Marvel-stjernen Jeremy Renner blev nytårsdag knust under en tonstung sneplov, som brækkede ‘Hawkeye’-skuespillerens knogler og beskadede hans organer. Nu giver han sit første TV-interview siden den store ulykke.
Renner fortæller, at han var i gang med at redde sin nevø, da maskinen væltede ned over ham, og han har ligget på hospitalet i lang tid siden.
Skuespilleren har løbende delt opdateringer og positive opslag, og i et klip fra det kommende interview med ABC News ser han sund og rask ud, men han kan berette om nogle grusomme detaljer, for han kan (desværre) huske alt.
»Jeg var vågen gennem hvert et øjeblik«, fortæller Renner om hans tilstand under ulykken, hvor det ellers er normalt at miste bevidstheden.
Intervieweren Diane Sawyer læser også listen af skader højt, og det er voldsomme tal.
Otte ribben brækket 14 forskellige steder. Højre knæ, højre ankel, venstre skinneben, venstre ankel, højre nøgleben, højre skulder, ansigt, øjenhule, kæbe og underkæbe blev altsammen brækket.
Derudover punkterede et af ribbenene en lunge, så den kollapsede, og der var skader på leveren.
I klippet høres også kuldegysinducerende optagelser fra det alarmopkald, der tilkaldte hjælp til Renner, hvor man kan høre ham ralle i baggrunden, og en stemme der forklarer, at han var ved at dø.
Heldigvis gik det ikke så galt, og som en anden superhelt er Renner ved at komme på højkant igen – stykket sammen igen af titanium.