DR-aktuelt terapiprogram er en euforisk afmystificering af parforholdets intime rum

Også i sæson 3 var ’Kærlighed i terapi’ på DR en både ubehagelig og euforisk oplevelse. Som en slags avantgarde-reality er det umuligt ikke at se noget af sig selv i parrenes udkrængning af små og store problemer over for parterapeuten dr. Guralnik.
DR-aktuelt terapiprogram er en euforisk afmystificering af parforholdets intime rum
'Kærlighed i terapi'. (Foto: DR)

Hvad sker der egentlig, hvis man lukker offentligheden ind i parterapiens private rum?

Det undersøger ’Kærlighed i terapi’, der har slået sig fast som et af tidens mest medrivende og hjerteskærende tv-programmer og med den nyeste, DR-aktuelle sæson 3 bliver ved med at understrege sin relevans.

Programmet er blevet beskrevet som high-end reality, og alt lige fra castet til den neutrale farveskala indikerer da også, at det er en bevægelse væk fra det traditionelle reality-koncept og hen mod en mere dokumentarisk form.

’Kærlighed i terapi’ åbner med et sammenklip af de fire udvalgte pars hjemmefilm. Der er smilende ansigter, kælketure, ’Ghost’-inspireret pottemageri, bryllupsdanse og slutteligt et frieri: »Vil du gøre mig til verdens lykkeligste menneske?«

‘Kærlighed i terapi’. (Foto: DR)

Men vi godt, at lykken er kortvarig. Herefter klipper vi over til parrene, som sidder og triller tommelfingre i parterapeuten Orna Guralniks venteværelse. Livsglæden er erstattet med beige vægge og afdæmpet lyssætning, og et par ad gangen træder de gennem døren til terapirummet, sætter sig i hver sin ende af den store grå sofa og krænger deres dybeste usikkerheder og største småligheder ud.

Parterapiens rutsjebanetur er begyndt.

Et radikalt skifte

Deltagerne er naturligvis klar over, at de bliver filmet, men alligevel investerer de sig selv i en sådan grad, at man bliver i tvivl, om de har glemt det. Fuldstændig filterløst får vi lov at observere deres parforholdsdynamikker gennem dr. Guralniks gennemborende blik. Kameraerne er gemt bag envejsglas. Produktionsholdet er forflyttet til et andet lokale og interagerer efter sigende ikke med castet. Ingen fremprovokerede reaktioner, intet spil for galleriet.

De potentielt overfladiske elementer er skrællet væk, og vi står tilbage med den nøgne dokumentation af parforholdet med alt, hvad det indebærer – lige fra de jordnære problematikker som »Hvordan kan du blive sur, når jeg ikke har ordnet dit vasketøj?« til det altomvæltende kærlighedstab: »Jeg elsker dig ikke mere«.

‘Kærlighed i terapi’. (Foto: DR)

I terapirummet skal deltagerne ikke finde kærligheden, de skal genfinde den. Det er et radikalt skifte fra portrætteringen af forelskelsen, som vi sædvanligvis ser den i medierne. Vi er vant til at se folk kæmpe for kærligheden på åben skærm i programmer som ’Kærlighed hvor kragerne vender’, ’Gift ved første blik’, ’Landmand søger kærlighed’, ’Mormor på mandejagt’, ’The Bachelor’, og jeg kunne blive ved, men ’Kærlighed i terapi’ genopfinder genren som en slags avantgarde reality.

Det er ikke den pompøse forelskelsesrus, der akkompagneres af rosenblade og champagnebobler. Det er helt almindelige mennesker, der med rå inderlighed kæmper for at holde fast i deres fundament, og det åbner op for en helt ny indlevelsesgrad hos seerne, der utvivlsomt kan identificere sig med en eller flere af deltagerne.

En knude i maven

I den nyeste sæson møder vi: Cyn og Yaya, der har mistet intimiteten. India og Dale, der kæmper med de racialiserede forventninger til deres forhold. Molly og Josh, som skal genfinde hinanden efter utroskab og abort. Og sidst, men ikke mindst Will og Ping, der forsøger at navigere i et åbent forhold, selvom de måske ikke elsker hinanden mere.

Særligt Ping, med hendes eksplosive adfærd og uhæmmede væmmelse over Will, er en drivkraft i sæsonen, der holder seeren på mærkerne. Man ved aldrig, om dr. Guralniks ledende bemærkninger kommer til at afføde selverkendelse eller fortørnelse.

Og det er da også ubehageligt at blive konfronteret med at være sin egen ulykkes smed. Netop derfor efterlader programmet én med en umiskendelige knude i maven, når man genkender sig selv i parrenes frustrationer og kan se sin egen urimelighed spejlet.

‘Kærlighed i terapi’. (Foto: DR)

Til gengæld er det næsten en euforisk oplevelse, når det lykkes parrene at se hinanden, som dr. Guralnik udtrykker det – både for deltagerne og for os seere, der krampagtigt holder fast i håbet om forløsning for deltagerne, måske netop fordi vi spejler os i dem. Vi hepper på dem, fordi vi hepper på os selv.

Langt de fleste af os har opdaget, at kærligheden kan være skrøbelig, og med en skilsmisserate på omkring 40 procent er vi klar over, at vi bliver nødt til at gøre tingene anderledes.

Her er ’Kærlighed i terapi’ en kærkommen afmystificering af det rum, der ellers har være forbeholdt de skrantende ægteskaber, og en reminder om, at vi alle har godt af at se indad en gang imellem.

’Kærlighed i terapi’ sæson 1-3 kan ses på DR.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af