‘Maskulin’: Grineren detaljer kæmper mod fortærsket præmis i DR-satirepars første serie

DR-satiremakkerparret Kasper Stensgaard og Lasse Dein debuterer som serieskabere med kortformatskomedien ’Maskulin,’ som vil konfrontere en række maskuline klichéer gennem den bløde, letpåvirkelige Victors selvrealiseringsrejse.

Victor tager på »#retreat« for at komme »ud af min boks, meditere og flytte energier / manifestere, træk’ vejret«. Det erklærer han i første afsnits musikvideo-indslag, som er et af de sjoveste øjeblikke i serien, for Victor virker næppe som én, der har brug for flere halvåndelige oplevelser.

Det viser sig så også, at retreatet faktisk er en fælde, og Victor i virkeligheden er kommet på et kursus, der skal konfrontere ham med alle de sider af ham selv, han er mest bange for, fra vildmandstypen der råber »ho!« dybt nede fra maven for at føle sig empowered til den bogstaveligt talt kastrerede pushover, der er så bange for maskulin energi, at han ikke kan træffe en beslutning om, hvorvidt han skal bruge pap eller avispapir til at tænde et bål.

Lasse Dein og Kasper Stensgaard byder med ’Maskulin’ ind med den højaktuelle fortælling om, at den moderne mand efter MeToo og wokeness står i en maskulinitetskrise.

En fortælling, der har produceret guruer som Andrew Tate og Jordan Peterson (dét, der i ’Maskulin’ bliver kaldt en »mandemand«), som begge repræsenterer karikerede modreaktioner til tidens handlingslammede, seksuelt paralyserede, horoskoplæsende undskyldning af en mand, som Victor her er summen af.

Victor-karakteren er allerede, særligt i dansk kulturliv, blevet en kliché præcis som mandemanden, især pushet af Christian Tafdrup, der har ham som hovedperson i både ’En frygtelig kvinde’ og ’Speak No Evil’.

På det seneste har Tobias Rahim, hvis allerede ikoniske portræt af Petra Kleis er åbningen på ’Maskulin’, udfordret den kliché på en særdeles begavet måde ved at tage nogle af figurens kvaliteter med ind i cowboy/stor mand-universet.

Det giver ’Maskulin’ et hårdt udgangspunkt, for præmissen er allerede kraftigt kompromitteret af at være så tidstypisk, at den føles fortærsket. I et kort format som dette, der næsten har en avisstribe-agtig kvalitet, er der nødt til at komme et twist, som tager seeren med bukserne nede, for at det skal blive rigtigt vellykket.

De er i ’Maskulin’ sjældne. I hvert fald hvad angår hovedpointerne.

Til gengæld er serien rig på grineren detaljer. Seriens stærkeste kort er uden tvivl musikvideoen, som går igen i hvert afsnit, og som Lasse Dein allerede havde bevist, at han er god til. Med undtagelse af den rigeligt udpenslede parforholdsduo i afsnit tre er sangene både tekst- og lydmæssigt skarpe og har fede linjer som: »Alle leder efter et quick fix / kigger rundt i fitten – six packs / runder side 19 på triple-X / leder efter klitten – climax!«.

Også femte afsnits refleksion over far/søn-forholdet byder på spændende ting. Ikke mindst fordi man her har fat i en mere tidløs mandetematik, hvor den gen Z’ske psykologiserede samtale føjer noget til længslen efter den kølige faderfigur, eller her: Faren, der har svært ved at føre samtaler om andet end prisen på grunder og optænding i grillen.

»Du lærte mig at binde en knude / men knuden i mig / kan jeg ik binde op, nej / hey far / du lærte mig at grille, hvad gør jeg, når det hele brænder på?« Fedt!

Desuden har serien en uventet gennemført æstetik, som en blanding af Petra Kleis’ fotografier og Ari Asters ’Midsommar’. Den blinker også bevidst eller ubevidst, men i hvert fald sympatisk, til genre- og generationsfæller, for eksempel Rasmus Wallbridges satiriske Instagram-meditationer.

Det havde været lettere at tilgive de gange, hvor en joke bliver taget for langt – som når de andre frafaldne fra kurset i skoven vil skære nosserne af Victor – hvis ikke den ærgerlige tendens kulminerer i et hot mess af en Ted Talk i sidste afsnit, leveret af den ellers likable karakter Adam (Arian Kashef). De første tre minutter af det afsnit er smertefuldt dårligt skrevet.

’Maskulin’ efterlader mig ikke med stof til eftertanke, men glimtvis fungerer den.

---

Kort sagt:
Med udgangspunkt i et rigeligt afdækket tema spænder ’Maskulin’ ben for sig selv. Men når den ramte rigtigt, grinede jeg højt.