(Spoiler-advarsel: Læs først med, når du har set ugens afsnit af ’House of the Dragon’.)
Ugens game changer
Det er usædvanligt, at én seriesæson dybest set indeholder to pilotafsnit, men det var, hvad vi fik med seneste skæring ’House of the Dragon’, hvor serien tog sit hidtil længste spring frem i tid.
10 år er gået, og både Alicent og Rhaenyra har nu børn i teenagealderen – Rhaenyra noget overraskende med ridderen Harwin Strong, som vi hidtil kun har set i baggrunden af indstillinger. Her er endnu et karakterforhold, serien slet ikke har gjort nok ud af at sætte op.
På en måde fungerer ugens afsnit som en nulstilling. Rhaenyra er blevet den fødemaskine, hun frygtede – dog med en partner efter eget valg – og hun gentager nærmest en-til-en de samme handlinger som sin afdøde mor fem afsnit forinden. Kvinderne er hensat til de samme gentagelser om og om igen, en fin pointe i sig selv.
Men afsnittet satte også streg under, at serien er faretruende tæt på at reducere de fem forudgående episoder som baggrundshistorie. De har ikke emmet af stor fortælleglæde, men snarere af nødvendighed. De få centrale skaktræk i det store magtspil, vi har overværet, har ikke været synderligt opslugende.
Nu er vi dog endelig ved at være nået til det punkt i historien, som serieskaberne hele tiden har hastet hen imod. Forhåbentlig betyder det, at ’House of the Dragon’ for alvor kan begynde.
Den centrale konflikt mellem Alicent og Rhaenyra, der uundgåeligt vil vokse, blev i hvert fald tegnet effektivt op – særligt i den første scene, hvor Rhaenyra blev kommanderet rundt af Alicent få minutter efter sin søns fødsel. Men …
Ugens elefant i rummet
… Alligevel må jeg sige, at det endnu en gang føles, som om ’House of the Dragon’ springer over, hvor gærdet er lavest, med sine kluntede spring i tid. Ti års historie reduceret til et fingerknips. En masse interessante konflikter kogt ned til en kedelig status quo, der ikke just levede op til cliffhanger-afslutningen på forrige afsnit.
Viserys er stadig i live, og vi er ikke kommet nærmere et svar på, hvorfor hans helbred er i stødt forfald – et forfald som ingen af de andre karakterer underligt nok ser sig nødsaget til at kommentere. Criston Cole er fortsat en del af King’s Guard – nu under Alicents vinger – selvom han myrdede en adelig i koldt blod. Omvendt blev Harwin Strong fyret som Commander af City Watch efter en slåskamp. Det virker mærkværdigt for at sige det mildt.
Og nu vi er ved det: Hvorfor er det primært de kvindelige skuespillere, som er blevet udskiftet, mens de unge mænd ikke ser ud til at være ældet mere end et par dage siden sidste afsnit? Emma D’Arcy og Olivia Cooke virker lovende i rollerne, men der er meget, som skal opbygges fra bunden efter udskiftningen af glimrende Milly Alcock og Emily Carey.
Ugens problem
Jeg har tidligere efterspurgt, at ’House of the Dragon’ tog chancer og gjorde noget chokerende. I dette afsnit blev vi så præsenteret for to centrale karakterer, som blev aflivet ved flammehav i næste øjeblik.
Harwin Strong og hans far Lionel Strong brændte inde i slægtens forbandede hovedsæde Harrenhal, som vi også kender fra ’Game of Thrones’ – takket være klumpfodede Larys Strong. Larys er endnu en underfortalt karakter, som meget pludseligt har indtaget en central rolle i magtkampen, særligt efter at han nu må være overhoved for Strong-huset.
Og Daemons nye kone, Laena Velaryon, valgte en drageridders død frem for at gå til i barselssengen.
Det burde have været drama af ypperste skuffe, men for mig at se aftager størstedelen af effekten, når serien gang på gang afskriver karakterer, som vi ikke har noget forhold til. Og så er det altså ikke videre originalt at lade to karakterer dø på mere eller mindre samme måde i samme afsnit. Chok er kun effektfulde, hvis de bygges ordentligt op, og vi som publikum mærker, at der er noget på spil. Kom igen.
I det mindste genåbnede Laena og Harwins tragiske død muligheden for en romantisk forening mellem Rhaenyra og Daemon, der begge er trængt op i hver deres krog i henholdsvis Dragonstone og Pentos, hvor Daemon tilsyneladende har danderet den i ti år. Mon ikke at de snart indser, at en alliance vil være vejen frem i kampen mod Alicent og hendes ældste søn Aegon?
Ugens bundlinje
Afsnit seks var i sig selv en fin pilot for fremtidig konflikt, selvom der ikke var meget nyt under solen. Det meste af tiden gik med at udfylde de gabende huller af de 10 år, som er blevet forbigået off screen mellem afsnit.
Og ikke alle huller blev dækket lige tilfredsstillende: En hel del af birollerne fremstår stadig som tomme cifre, hvilket gør det så meget mindre effektfuldt, når de bliver taget af dage. I mellemtiden er mange af de konflikter, som blev sat i søen i seriens første afsnit, allerede løbet ukommenteret ud i sandet.
På den anden side må man give serien, at det skaber en stærk dramatisk kerne, at vi har Rhaenyra, Alicent, Daemon og Cristons forhistorie med, når de om lidt ryger i totterne på hinanden. Jeg er bare ikke sikker på, at serieskabernes abrupte måde at fortælle den på, var den bedste løsning.
Det skabte til gengæld et tiltrængt friskt pust, at karaktergalleriet blev udvidet med de unge arvinger, som har deres helt eget magtspil kørende. Også selvom dynamikkerne mellem børnene lå lidt for tæt på det, vi kender fra ’Game of Thrones’. De kvælende krav til børn af magtfulde slægtsbånd var endnu en gang det altomsluttende tema. Magtkampene går i arv, hvilket nok skal blive spændende at følge.
Ugens største spørgsmål
Alicent indgik en pagt med djævlen og vinkede farvel til sin naive tro på, at »ære og anstændighed vil sejre«.
Afsnittets helt store joker var således Larys Strong, som vi hidtil har set luske rundt i omtrent to scener, men som nu træder frem som en psykopatisk marionetfører i egen ret.
Med sine stumme slaver som værktøj fik han taget livet af sine slægtninge og banet vejen for, at Alicents far, Otto Hightower, kan vende tilbage i rollen som Hand of the King. Spørgsmålet er så, hvad Larys forventer i bytte for sin tro tjeneste.
’House of the Dragon’ kan ses på HBO Max.