Rupert Grint er stadig klart mest kendt for sin rolle som den skævt smilende Ron Weasley i ’Harry Potter’-filmene. Men nu fortæller skuespilleren, at lige netop den rolle blev så meget for ham, at han overvejede at stoppe karrieren.
Grint blev castet som kun 11-årig og med filmseriens omfang var han faktisk ikke færdig på Hogwarts, før han rundede 22 år.
»Det var ret kvælende«, fortæller Grint, der er aktuel i Apple TV+-serien ‘Servant’, i et interview med Bustle.
For den magiske verden dominerede hans liv i den lange periode det stod på:
»’Potter’ var så overvældende«, lyder det fra skuespilleren, som uddyber, at det ikke blot var optagelserne, der tog tid. Når de var færdige på filmoptagelserne kom turen til promovering, som tog resten af året.
Den unge stjerne brugte også i stor grad sit eget liv i rollen som Ron Weasley. Grint kender nemlig alt til at være fra en stor familie. I sit hjem var han én af fem søskende, og han følte sig tit overset. De følelser var brugbare, men gjorde også forskellene mellem Grint selv og karakteren Ron meget små:
»Jeg følte det var svært at blive set, at jeg blive overskygget. I filmene blev vi til én. Til sidst spillede jeg mig selv. Linjerne var udvaskede«.
Grint fortæller derfor, at udmattelsen var stor, da filmserien sluttede, og han kunne finde grænserne mellem hans personlige og professionelle liv igen.
»Jeg ville have en pause til at reflektere over det hele… Det var en ud-af-kroppen oplevelse i et stykke tid«.
Det var derfor på det helt rigtige tidspunkt, ’Harry Potter’ endte:
»Jeg synes vi sluttede i tide. Hvis vi havde fortsat, kunne det have gået ned ad bakke«, lyder det fra Grint, der også fortæller, at han var skeptisk over for at lave genforeningsshowet ’Harry Potter 20-års Jubilæum: Tilbage til Hogwarts’ på HBO Max. Han følte nemlig ikke nødvendigvis, at der var gået nok tid siden filmserien sluttede.
Det endte dog også med at være en god oplevelse for Grint, der har et særligt bånd med sine kolleger fra dengang.
»Det var en virkelig unik oplevelse, som kun os i kernegruppen forstår, så det er godt at se dem. Det var en god mulighed for at reflektere over det hele og bare sige, hvor vildt det hele var. Det var virkelig dejligt at se tilbage.«