’His Dark Materials’ sæson 3: HBO’s fremragende fantasyserie begår en klassisk finalesynd
Serviceinfo: Anmeldelsen her indeholder ikke spoilers for ’His Dark Materials’ sæson 3 – men det gør sæsonens trailer til gengæld. Derfor: Se ikke traileren, hvis du intet vil vide om finalens plottwists.
Hvad er støv?
Er det mørkt stof, der som kosmisk klister holder multiverset sammen? (Ingen fantasyfranchise anno 2020’erne uden et multiverse på kanten af kollaps.)
Eller er det ækel arvesynd, der regner ned fra himlen?
Det er gåden over dem alle i HBO’s stort anlagte fantasyserie baseret på Philip Pullmans bedstsælgende romantrilogi ’His Dark Materials’ (på dansk ’Det gyldne kompas’).
Igennem to forrygende sæsoner har vi fulgt pigen Lyras (Dafne Keen) farefulde færd for at finde svar, der ikke alene har sendt hende på kollisionskurs med den syndsfikserede religiøse højborg The Magisterium (seriens katolske kirke udi ekstremerne), men også med forældrene Mrs. Coulter (skræmmende gode Ruth Wilson) og Lord Asriel (James McAvoy), der hver især har taget uhyrlige metoder i brug for at beherske støvets kræfter.
Nu er vi så ved vejs ende, og efter anden sæsons blodige udgang i december 2020 er forventningerne til sæson 3 på kogepunktet – forstærket af, at en vis pandemi rykkede premieren med et fuldt kalenderår.
At corona stak en kæp i hjulet på snart sagt hver en større serieproduktion, er ingen nyhed, men ærgerligvis skinner det her igennem både på skærmen og i manuskriptet, hvor den før så intrikate verdensopbygning skæmmes af en række besynderligt billigt udseende one location-kulisser og mudrede mellemregninger i omskrevne plots.
Læg hertil at castet sagde farvel til ikke bare én, men to af sine MVP’s i sæson 2, da Lin-Manuel Mirandas wisecracking luftballoncowboy Lee Scoresby og Andrew Scotts shaman John Parry på tragisk vis udåndede, og man står med en tredje akt, der uvægerligt føles en kende svækket forud for finalebraget.
Så langt, så semi-bekymrende.
Men slugte jeg alligevel alle otte, time-lange afsnit i to glubske hug?
Selvfølgelig gjorde jeg det!
Selv med stækkede vinger er ’His Dark Materials’ således fortsat mere fascinerende og emotionelt slagkraftig end de fleste fantasyserier i streamingland. Og efter en fodslæbende start, hvor Lyra holdes fanget af Mommy Dearest, og vennen Will (Amir Wilson) søger efter hende ved hjælp af den magiske »Subtle Knife«, der kan skære sprækker imellem verdener, kommer der mere damp på kedlerne fra halvlegsmærket – tilsat et par særdeles velkomne plottwists.
Mens Asriel forbereder sig på at gå i regulær krig mod selveste gudeskikkelsen The Authority og dermed gøre en ende på The Magisteriums regime, og svigefulde Mrs. Coulter kæmper med og mod sit moderinstinkt, nægter sidstnævnte heltinde stadig at acceptere, at hun aldrig fik sagt farvel og undskyld til bedstevennen Roger.
Roger led som bekendt døden i første sæson, da Lyra førte ham til Asriel, og Asriel prompte forrådte begge børn, da han skar livsbåndet mellem Roger og hans daemon over for at skabe en energiudladning kraftig nok til, at en port til en anden verden kunne åbnes.
Langt senere, i de sidste sekunder af anden sæson, hørte vi imidlertid Rogers stemme kalde på Lyra fra selve dødsriget. Hvorfor Lyra nu er stålsat på at rejse til den eneste verden, som ingen levende er vendt tilbage fra, samtidig med at The Magisteriums fanatiske leder MacPhail udråber hende som selve reinkarnationen af Eva, der må og skal destrueres (fun fact: MacPhail spilles af Dafne Keens far, Will Keen).
På vejen må Lyra og alle omkring hende afgive skæbnesvangre ofre, og jo længere skyggerne bliver, jo mere savner man, at den tonstunge alvor (og det tangerende teatralske overspil i hele Camp Asriel) blev kontrasteret af en dosis af den kække ironi, Scoresby og hans hare-daemon Hester tidligere nuancerede tonen med.
Det er en klassisk seriesynd, at finalesæsoner gribes af egen bombastiske selvhøjtidelighed i en sådan grad, at man som seer næsten zoomer ud, når først den ene, så den anden karakter tildeles tårevædede maratonmonologer, og slutscene efter slutscene afløser hinanden, før det endelig er helt slut-slut (ahem, Mike Flanagan, Damon Lindelof m.fl.).
Og når man som ’His Dark Materials’ tilmed har et komplekst og universelt elsket bogforlæg i ryggen, er risikoen for et ambitionskollaps til at tage og føle på.
Derfor må man også bøje sig i det magiske støv over, at showrunnerne Jane Tranter og Dan McCulloch til trods for sæsonens åbenbare udfordringer rent faktisk lykkes med at samle trådene i et klimaks, der både binder sløjfe på de vigtigste mysterier og serverer de mest bjergtagende visuelle mavepustere til sidst, hvor det virkelig gælder.
Ja, man kan fodre svin med fantasyeposser om Den Unge Udvalgte Frelser, der skal genoprette altings balance tilsat slet skjult religionskritik og økobudskaber. Men som samlet værk var HBO’s seriefilmatisering af Lyras eventyrlige verden(er) alligevel en seeroplevelse i særklasse.
Tilbage står blot spørgsmålet: Hvis du havde en daemon, hvilket dyr ville den så være …?
Kort sagt:
HBO’s fremragende fantasyserie løber ind i udfordringer i sin tredje og sidste sæson, der ikke er helt så strømlinet eller så charmerende som de to tidligere. Ikke desto mindre er det svært at vriste blikket fra Lyras rejse, og efter en træg start tager man med kyshånd imod serieskabernes flotte finalebrag.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.