’Kagefabrikken’: Kontroversiel instruktør lander mellem provokation og folkekomedie i sin filmdebut med urkomisk Nicolas Bro

’Kagefabrikken’: Kontroversiel instruktør lander mellem provokation og folkekomedie i sin filmdebut med urkomisk Nicolas Bro
Første still fra 'Kagefabrikken'. (Foto: Rolf Konow)

Niels (Nicolas Bro) er andengenerationsejer af en kagefabrik kaldet Kagefabrikken i en ubestemmelig provins. Han er på konkursens og selvmordets rand, og hans kager er fulde af sukker og hvidt hvedemel.

Hans forretnings-mindede datter June (Emma Sehested Høeg) vil sammen med svigersønnen Jonny (Andreas Jebro) have Niels til at følge med tiden og bogstaveligt talt tynde ud i medarbejderstaben for derefter at skabe et nyt brand med sunde (og uspiselige) helse-kager og med et foodie-hipster-logo, der kunne være tegnet på en åben kontorplads i Kødbyen.

Niels er ved at hænge sig selv i sit beige-brune direktionslokale fuld af artefakter fra en tidsalder, der er ved at være ovre. Men rengøringsdamen Zeinab (svenske Bahar Pars), der er tørklædeklædt flygtning fra Irak, redder ham i sidste øjeblik. Og snart begynder en ret så usandsynlig romance mellem kagemanden og rengøringskvinden. En romance, der også bliver et kulturmøde.

‘Kagefabrikken’. (Foto: Rolf Konow)

Christian Lollikes debutfilm lander lidt usikkert mellem provokation og folkelighed. ’Kagefabrikken’ skal være et opgør med forstoppet danskhed og gamle opskrifter på gulnet papir. Men samtidig er den også et forsvarsskrift for den velsmag, som man kun opnår i kager med rigeligt sukker, og vi skal også fnise, når Niels konverterer og går fra en tøjstil, der virker som modens svar på brun sovs og kartofler, og iklæder sig kjortel og islamisk tophue.

Dele af filmen klinger fuldstændig som en folkekomedie med letbenede karakterer, der er afkodet fra første færd. Andre steder mærker man den enfant terrible, Lollike har været på de skrå brædder, hvor han har lavet teaterstykker om terror, selvmord og voldtægt.

En nyligt fyret medarbejder møder op på Kagefabrikken uden en trævl på kroppen, hælder i protest lyserød kagedej ud over sig selv, topper op med chokoladekrymmel og lægger sig hen over den samlebåndsagtige opstilling af roulader. Madame Nielsen er i herretøj og spiller den lokale bankmand, som om hen er blevet bedt om at kanalisere Adolf Hitler. Det er skingert, men også mindeværdigt anderledes.

Også scenerne med Nicolas Bro i fuld, næsten nøgen figur, hvor han sidder på en badevippe og tvinger klæg roulade ned i halsen, er mindeværdigt uappetitlige. Bro har i det hele taget en urkomisk akavethed i både repliklevering og statur som manden, der blomstrer op i mødet med den søde rengøringsdame og hendes kardemomme-duftende dadelbagværk, kleicha. Og pludselig synes han igen om lugten i bageriet. 

Det er en rejse fra depressivt fravær til engagement og udsyn, der er ganske rørende, sødt og dygtigt portrætteret af skuespilleren.

Visse scener vil få popcornene til at vende sig i maven hos et publikum, der tror, de skal se noget trygt og Regner Grasten-agtigt. Her og der er Lollike som en halvpervers billedkonditor, der har nydt at skabe noget dekadent og originalt, som når vi kommer med Niels og konen Else (Tina Gylling Mortensen) til en hyrdetime, der involverer rigelige mængder spray-flødeskum.

Jeg sad dog tilbage med indtrykket af et sammenklask, der føltes, som om det manglede den sidste velgørende afbagning. ’Kagefabrikken’ vil både tackle integration, kulturmøde, danskhed, fatshaming og corporate bullshit, men et eller andet skiller derinde i bagværket.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Danskerne er overvejende trælse racister eller fitness-forhippede reklamebranchetyper som svigersønnen Jonny, og indvandrerne er fremstillet som venlige mennesker uden nævneværdig bitterhed over de nedtursjobs, de er overladt til at bestride.

Det havde været mere spændende, hvis en erfaren instruktør som Lollike havde modet til også at lade flygtningene være komplekse mennesker, som det i nogen grad er tilfældet med Niels og hans kone.  

I teaterversionen af ’Kagefabrikken’, der har spillet på Aarhus Teater, var fronterne trukket hårdere op: Her var der tale om en muslimsk kvinde i burka, og hendes kageopskrift var hellig. Det lyder mere sprængfarligt end den milde og tolerante Zeinab med tørklæde i lyse kulører. Satiren på bullshit-lingo vil heller ikke få nogen CBS-uddannede til at se sig selv særligt længe i spejlet – hertil er den unge storbygeneration gjort til lidt for nemme ofre, så det satiriske sting udebliver.

Trods en overraskende (og i unødvendig grad) tragisk afslutning sad jeg tilbage med et ønske om, at Christian Lollike ville være gået meget længere og have lavet mere rav i den med filmmediet som ny platform.

Det virker, som om han ikke ved, om han vil være en behagesyg instruktørdebutant eller fortsætte som den provo, han har været på de skrå brædder.  


Kort sagt: Der er noget med afbagningen, som ikke helt lykkes i ’Kagefabrikken’. Den veksler mellem folkekomedie og provo-statement om fedme, danskhed og integration, men ender uden det sprøde bid.

'Kagefabrikken'. Spillefilm. Instruktion: Christian Lollike. Medvirkende: Nicolas Bro, Bahar Pars, Emma Sehested Høeg, Tina Gylling Mortensen, Andreas Jebro, Madame Nielsen Spilletid: 107 min. Premiere: I biografen 5. januar
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af