Forleden så vi ham. Ventetiden havde været så lang, at man næsten var begyndt at blive bekymret for hans helbred, men nu sad han der igen, helt nede ved courtside til en kamp for sit elskede hold, LA Lakers.
Jack Nicholson er en af Hollywoods sidste store stjerner, støbt i en tid hvor de amerikanske film ellers skulle gøre op med Hollywoods pænhed og stjernesystem for i stedet at hylde realistiske fortællinger om almindelige mennesker. Hele mennesker med alle de kanter og fejl, som mennesker nu rummer.
Den i dag 86-årige Nicholson blev en af de mest markante eksempler på den moderne Hollywood-stjerne, og filmkritikeren Peter Wollen har endda foreslået at betragte ham som en slags »skuespiller-auteur«. Her var en skuespiller, måtte vi forstå, som tegnede de film, han medvirkede i med sin helt særlige charme og frækhed. Fra den intellektuelle hippiefigur i ’Easy Rider’, der forklarer, at »alt handler om frihed«, over den uhøviske gavflab i Hal Ashbys ’The Last Detail’ til den grænsesøgende enspænder R.P. McMurphy i ’Gøgereden’ og den monstrøse caretaker i Stephen King-filmatiseringen ’The Shining’.
Der er skrevet meget om disse film. Om de kaotiske tilstande under indspilningen af ’Easy Rider’, præget af druk, stoffer og strukturløshed. Om Nicholsons uhyggelige method acting i ’Ondskabens hotel’, og hvordan indspilningen af Kubricks film fik alvorlige konsekvenser for Nicholsons kvindelige modstykke, Shelley Duvall.
Og om hvordan rollen som R.P. McMurphy i ’Gøgereden’ var lige ved at gå til en anden skuespiller – Milos Forman ønskede at caste Burt Reynolds – men at Nicholson endte med at få rollen, efter Forman havde set en råklippet version af ’The Last Detail’.
Vi har alle hørt historier som disse, for sådan er det med stjerner – og i særdeleshed for stjerner så store som Jack Nicholson. Myterne og fortællingerne omgærder dem og føjer endnu et lag af stjernestøv til deres i forvejen voldsomme aura.
Men midt i de mange historier er der andre film, som får alt for lidt omtale, og en af disse kunne måske ligefrem betegnes som Nicholsons største perle: ’Five Easy Pieces’.
Vred og forførende
’Five Easy Pieces’ fra 1970 er historien om Robert Dupea. En vred og vranten mand, der om dagen gør sig som blue collar worker på en lokal olierig og om aftenen spiller bowling og forfører damerne med hurtig snak og en fræk bemærkning.
Dupea er dog ingen ægte arbejdsmand, og langsomt går det op for os, at der er gået en stor koncertpianist – eller i al fald et stort talent – tabt i den vrede og forførende mand.
Herfra udvikler historien sig til en fin og fabulerende fortælling om livets store og små spørgsmål. Skal Robert tage sin kæreste Rayette (Karen Black) med på turen op langs vestkysten – fra Los Angeles til Washington State – og skal han i det hele taget opfatte og behandle hende som en kæreste?
Skal han blive noget ved musikken eller nøjes med spildte talenter og dårlige plader? Vil livet nogensinde udvikle sig til en kompleks og smuk symfoni med et tilfredsstillende crescendo, eller vil det blive ved de »fem lette stykker«, som Robert kan spille med bind for øjnene uden at gøre sig umage eller give sig hen?
’Five Easy Pieces’ er en slentrende fortælling, der stiller en række af de eksistentielle spørgsmål, som blev så typiske for New Hollywood-filmen. Pludselig skulle amerikanske film være små og mindre målrettede, og pludselig skulle hovedpersonen være fejlbarlig, uligevægtig eller sågar ulidelig.
Og pludselig skulle filmene handle om noget. Ikke et stærkt ydre plot om at dræbe fjenden og skabe orden i verdenssamfundet, men om selve eksistensen. Tænk blot på film som ’Fagre voksne verden’, ’Taxi Driver’ og ’Panik i nåleparken’. Pludselig havde en mørk og mismodig tone indfundet sig i de ellers så godmodige og handlingsorienterede amerikanske film.
Kansastøj og klaverfingre
Det er om noget tilfældet i ’Five Easy Pieces’, der blev produceret af det uafhængige produktionsselskab BBS Productions, hvis navn henviste til de tre bagmænd Bob Rafelson, Bert Schneider og Stephen Blauner.
I filmen ser vi en storspillende Karen Black i rollen som den usikre, men også stærke Rayette, der synger Tammy Wynette-sange og prøve at forstå sin klaverspillende kæreste. Og Jack Nicholson er overbevisende i rollen som vred og depressiv charlatan. En slags Don Draper med kansastøj og klaverfingre. Netop denne karaktertype blev en slags arketype for Nicholson. Som i den senere ’Kødets lyst’, hvor Nicholsons beregnende fuck boy fungerer som et trist modstykke til Art Garfunkels naive romantiker.
’Five Easy Pieces’ er måske ikke den første film, man tænker på, når man tænker på Jack Nicholson. Men det er en af hans bedste film i en ellers produktiv og på mange måder imponerende periode, og det var samtidig begyndelsen på et frugtbart samarbejde med instruktøren Bob Rafelson.
I 1981 havde Rafelson og Nicholson en ny fælles succes med den sexede neo-noir ’Postbudet ringer altid to gange’, der samtidig blev en slags afslutning på skuespillerens stærkeste periode.
Det er måske ikke alt, der stemmer for Robert Dupea, men når klaveret spiller, så er ’Five Easy Pieces’ en af 70’ernes mest musikalske film – og en af Nicholsons mest afstemte performances.
’Five Easy Pieces’ kan ses i Cinemateket i København lørdag den 13. maj klokken 14.15. Den kan desuden streames på Apple TV.