’The Woodcutter Story’: Biografaktuel debutfilm er underfundig, morbid og tankevækkende
Jeg elsker, når skandinaviske film og serier tør stå ved det land, de kommer fra. Især når de tør udstille landets særlige lokale særheder.
I Norge har vi blandt andet set det med Hans Petter Mollands ’Kraftidioten’ og gangster-serien ’Lillyhammer’, og fra Island har vi fået film som ’Lamb’ og ’Kvinde på krigsstien. Også svenske Ruben Östlund har med blandt andet ’Play’ og ’Force Majure’ givet sit bud på, hvad der karakteriserer hans hjemland på godt og ondt.
De meget forskellige film har alle det til fælles, at de fremhæver det karakteristiske ved landets mennesker og kultur, men samtidig formår at fortælle noget eksistentielt, der gør fortællingen relaterbar for resten af verden.
Det samme gør finske instruktør Mikko Myllylahti med sin debutfilm ’The Woodcutter Story’, der foregår i en lille finsk by, hvor skovhuggeren Pepe (Jarkko Lahti) bor sammen med sin kone, søn og resten af de mildest talt skæve eksistenser.
Pepe er elsket af alle omkring sig, passer sig selv og sin familie, og så er han optimist til det sidste. Selv når livet viser sig fra sin mest udfordrende side, og hans mor pludselig dør, han mister sit job og finder ud af, at hans kone er ham utro med den lokale frisør, lader han sig ikke slå ud.
Med en nærmest overmenneskelig tro på, at alt nok skal gå, klarer han hverdagen, mens verden omkring ham byder på den ene absurde og surrealistiske udfordring efter den anden.
Plottet i ’The Woodcutter Story’ er relativt simpelt, men den er samtidig fortalt med en symbolik, der stikker så dybt, at det til tider kan virke prætentiøst. Som når der i forbindelse med Pepe og sønnens daglige isfiskeri pludselig dukker en talende fisk op af det hul, de har boret. Eller når der midt på den snedækkede vej kommer en førerløs, brændende bil kørende imod dem.
Hvad Myllylahti ønsker at fortælle med sin både surrealistiske, smukke, håbefulde og til tider morbide film, har jeg ikke et entydigt svar på. Men den vakte min nysgerrighed fra første scene og holdt den filmen igennem. Og da den var slut, sad jeg med en fornemmelse af at have været vidne til en hyldest til livet, håbet og de stille eksistenser, der helst bare vil passe sig selv og ikke vil lade udefrakommende kræfter styre deres liv.
Den fortæller noget alment om, hvordan vi reagerer, når vores eksistensgrundlag pludselig trues.
Myllylahti har selv skrevet manuskriptet til sin debutfilm og det har han gjort godt. Filmens dialog afspejler fornemt fortællingens tempo og karakterernes særheder – når de altså endelig siger noget.
Også filmens fotograf, Arsen Sarkisiants, gør et fremragende arbejde med utallige naturskønne billeder fra det smukke land i kombination med nærbilleder, der giver sig tid til at dvæle ved de fremragende skuespilleres reaktioner, som udadtil virker både underspillede og tomme, men fylder både de enkelte scener og historien helt ud.
Fremhæves skal også Jonas Strucks score. Den danske komponist fremhæver på elegant vis den finske natur og karakterernes tragedier, glæder og særheder, der er afgørende for, at filmen som helhed står som en unik hyldest til sit hjemland.
Kort sagt:
’The Woodcutter Story’ er en underfundig og surrealistisk film, der stikker meget dybere end det, der foregår i den lille finske landsby.