Artikelserie: De mest overrumplende skuespilpræstationer i nyere tid. Mark Ruffalo, overrumplende? Som grundregel er Ruffalo altid rigtigt god og aldrig dårligere end solid.
Men i 55-årige Ruffalos dobbeltrolle som tvillingerne Dominick og Thomas i miniserien ’I Know This Much Is True’ når han hidtil usete højder.
Her to år efter Derek Cianfrances serie udkom, kan jeg stadig blive voldsomt tung i sjæl og sind, hvis jeg tænker på Mark Ruffalos Emmy-vindende mesterstykke.
Når Mark Ruffalos præstation sætter mig så meget ud af fatning, kan det hænge sammen med, at jeg først stiftede bekendtskab med ham som semiunderspillet love interest i film som ’13 snart 30’, ’Just Like Heaven’ og ’Rumour Has It…’.
Med ’Zodiac’ kunne jeg godt se, at der var tale om en anden støbning end din gængse Patrick Dempsey eller Dermot Mulroney. Siden opdagede jeg, at Ruffalo allerede havde vist sin særlige sans for det rodløse og smertelige i Kenneth Lonergans ’You Can Count On Me’ fra 2000.
Hvis film er en empatimaskine, fungerer Mark Ruffalo som en tro væbner og forlænget arm. Ruffalo har typisk stået klar i kollektivets tjeneste i ensemblefilm som ’Spotlight’ eller ’Avengers’-filmene, eller når mere excentriske karakterer som Leonardo DiCaprios i ’Shutter Island’ eller Steve Carells i ’Foxcatcher’ manglede en menneskeligt forankret modvægt.
Derfor overrumples jeg af Mark Ruffalo i ’I Know This Much Is True’. Alletiders holdspiller spiller pludselig mod hele verden. Og mod sig selv i mere end én forstand.
Alt andet end ’full retard’
’I Know This Much Is True’ foregår i starten af 90’erne og følger tvillingerne Dominick og den skizofrene Thomas. Sidstnævnte sætter handlingen i gang i første scene, da han i en religiøs handling skærer sin hånd af på et offentligt bibliotek. Derfra begynder Dominicks’ kamp mod systemet for at få hans bror ud af de brutale vilkår på retspsykiatrisk hospital.
Umiddelbart kunne man fristes til at tro, at det er som den blide, bamsede Thomas (Ruffalo tog 14 kilo på over seks uger), at Ruffalo excellerer. Ruffalo skyer uden om enhver ’never go full retard’-snak og kropsliggør et meget sårbart menneske, som med årene er forsvundet mere og mere ind i sig selv. Thomas’ udfordringer er imidlertid blot en del af den byrde, som seriens reelle hovedfigur, Dominick, må bære.
Moren er død af kræft, deres biologiske far kender de ikke, barndomsminderne præges af en voldelig stedfar, og forholdet til Dessa (Kathryn Hahn i et tilsvarende dramatisk karrierehøjdepunkt) forliser efter tabet af deres lille barn. Som plager af bibelske dimensioner er seriens nutids- og forskellige fortidsplaner læsset med lidelse og død, der holder Dominick fastlåst og forkrampet.
Ligesom i instruktøren Derek Cianfrances tidligere værker ’Blue Valentine’ og ’The Place Beyond the Pines’ gennemstrømmes ’I Know This Much Is True’ af den opslidende smerte ved mennesker i stærke følelsesmæssige bånd, der i manglende overskud gør ondt på hinanden og på sig selv, og af den æteriske, melankolske følelse ved fortiden som et både forførende og forbandet fængsel.
Ikke mindst i kraft af Ruffalos præstation som Dominick løfter serien sig over det uudholdeligt deprimerende eller den forcerede følelsesporno.
Langt fra hyggeonkel Hulk
Ruffalos kendetegn – den skævt faldende højre mundvig, det sørgmodige blik og den luftige, raspede stemme – er aldrig kommet mere til sin ret end som Dominick.
Dominicks bedste ven sammenligner passende hans sammenfoldede fremtræden med en basset hound. I hvert af seriens mange ultranære indstillinger får Ruffalo det til at skære dybt i dig. Gennemslagskraften kommer ikke mindst af den intense fysiske fremtoning, som Ruffalo aldrig slipper.
Dominick fremstår gennem serien mere og mere forslået efter biluheld, fald fra stige m.m. Det er dog med vores gradvise indsigt i de mange traumer fra fortiden, at det først bliver ufatteligt, hvordan han på nogen måde kan hænge sammen. Tonerne fra den ambiente legende Harold Budd giver hver scene et melankolsk anstrøg, som Mark Ruffalo som Dominick både glider med og imod.
Stella Adler-trænede Ruffalo inkarnerer Dominick med en fascinerende utilpashed og hans vekslen mellem charmerende varme, kuldslået opgivenhed og den indestængte vrede måler sig med lignende toppræstationer fra Jack Nicholson, Al Pacino og Robert De Niro i 70’erne og før dem Marlon Brando. Ruffalo er meget langt fra den ufarlige hyggeonkel, som hans Hulk-figur mere og mere er reduceret til.
Rørende brødreportræt
Undervejs i serien opstår en vej ud af Dominicks eksistentielle vildfarelse, da han kommer i besiddelse af sin diabolske italienske bedstefars forstemmende erindringer, som måske rummer en afklaring på Dominick og Thomas’ fædrene ophav.
Men reelt set er det kun kampen for Thomas, som Dominick hægter sig fast på midt i det opgivende mørke. Eller ikke kan slippe fra. »Det er, som om min bror har været et anker rundt om mit liv«, fortæller Dominick til en psykolog.
På småabsurd vis former Mark Ruffalo og Mark Ruffalo en af de mest rørende genkendelige brødrerelationer, jeg mindes at have set. Som lillebror får jeg en klump i halsen hver gang, Dominick og Thomas trods de håbløse omstændigheder finder sammen i brødrelig omfavnelse. Underordnet, men ikke uvæsentligt mistede Mark Ruffalo under tragiske omstændigheder sin bror Scott i 2008. Serien er dedikeret til Scott.
På mange måder emmer Ruffalos dobbeltspil af en afsøgning af hans eget broderskab.
’I Know This Much Is True’ udkom til flotte anmeldelser i maj 2020 oven i den mørkeste corona-periode. Det har uden tvivl afholdt mange fra at dykke ned under seriens trøstesløse fernis. Men snyd ikke dig selv.
Gå ind i mørket med Mark Ruffalo og lad dig ramme af en de mest smerteligt, smukke præstationer i nyere tid.
’I Know This Much Is True’ kan ses på HBO Max.