‘Confess, Fletch’: Jon Hamm gør, hvad han kan – det er karakteren, der er problemet

‘Confess, Fletch’: Jon Hamm gør, hvad han kan – det er karakteren, der er problemet
'Confess, Fletch'. (Foto: UIP)

I 1985 udkom det Chevy Chase-drevne krimimysterium ’Fletch’, baseret på Gregory McDonalds bog af samme navn. Filmen blev pænt modtaget og fik i 1989 efterfølgeren ’Fletch Lives’. Men i stedet for at nyde samme succes som forgængeren gjorde den kort proces med, hvad der ellers så ud til at være en lovende filmfranchise.

Godt 30 år senere kommer nu endnu et forsøg på at filmatisere en Fletch-roman, denne gang med Jon Hamm i titelrollen og Greg Mottola (’Superbad’) i instruktørstolen. Og så er det helt store spørgsmål jo: Har det været al ventetiden værd, eller vrider McDonald sig i graven oven på endnu et ujævnt forsøg på at bringe hans værk til live på det store lærred?

Nej, det gør han nok ikke. ’Fletch’ er næppe et moderne mesterværk, men det heller ikke så ringe, at det kan vække de døde til live. Det er en ganske middelmådig og uprætentiøs film, der lidt ligesom den aktuelle ’See How They Run’ forsøger at genopfriske whodunnit-genren – dog med væsentligt mindre succes, end man kunne have håbet.

Da I.M. Fletcher ankommer i New York for at opspore nogle stjålne malerier for sin italienske kæreste, når han knap nok at åbne hoveddøren til sin airbnb, inden han bliver anklaget for mord. Der ligger nemlig en død kvinde i huset, og efterforskeren, der bliver sat på sagen, har hverken overskud eller tålmodighed til at gå på rov efter andre mistænkte.

Så nu må Fletch bruge al sin snilde, ekspertise og barnlige charme til at løse et kunsttyveri og en mordsag på samme tid – og helst inden hele korthuset falder sammen om ørerne på ham.

‘Confess, Fletch’. (Foto: UIP)

Jon Hamm gør, hvad han kan med hovedrollen, man han føles underinstrueret og indimellem lidt ude af trit med sin karakter. Er det meningen, han skal være kvik og charmerede, pueril og heldig, sarkastisk og udspekuleret? Det hele på én gang?

Det er svært at sige, for tonen stikker ofte i øst og vest, og det er svært at lure, hvem og hvad det er meningen han skal portrættere. Vi ved jo godt, at Jon Hamm kan spille de sjove roller (’Tag’, ’30 Rock’, ’Unbreakable Kimmy Schmidt’), og han har da også sine øjeblikke her, men det bliver aldrig til meget mere end en småfnisen over den sporadiske gode punchline.

Plottet er ærgerligt undervældende, og det centrale mysterium bliver på intet tidspunkt lige så intelligent, overraskende eller medrivende, som filmen selv tror, det er. Til denne kompot kan så tilføje en håndfuld klichéprægede bipersoner, der nærmest er omvandrende stereotyper for genren (den bitre rapporter, den sladderelskende nabo, den stofmisbrugende milliardær, den excentriske kunsthandler).

‘Confess, Fletch’. (Foto: UIP)

Særligt Marcia Gay Harden som den ’onde’ stedmor, The Countess, giver en lyst til at løbe skrigende ud af salen for at opsøge den første og den bedste form for underholdning med en tilnærmelsesvis mindre karikeret karakter som Austin Powers, De Fem eller Professor Tournesol. Jeg er ikke (længere) kræsen!

Man må erkende, at ’Confess, Fletch’ er en hyggelig og uskadelig krimikomedie, halvanden times skør og ujævn underholdning, der sagtens kan sættes på en lørdag aften hjemme i stuen. Som biografaktuel spillefilm er det dog lige knap nok.


Kort sagt:
’Confess, Fletch’ savner et stærkt greb om sin hovedperson og er højst en hyggelig affære, der nok kan få halvanden time til at gå, hvis man ikke har bedre ting for.

’Confess, Fletch’. Spillefilm. Instruktion: Greg Mottola. Medvirkende: Jon Hamm, Lorenza Izzo, Kyle MacLachlan, Roy Wood Jr., Ayden Mayeri. Spilletid: 98 min. Premiere: I biografen 24. november.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af