’Dead Ringers’: Serieudgave af David Cronenbergs kultfilm er håbløst besat af #relevanteproblemstillinger
Der er rigeligt med faktorer, som taler for, at dette nye forsøg på at støvsuge kulturkanonen og give fortællingerne en dyr genindpakning, burde have været et slam dunk.
Som David Cronenbergs kultfilm ’Dead Ringers’ fra 1988 er denne serieadaptation af samme navn fortsat en psykoseksuel thriller om et tvillingepars mystiske dobbeltselvmord.
De brilliante Mantle-tvillinger er stadig henholdsvis den udadvendte Elliot og hendes sky babysister Beverly, men hvor de i Cronenbergs originale film var gestaltet af en diabolsk androgyn Jeremy Irons, er det i Amazon Prime Videos seriesatsning Rachel Weisz, som lægger ansigt til de to.
Serieskaber Alice Birch, der har lagt pen til alt fra ’Normal People’ til ’The Wonder’, har dog ikke ladet sig nøje med en simpel genfortælling med omvendt kønsfortegn som i reboot-filmene ’Ghostbusters’ og ’Ocean’s 8’.
For mens et trekantsdrama mellem tvillingerne og skuespilleren Genevieve (Britne Oldford) stadig er kilen, der begynder søskendeparrets deroute fra succesfulde gynækologer til gale videnskabsfolk, så er næsten alt andet præsenteret på ny.
Beverly vil revolutionere fødselsprocessen ved at gentænke den som et stadie, der nidkært skal tages hånd om på et eksklusivt fødselscenter snarere end som en sygdom, der skal behandles på et overbebyrdet hospital.
På den anden side ønsker Elliot sig et privatiseret laboratorium langt væk fra FDA’s omklamrende kontrolbesøg, så hun som en anden Frankenstein kan forske i klinisk skabte embryoer.
Hvor Cronenbergs film hovedsageligt granskede underbevidsthedens drifter og begær gennem de to Mantle-modsætninger, bruger Birchs adaptation sine seks timelange afsnit på at granske dette og så meget mere.
Og det er her, vi må tage et kig ud over afgrunden for at fatte den komplette fiasko, som den nye version af ’Dead Ringers’ i sandhed er.
Serien tager fat i emner så forskellige som privatiseret forskning, sexchikane, behandlingen af gravide kvinder, svangerskab, barnløshed, de liberale nyriges amoral, misbrug og journalistisk integritet …
*dyb indånding*
… såvel som hvidvaskningen af USA’s fortid som slavenation, klasseskel, opioidkrisen, forskeres moralske ansvar til deres patienter og meget, meget mere.
At se ’Dead Ringers’ føles til tider som at læse rangeringslisten over de mest anvendte hashtags på Twitter, og serien behandler hver enkelt med lige begrænset nuance. Hvert andet øjeblik laver manuskriptforfatterne en u-vending på fortællingens motorvej, mens de hopper og danser fra tese til tese som en loppe i en kennel.
Andet afsnit, hvor Mantle-tvillingerne skal underholde deres glubske investorer til et anstrengt middagsselskab, udspiller sig som en endnu mere ideforladt version af farcen ’The Menu’, mens de to pludselig får besøg af forældrene til et sjældent visit i fjerde afsnit. Hvor sammenhængen er mellem de to afsnit, ville være nær umuligt at forklare.
De to enæggede personager kunne have ageret anker for serien, men trods Weisz forventeligt overskudsagtige præstation er der ikke nogen dybde at finde bag deres to forskellige frisurer. Deres psykologiske katten-efter-musen-lege med hinanden træder i dødvande indtil seriens komplet ufortjente twistslutning.
Visuelt er der heller ikke meget at komme efter trods en lind barrage af montager over skrigende mødre i fødsel, kejsersnit og kroninger af babyskalpen.
Kun den efterhånden habile tv-instruktør Karyn Kusama (’The Outsider’, ’Yellowjackets’) formår at give serien en snært af pirrende gotisk gru, da tvillingerne i femte afsnit besøger en jovial sydstatsgodsejer, spillet med campy overskud af Michael McKien, som bare skriger ville have været slaveejer, hvis tiden var en anden.
Men selv her er det umuligt ikke at spekulere over, hvorfor vi i seriens slutspurt pludselig og endnu en gang skal præsenteres for en ny gruppe af letlæselige skurke samt #relevanteproblemstillinger.
Som Elliots laboratoriegroede embryoer føles ’Dead Ringers’ som skabt under nøje kontrollerede forhold til at gengive formularen fra seriernes guldalder. Men i sin irriterende iver er der snarere tale om prestige-tv’ets nadir.
Kort sagt:
Der findes mange serier derude, som er ringere end Alice Birchs tv-adaptation af Cronenbergs psykoseksuelle kultthriller ’Dead Ringers’. Men sjældent har jeg oplevet så dygtige mennesker opnå så lidt.