KOMMENTAR. Det var et chok og en sensation, da Andrea Riseborough i tirsdags blev Oscar-nomineret i kategorien Bedste Kvindelige Hovedrolle foran forhåndsfavoritter som Viola Davis (for ’The Woman King’) og Danielle Deadwyler (’Till’).
Riseborough havde nemlig ingen udmærkelser fået hos de priser, der normalt giver indikationer om Oscar-nomineringerne, og hun blev nomineret for en mikrolille indiefilm, ’To Leslie’, der kun har omsat for 27.000 dollars i de amerikanske biografer (’The Woman King’ har omsat for 67 millioner til sammenligning), og som meget få akademi-medlemmer antages at have set, i hvert fald indtil for ganske nylig.
Nomineringen har sendt chokbølger gennem Hollywood. Men allerede inden offentliggørelsen havde branchemedier bemærket, at der var noget i gærde.
En længere række prominente Hollywood-skuespillere begyndte nemlig at udtrykke deres beundring over for Riseboroughs præstation, netop som stemmeafgivningen skulle til at åbne.
Kate Winslet var vært for en visning af ’To Leslie’ med en Q&A med skuespilleren og filmens instruktør, hvor hun sagde, at det var den »bedste kvindelige præstation, jeg nogensinde har set«. Gwyneth Paltrow hostede en anden visning og skrev på sin Instagram, at »Andrea burde vinde alle priser, der er«.
Kolleger som Amy Adams, Charlize Theron, Edward Norton, Melanie Lynskey, Susan Sarandon, Helen Hunt og Zooey Deschanel fulgte trop med lovord på sociale medier eller ved visninger. Og da Cate Blanchett vandt hovedrolleprisen ved Critic’s Choice Awards, brugte hun en del af sin taletid på at fremhæve Riseborough.
Samtidig brugte flere støtter – som Mia Farrow og Joe Mantegna – samme udtryk til at beskrive ’To Leslie’, hvor Riseborough spiller en enlig mor, der vinder i lotteriet, men ender i misbrug: »a small film with a giant heart«.
I strid med reglerne?
Oscar-akademiet har nu bekendtgjort, at de vil iværksætte en undersøgelse for at sikre sig, at der ikke har været urent trav. Eller det vil sige: De nævner ikke Riseborough-tilfældet specifikt, men skriver, at man »undersøger kampagneprocedurerne for dette års nominerede med henblik på at sikre, at ingen af retningslinjerne blev overtrådt«.
De vil især undersøge, om retningslinjerne for god kampagneskik har fulgt med tidens digitale muligheder.
Ifølge Deadline og The Wrap har der ikke været indgivet formelle klager om Riseborough-nomineringen til akademiet, som dog er blevet kontaktet om sagen af flere medlemmer, ligesom det har vakt ekstra opmærksomhed, at de to primære forbigåede – Viola Davis og Danielle Deadwyler – er sorte skuespillere.
Desuden spekulerer Hollywood-iagttagere hos medier som Variety, The Wrap og Puck i, hvilken rolle man kan tillægge Riseboroughs agent Jason Weinberg, der har en lang række af Hollywoods største stjerner i folden, samt ’To Leslie’-instruktør Michael Morris’ skuespillerhustru Mary McCormack, der har et bredt netværk i Hollywood. De er alle tilknyttet det magtfulde agentbureau CAA, og det samme er flere af de skuespillere, der siden har udtrykt støtte til filmen.
Oscar-kampagner for film og præstationer er en integreret del af gamet, og Hollywood-selskaberne bruger hvert år store summer på at positionere deres film og skuespillere rigtigt. Det estimeres, at Apple brugte 10 millioner dollars på at køre ’Coda’ frem til den overraskende Bedste Film-sejr sidste år.
Men der er også regler for, hvad man må og ikke må. Er man involveret i en Oscar-kandiderende film, må man for eksempel ikke kontakte akademimedlemmer direkte på for eksempel mail eller telefon og agitere for sin sag, og man må heller ikke tale ufordelagtigt om konkurrenterne.
Elitært og ekskluderende
I 2009 blev ’The Hurt Locker’-produceren Nicolas Chartier bandlyst fra Oscar-showet, fordi han havde sendt mails rundt til akademimedlemmer og opfordret dem til ikke at stemme på den nærmeste konkurrent, ’Avatar’.
Og i 2014 fik komponisten Bruce Broughton frataget sin nominering, efter det kom frem, at han havde kontaktet akademimedlemmer og gjort dem opmærksom på sin sang i en film, som ellers ingen traction havde.
I det aktuelle tilfælde kan skuespilleren Frances Fischer komme i problemer, da hun på sin Instagram opfordrede akademimedlemmer til at placere Riseborough øverst på stemmesedlen ud fra det argument, at Davis, Deadwyler, Cate Blanchett og Michelle Yeoh var sikre på at komme med, mens hun bemærkede, at det kun ville kræve 218 førstepladser at få nomineringen i hus.
Men Fischer er ikke tilknyttet ’To Leslie’-produktionen, og der er lige nu intet, der tyder på, at filmens kampagne har overskredet retningslinjerne. Og faktisk vil jeg mene – ud fra hvad vi ved nu – at sagen mest af alt udstiller, hvor arbitrære Oscar-nomineringerne er i første omgang.
»Så er det kun film og skuespillere, der har råd til kampagner, som fortjener anerkendelse? Det føles elitært og ekskluderende og helt ærligt meget omvendt for mig«, skrev skuespiller Christina Ricci på Instagram forleden. Og hun har en god pointe.
Normalt er det nemlig sådan, at det er endog rigtigt svært at komme i seriøs betragtning til en Oscar, hvis man ikke har et selskab eller en distributør bag sig, som er villig til at bruge penge og tid på kampagnen – på for your consideration-annoncer, særlige screeninger og events, aktivering af netværk, SoMe-reklamer med mere.
Oscar-opløbet er som en politisk kampagne, og det er meget sjældent, at præstationen eller filmen bare kan stå for sig selv. Er det ikke ’Top Gun’ eller ’Avatar’, man står med, er den første store hurdle overhovedet at få akademimedlemmerne til at se din film blandt de hundredvis af kandidater, der byder sig til på akademiets screening-platform.
Og små independent-film har normalt en næsten umulig Oscar-opgave foran sig, hvis de ikke har topprofessionelle selskaber som Neon, A24 eller Fox Searchlight til at køre dem i stilling.
En øjenåbner
Vi ved det jo godt: Oscars udvalgte er jo ikke nødvendigvis årets bedste filmellerpræstationer, og mange elementer spiller ind: Kampagne, likeability, har man vundet før, har man et godt awards narrative osv. Videre romantisk er den slags ikke altid.
I det lys er der egentlig bare noget forfriskende i, at en uanseelig film pludselig dukker op i en af hovedkategorierne ud af det blå. Drevet af en græsrodskampagne, der sandsynligvis blot har været båret af oprigtig respekt fra kolleger i branchen, der har ønsket at henlede opmærksomheden om en præstation, der ellers var i akut fare for at blive glemt.
Frem for at lede paranoidt efter en konspiration så lad os hellere bruge Andrea Riseborough-sagen til at få øjnene op for, at filmverdenen er større end de titler, de etablerede og kampagnevante selskaber kører frem. Nogle af de største og mest overraskende oplevelser gemmer sig tit uden for alfarvej.
Det er ikke uretfærdigt, at en flot bedrift fra en respekteret skuespiller overhaler kandidater med dyrere kampagneindsatser nedefra. Og da slet ikke mere uretfærdigt end de mekanismer, der hvert år stiller nogle foran andre i Oscar-køen.
I hvert fald indtil det modsatte er bevist …
‘To Leslie’ kan endnu ikke ses i Danmark. Årets Oscar-show finder sted 12. marts.