Disse syv brutale krigsfilm sætter sig i kroppen – og forlader den ikke igen

Det aktuelle Netflix-hit ’Intet nyt fra vestfronten’ skriver sig ind i kongerækken af krigsfilm, der skildrer slagmarken og blodsudgydelserne, så man ikke kan være i tvivl om, at krig er helvede på jord. Men hvilke andre uafrystelige krigsfilm skal man se? Vi anbefaler en stribe, der er svære at glemme, når man først har set dem – og som alle kan streames nu.
Disse syv brutale krigsfilm sætter sig i kroppen – og forlader den ikke igen
'Gå og se (Come and See)' (Foto: PR)

’Gå og se’

Der er ikke mange krigsfilm, eller film generelt, der sætter sig så hårdt i kroppen som Elem Klimovs gruopvækkende ’Gå og se’ (‘Come and See’) fra 1985.

Gennem en blanding af hyperrealisme og surrealisme skildrer filmen det tyskbesatte Hviderusland under Anden Verdenskrig, hvor nazisterne er i færd med at udrydde den hviderussiske befolkning på brutal vis.

Vi følger teenageren Flyora, der trodser sin mor og tilslutter sig partisanbevægelsen, efter han finder en riffel i en sandbanke, mens han leger krig med en ven. Drømmen om den hæder, der findes i at forsvare sit land, forvandler sig dog hurtigt til et levende mareridt, da han får krigens rædsler at mærke på egen krop.

Og især menneskets krop og sind spiller en bærende rolle i ’Gå og se’, da Flyora bliver betydeligt ældre at se på, som filmen skrider frem, indtil han til sidst ligner en gammel mand, der har levet et helt liv.

I en af filmens mest uhyggelige scener nedslagter nazisterne en hel landsby. Mænd og kvinder i alle aldre bliver gennet ind i en kirke, hvor alle udgangene bliver blokeret. Kirken sættes i brand, og alle, der forsøger at slippe ud, bliver skudt. Flyora bliver tvunget i knæ, og med en pistol ved tindingen kan han ikke andet end at se på, mens hans landsmænd bliver myrdet.

Nærbilledet af hans ansigtsudtryk er uafrysteligt og er siden blevet filmens varemærke.

Kan ses på Filmstriben og Grand Hjemmebio.

‘Band of Brothers’. (Foto: PR)

’Band of Brothers’: ‘Why We Fight’

Selvom det er en miniserie, føles ’Band of Brothers’ som én lang, mesterlig film, der efterlader én som et andet menneske, end da man startede.

Det skyldes det tætte broderskab blandt soldaterne i Easy Company, men også seriens grumme skildring af slagene på de europæiske frontlinjer. Samtidig tilføres der så meget liv til karaktererne, at en sten falder fra hjertet, hver gang en kending falder i kampens hede.

Skaberne Steven Spielberg og Tom Hanks arbejdede som bekendt sammen på ’Saving Private Ryan’, og det kan mærkes i seriens kampscener, der tager pusten fra én, når man via det håndholdte kamera nærmest agerer frontløber i et hidsigt angreb.

Alle afsnittene i ’Band of Brothers’ er suveræne. Fra de mere stille i den indledende træningslejr til de episke slag i Frankrig, Holland og Belgien, hvor lemmerne flyver til højre og venstre.

Men især ét afsnit giver kuldegysninger og fremtvinger stort ubehag. Når Easy Company i afsnit 9, ’Why We Fight’, støder på en koncentrationslejr i Tyskland, er det hjerteskærende at se med, når soldaterne står ansigt til ansigt med nazisternes udryddelse af jøderne og virkelig får øjnene op for menneskets kapacitet for ondskab.

Kan ses på HBO Max.

‘Saving Private Ryan’. (Foto: PR)

’Saving Private Ryan’

Apropos Spielberg og Hanks kommer vi ikke uden om deres nyklassiske krigsfilm, som stadig i dag er et sikkert samtaleemne, når snakken falder på de mest brutale scener i filmhistorien.

Det er naturligvis takket være den 20-minutter lange invasion af Omaha Beach i Normandiet i starten af filmen. Så snart bådene rammer stranden, bliver de allierede soldater budt velkommen af en så heftig maskingeværild, at de én efter én vælter sammen som en omgang blodfyldte kludedukker. Det håndholdte kamera tilføjer til den konstante forvirring og svimlende kaos, mens kuglerne flyver om ørerne på soldaterne og publikum.

Stærke billeder, som en soldat, der går og leder efter sin egen arm, mens en anden forgæves forsøger at holde indvoldene inde, brænder sig fast på nethinden. Der er absolut intet romantisk over den krig, som udkæmpes i ’Saving Private Ryan’.

Kan ses på Viaplay, TV 2 Play og Blockbuster.

‘The Deer Hunter’. (Foto: PR)

’The Deer Hunter’

Inden Michael Cimino stod bag et af filmhistoriens mest berømte flops, den ellers mesterlige ’Heaven’s Gate’, som næsten nedlagde United Artists, skabte den nu afdøde amerikanske instruktør i 1978 et af de mest uforglemmelige portrætter af Vietnamkrigen med den Oscar-vindende ’The Deer Hunter’.

I filmen følger man en flok polsk-amerikanske stålarbejdere og tætte venner spillet af Robert De Niro, Christopher Walken og John Savage, som melder sig frivilligt til den amerikanske krigsindsats i Vietnam i jagten på hæder. Men da de bliver taget til fange af Viet Cong, ser virkeligheden straks meget anderledes ud, end hvad de havde forestillet sig.

’The Deer Hunter’ indeholder nogle brutale torturscener, og man mærker nærmest på egen krop, hvordan det er at være smidt i rottehullet i den silende regn, efterladt til sin egen skæbne. Den ikoniske scene, hvor De Niro og Walken tvinges til at spille russisk roulette, er stadig en af de mest mindeværdige.

’The Deer Hunter’ tager sig god tid, både til at etablere karaktererne inden krigen og til efterspillet, hvor de traumatiske oplevelser sætter sig meget forskelligt i de tre mænds reaktioner. Men det er netop det, der gør den så hård – bedre end i nogen anden Vietnam-film forstår vi, hvorfor det var knækkede mænd, der vendte hjem.

Kan ses på Viaplay og Filmstriben.

‘Grave of the Fireflies’. (Foto: PR)

’Grave of the Fireflies’

Film som ’Waltz with Bashir’ og ’Flugt’ har vist, at gruopvækkende oplevelser fra virkeligheden kan forstærkes originalt gennem et animeret udtryk. Men ingen film har gjort det så hjerteknusende som Isao Takahatas ’Grave of the Fireflies’ fra 1988.

Atombomberne over Hiroshima og Nagasaki satte et altødelæggende punktum for Anden Verdenskrig, men undervejs blev den japanske befolkning også udsat for utrættelige tæppebombninger, som eskalerede hastigt hen mod krigens slutning og slog op mod 900.000 mennesker ihjel.

I ’Grave of the Fireflies’ følger man teenageren Seita og hans lillesøster Setsuko, som må flygte fra deres hjem i Kobe, efter det er blevet pulveriseret i en kavalkade af brandbomber fra det amerikanske flyvevåben. Luftangrebet er i sig selv uhyggeligt tænderskærende, men det er i virkeligheden krigens efterladenskaber, der rammer hårdest.

Ved tabet af deres forældre er Seita og Setsuko tvunget til at klare sig selv på landet, hvor de må stjæle mad for at overleve. Men som den uomgængelige sult trænger sig på, bliver deres chancer mindre og mindre.

Kan ses på SF Anytime.

Petr Kotlár i ‘The Painted Bird’.

’The Painted Bird’

Af og til kan krigsfilm være så barbariske og sadistiske, at det halve kunne være nok. Det er måske tilfældet med Václav Marhouls tre timer lange ’The Painted Bird’ fra 2019, som dog modtog overvejende positiv kritik fra den internationale presse for dens portræt af nazisternes nådesløse behandling af den sovjetiske befolkning under Anden Verdenskrig.

Skudt i sort-hvid og i en stil, der trækker tråde til østeuropæiske mestre som Andrei Tarkovskij, Béla Tarr og Elem Klimov, følger man en ung dreng, der oplever krigens rædsler på nært hold i et uidentificeret område i Østeuropa.

Undervejs i ’The Painted Bird’ viser verden sig fra sin mest nihilistiske side i form af grusomme drab og voldtægter på samlebånd, mens drengen bliver slynget fra det ene gudsforladte sted til det andet. Hvem kan han i virkeligheden stole på, når selv hans egne landsmænd vender hinanden ryggen?

Det er en hårrejsende ubehagelig film, som man sent vil glemme.

Kan ses på Filmstriben, Grand Hjemmebio, iTunes og Google Play.

‘Quo Vadis, Aida?’ (Foto: PR)

’Quo Vadis, Aida?’

Jasmila Znabic’ Oscar-nominerede ’Quo Vadis, Aida?’ er et slående eksempel på, hvordan en krigsfilm ikke nødvendigvis behøver vise døden og ødelæggelsen i al sin eksplicitte gru for at sætte sig dybt i kroppen.

Filmen tager udgangspunkt i serbernes nedslagtning af cirka 8000 drenge og mænd i byen Srebrenica i 1995 under borgerkrigen mellem serbere og bosniere, der havde hærget området siden starten af 90’erne. Omdrejningspunktet er den bosniske FN-tolk Aida, der befinder sig midt i et hektisk inferno omkring en apatisk FN-ledelse, der har mistet grebet med konflikten, desperate lokale, der forsøger at komme i sikkerhed, og serbiske krigsherrer med dunkle motiver.

Man er 100 procent til stede med Aida, der midt i den større kamp også kæmper for at få sin egen familie inden for de livreddende FN-mure, og filmen fungerer som en medrivende thriller frem mod en hjerteskærende slutning. Her melder borgerkrigens ubønhørlighed sig for fuld kraft i en film, der med diskrete virkemidler skildrer et krigsscenaries eskalerende alvor frem mod et skæbnesvangert endeligt.

’Quo Vadis, Aida?’ minder én om, hvordan krig i Europa også så ud før Putins invasion af Ukraine.

Kan ses på Grand Hjemmebio, Blockbuster og iTunes.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af