns end Chan-wook Parks ’The Handmaiden’, der (næsten) erstatter instruktørens karakteristisk forråede ultravold som parabel for samfundets fordærv til fordel for en kalejdoskopisk, betagende smuk fortælling om forførelse, lesbisk kærlighed og bedrag i 1930’ernes japanskbesatte Korea.

Min-hee Kim og Tae-ri Kim spiller henholdsvis den velbeslåede Lady Hideko og hendes tjenerinde Sook-Hee, der udvikler komplicerede følelser for hinanden, til trods for at Sook-Hee er i ledtog med den glatte svindlercharmør Fujiwara – der er ude på at gifte sig med Hideko blot for at få hende indlagt på en galeanstalt og stjæle hendes formue. Nå ja, og så er der noget med en blæksprutte…

’The Handmaiden’ tegner et kvalmt billede af kvindeundertrykkelse og sexmisbrug som traditionel (fin)kulturel magtfaktor, men vender bøtten på hovedet, da Park lader sine snarrådige kvinder give patriarkatet tørt på.

Michael B. Jordan og Kevin Durand i ‘Fruitvale Station’.

‘Fruitvale Station’

Når protesterne i kølvandet på mordet på George Floyd koger over, som de gjorde tidligere i år, skyldes det selvfølgelig, at det langt fra er en engangsforeteelse: Amerikansk historie er skræmmende rig på eksempler, hvor sorte mennesker er døde i politiets varetægt. I 2009 blev 22-årige Oscar Grant III for eksempel skudt af en politibetjent nytårsdag på en togstation i Oakland, mens han blev holdt nede på jorden af en anden betjent. Også dengang blev begivenhederne optaget på flere mobiltelefoner, og også dengang medførte hændelsen store protester. Betjenten kom i fængsel i 11 måneder for uoverlagt mord.

I 2013 debuterede den senere ’Black Panther’-instruktør Ryan Googler med en film, der loyalt og med dybfølt humanisme skildrer Oscar Grants liv op i døgnet op til det fatale møde med politiet, så man kan sætte sig ind i, hvad det vil sige at leve sit komplicerede liv som alle andre for pludselig at møde en ubodelig skæbne, blot fordi man er sort og bliver anset som en trussel. Michael B. Jordan er fremragende i hovedrollen.

‘The Place Beyond the Pines’.

‘The Place Beyond the Pines’

I instruktør Derek Cianfrances melodiøse og gribenden neo-noir spiller Bradley Cooper en ung politibetjent, der kæmper for ikke at blive revet med i den korruption, der dominerer i hans afdeling, mens Ryan Gosling er stuntmotorcyklist turned kriminel (han og instruktøren samarbejdede også på ‘Blue Valentine’).

De to mænd kommer på fatal kollisionskurs, og i et seperat plotsspor opruller to teenagedrenge (Dane DeHaan og Emory Cohen) konsekvenserne af de dramatiske begivenheder 15 år senere. Det er en barsk fortælling om fædre og sønner, løs inspireret af Cianfrances eget forhold til sin far, og på sidelinjen brillerer Eva Mendes (Goslings hustru IRL), Rose Byrne og Ben Mendelsohn.

Timothée Chalamet i ‘Call Me By Your Name’.

’Call me by your name’

Luca Guadagnino skabte en af nyere tids mest sensuelle filmforelsker med ’Call Me By Your Name’, der katapulterede Timothée Chalamet mod toppen af Hollywood og langsomt knuste vores hjerter.

Men selvom filmens slutning får tårerne til at trille ned ad kinderne, står filmen som en hjertevarm hyldest til kærligheden og et smukt øjebliksbillede på en snotforvirret teenagers overgang til voksen.

Guadagninos sansemættede billeder og det fantastiske score fra Sufjan Stevens formidler et italiensk paradis af ferskner og korte shorts, der sætter sig i kroppen som en indre varme. Man kan måske anfægte, om filmen er lidt berøringsangst, når det gælder de omdiskuterede sexscener, men det tager ikke noget fra det stærke helhedsbillede af en af 10’ernes mest ikoniske kærlighedshistorier (om end Armie Hammers stjerne er gået ned i flammer sidenhen).

‘Spotlight’. (Foto: PR)

‘Spotlight’

Da ’Spotlight’ vandt Oscar’en for bedste film i 2016, var der mange, der så det som et konservativt valg. Todd McCarthys autentiske film om en journalistisk gravergruppes afdækning af omfattende børnemisbrug i den katolske kirke var ikke en visuel oplevelse på højde med ’The Revenant’ og ’Mad Max: Fury Road’, og den var klassisk bygget op uden falbelader og festfyrværkeri.

Men ’Spotlight’ er ikke nogen konservativ film – den er bare en gammeldags god film sobert fortalt af en uselvisk instruktør, der ikke vigter sig. Faktisk har McCarthy snarere fået for lidt credit for sin organiske dramatisering af et papirnusserplot, der måske nok er elementært engagerende, men ikke indlysende visuelt.

’Spotlight’ er ikke blot en ensemblefilm – det er den ultimative kollektive bedrift med Michael Keaton, Rachel McAdams og Mark Ruffalo i front.

 
Leonardo DiCaprio i ‘The Wolf of Wall Street’.

‘The Wolf of Wall Street’

Er Scorseses film om Wall Street-milliardæren Jordan Belfort en apologi for amoralsk opførsel? Det mente mange, da ‘The Wolf of Wall Street’ ramte biograferne i 2014, men filmen er immervæk en tour de force i rytme, klipning og fortælleenergi, der er noget nær umulig at modstå.

Skildringen af Belfort gav hovedrolleindehaver Leo mulighed for at spille på alle tangenter (endnu en film, han burde have fået en Oscar for), hvor kropssprog og fysik smelter sammen med hans verbale kadencer. Og han snakker rigtigt meget – ikke mindst i de forrygende peptalks, han giver sine ansatte. Der er en rytme og et energisk svaj i Leos diktion filmen igennem, og han tillader ikke en falsk forsonende tone af sentimentalitet eller moralsk stillingtagen. Fornemt suppleret af Jonah Hill, Margot Robbie og Matthew McConaughey på sidelinjen.

Det er en af instruktør Martin Scorsese bedste og mest ublu underholdende film siden ’Goodfellas’ – og absolut den sjoveste til dato.

‘The Big Sick’

Den romantiske komedie fik en kærkommen saltvandsindsprøjtning i2017 af hylende morsomme’The Big Sick’, der skolede samtlige klæge sick flick-film fra de senere år i fræk selvironi og sygesengsamoriner med et jordnært, virkelighedstro twist.

Filmen er således baseret på manusduoen og ægtefællerne Kumail Nanjiani og Emily V. Gordons egen historie, og førstnævnte indtog selvhovedrollen over for overmåde charmerende Zoe Kazan som Emily, der pludselig bliver ramt af en mystisk sygdom og lægges i koma.Så langt, så sæbeopera-agtigt tænker du måske, men ’The Big Sick’ er alt andet end klichetynget, når den udforsker stand-up-komikeren Kumails forhold til de nye svigerforældre–scenestjælerne Holly Hunter og Ray Romano–og ikke mindst hans egen families ihærdige forsøg på at matche ham med en række potentielle indiske kærester.

Kulturforskellene mellem Kumail og Emilys verdner giver ’The Big Sick’ anledning til at tageaktuelle samfundspolitikker under kærlig behandling med et lige dele satirisk og sjældent nuanceret vid–ikke ulig Netflix-serien ’Master of None’–og Kumail Nanjiani spiller veloplagt på sin baggrund som ikketroende andengenerationsindvandrer i det post-9/11-muslimforskrækkede USA.

’The Big Sick’ er en kærlighedshistorie for og af sin samtids hovedrystende diskrepans mellemblomstrende fordomme og politiskkorrektheds-pavernes tyranni–og den mest ærlige romance i årevis.

‘The Prestige’

Christopher Nolan elsker at tage sit publikum ved næsen. Men sjældent har han dog været så drillesyg som i ’The Prestige’, der handler om to rivaliserende magikere, der vil gå meget langt for at overgå hinanden i trylleriets ædle kunst.

Christian Bale skifter superheltekappen ud med tryllekappen og leverer en fantastisk præstation som manisk magiker, der konstant er ved at bukke under for sine egne ambitioner. Hugh Jackman er ligeledes fremragende som hans tryllerival, der er så blind af misundelse, at han ikke kan se, hvor langt ud han er ved at komme i jagten på det perfekte trick.  Genistregen ved ’The Prestige’ er, at den på den ene side omfavner illusionerne, mens den samtidig beder os stille spørgsmålstegn ved dem. Vi køber den utrolige historie, men prøver samtidig konstant at regne ud, hvad Nolan trækker op af hatten næste gang. Det er glimrende udtænkt og endnu bedre udført.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af