Han er hverken filmstjerne eller hot shot Hollywood-producer. Alligevel trak danske Thomas Baron i weekenden i nyindkøbt smoking og skinnende sko og deltog i filmbranchens fornemmeste prisfest, Oscaruddelingen.
»Det var fuldkommen fantastisk. En oplevelse, som jeg aldrig i mit liv har turdet drømme om og aldrig vil glemme«, siger den 44-årige dansker.
Godt nok elsker han film, og væggene på hans hjemmekontor i yderkanten af Los Angeles er da også beklædt med indrammede plakater for blandt andet ’Pulp Fiction’, ’Band of Brothers’ og ’Scarface’.
Men Thomas Baron, som har boet i USA siden 2008, arbejder til daglig som selvstændig software-konsulent og har absolut ingen relationer til underholdningsbranchen. Som i ingen.
Så hvordan havnede han i selskab med Hollywoods mest feterede navne?
Menneskeligt fyld
Forklaringen er egentlig ganske enkel. Han kender en, der kender en, der arbejder med it hos The Academy of Motion Picture Arts and Sciences – organisationen, der står bag den årlige prisuddeling.
Og det var den vej igennem, han blev tilbudt at ansøge om at blive såkaldt seatfiller. En opgave, der i al sin enkelhed består i at fylde et sæde ud, hvis en af de rigtige gæster – altså dem med guldrandet, officiel invitation – undervejs skal på scenen, et smut på toilettet eller i baren. Eller ganske simpelt kommer for sent til at nå ind, før reklamepauserne er slut.
Seatfillers skal sikre, at salen ikke ser alt for affolket ud under afviklingen af det store tv-transmitterede show. For illusionen om, at the Dolby Theater er fyldt af opmærksomme, gallaklædte gæster fra start til slut skal for alt i verden bevares i stuerne verden over.
Thomas Baron fandt hurtigt ud af, at virkeligheden er en anden. Da han kom ind i salen, stod et hold på 15 koordinatorer klar til lynhurtigt at fordele det menneskelige fyld, hvis der var udsigt til tomme sæder.
»Det kom bag på mig, at der i begyndelsen af showet var mange af de inviterede gæster, som slet ikke befandt sig i salen. Det var først til sidst, da de største af kategorierne blev uddelt, at alle de rigtige gæster sad på deres pladser«, fortæller Baron, der forud for showet var igennem en omstændig proces, som varede næsten halvanden måned.
300 seatfillers klar
Først var der den detaljerede ansøgning. Og da den blev godkendt, blev der foretaget et baggrundstjek så grundigt, at man skulle tro, han havde søgt en juniorstilling ved det amerikanske efterretningsvæsen. Derefter fulgte en løbende strøm af e-mails, der fortalte om tidsplanen for dagen og opridsede de stramme dresscode-krav, der også gjaldt for Thomas og alle hans fellow fillers (næsten 300 i alt).
Kvinder skulle møde i gallakjoler og mænd i smoking, så alle ubemærket kunne blende ind i skærmbilledet, når nogle af salens omtrent 3400 sæder skulle fyldes ud for en kortere eller længere bemærkning.
Akademiet havde lavet en rabataftale med et udlejningsfirma, hvis nogen havde brug for at leje sig til aftenens påklædning. Endelig skulle man kunne fremvise en negativ covid-test inden showet, og derfor udsendte Akademiet på forhånd avancerede hjemmetests til alle. Ikke bare den billige model med papirstrips og vatpinde, men den dyre variant med dioder og batterier.
»Det har været vildt at opleve, hvor organiseret det er, og hvor mange ressourcer de bruger på sådan noget som bare at fylde sæderne ud«, siger Thomas Baron om sit ulønnede daglejerjob, der begyndte tidligt om dagen med en langvarig informationsmiddag og først sluttede, da alle statuetter var uddelt.
En hættetrøje med hjem
Ud over oplevelsen fik han kun en hættetrøje og et eksemplar af det officielle program med hjem. Men det var det hele værd for, understreger Thomas Baron, der i showets første timer blev placeret på et gabende tomt sæde lige bag Brendan Fraser. Den danske seatfiller nåede da også at udveksle et par ord med Fraser, inden skuespilleren senere modtog prisen for årets mandlige hovedrolle.
På grund af den prominente plads kunne man flere gange se Thomas Baron i tv-showet, og hver gang hans hustru spottede ham i fjernsynet derhjemme, sms’ede hun ham et billede af tv-skærmen. Selv tog han også lidt snapshots undervejs.
»Der var strikse regler for, hvad vi måtte poste på de sociale medier, og vi måtte ikke spørge om selfies og autografer. Men vi måtte gerne tage billeder, hvis det var diskret og ikke for paparazzi-agtigt«, fortæller han.
Den debuterende filler blev noget starstruck, da han så sig omgivet af folk som Andie MacDowell, Colin Farrell, Samuel L. Jackson og sit store idol, Steven Spielberg.
»Der var stjerner overalt, og det var sindssygt pludselig at se dem så tæt på. The Rock ser endnu større ud i virkeligheden og ser ærlig talt også ret gammel ud. Men Nicole Kidman er lige så smuk som på film«, lyder det fra Thomas Baron, der ikke har planer om at udfylde ansøgningsskemaet for filler-tjansen igen, selvom han skulle få muligheden.
I stedet vil han give fornøjelsen videre til sin kone.