’Soft & Quiet’: Streamingaktuel thriller om højreekstremisters voldsparathed er et selvtilfredst klap på skulderen
De er blot kvinder med bekymringer. De har kritiske spørgsmål, som de gerne vil dele på den demokratiske markedsplads for ideer.
Du ved … såsom den hvide mands retmæssige dominans over andre samt valideringen af en etnostat.
Nazi-Barbien Emily (Stefanie Estes) og hendes teselskab af højrøstede mødre og voldsparate unge kvinder kan knap nok skjule deres begejstring over hinandens mange holdninger om ondsindede woke libs og uretfærdige kvoteordninger på arbejdspladsen.
De er skam ikke racister, men siger blot tingene, som de er. Og er de ægte racister ikke dem, som kalder andre racister?
Filmet som én lang indstilling med et mobilkamera har instruktør Beth de Araújos debut sat sig for at belyse USA’s højreradikaliserede ekkokamre i den streamingaktuelle Blumhouse-produktion ’Soft & Quiet’.
Det er ikke ulig dokumentaristen Louis Theroux’ første del af sin miniserie ’Forbidden America’, hvor han viser højrefløjens grimme ansigt ved blot at pege et kamera mod dets bagmænd og spørge dem, hvorfor de er, som de er.
Som titlen antyder, er indgangsvinklen her dog ikke de fakkelbærende højtråbende mænd, som vi kender fra Unite the Right-demonstrationen i Charlottesville samt stormen mod den amerikanske kongres den 6. januar. I stedet er iPhone-kameraet rettet mod deres milde koner og kærester, som hvisker slet skjulte fascistiske budskaber i lokalnyhedsbreve samt børnebøger om etnisk »rene« hundehvalpe.
Filmens indledende teselskab er et overbevisende studie i, hvor hurtigt det civiliserede tæppe falder til fordel for antisemitiske konspirationsteorier, Sieg Heil-hilsner samt væmmelige skældsord hos den udskældte højrefløj. Det bliver morsomt sat på spidsen af en svastikaskåret rabarbertærte, som Emily bringer til mødet med et uartigt grin.
Men ’Soft & Quiet’ kan ikke dy sig fra at gå den hårde og larmende voldsvej i sin anden halvdel, hvor ord bliver til handling, da gruppen af højrefløjskrigere invaderer et ungt søskendepars hjem, som de har udset til at være illegale indvandrere.
Forsøget på at skabe et Haneke-agtigt ubehag over gruppens voldsomme indbrud falder dog til jorden på grund af filmens stilvalg. Den håndholdte Instagram-æstetik skal skabe en naturlig indlevelse hos seeren, men resulterer i stedet i en øjenskærende kunstighed.
Skuespillerne prøver konstant at holde sig inden for filmskaberens nedsatte cues, og de mange skift i lokation og tid fra tidlig morgen til sen midnat får filmens handlingsforløb til at virke konstrueret.
Fotograf Greta Zozula har fået den utaknemmelige opgave konstant at skulle manøvrere kameraet mellem karakterer for at opnå de ønskede kameraindstillinger uden at klippe imellem dem. Det giver det samme unaturlige, studentikose look som krigsfilmen ’1917’, hvor actionen konstant måtte stoppe til fordel for kameraets position.
Det distraherende æstetiske valg svækker filmens forsøg på at agere højkonceptsthriller og efterlader blot dens moralske budskab om, at højrefløjens xenofobiske ideer fører til hadforbrydelser.
Men filmens gruppe af morderiske, aggressive mommy-fascister giver bare et konservativt, hyggeracistisk publikum, som ser filmen, mulighed for at afskrive deres handlinger som rabiate. Samtidig med at et publikum, der ville være mere sympatisk over for fortællingens budskaber (som undertegnede), næppe behøves endnu en film, der ikke har andet på hjerte, end at slemme nazister er slemme.
Og marginaliserede folk, der selv kunne blive udsat for hadforbrydelser af røvhuller som Emily, vil sandsynligvis finde ’Soft & Quiet’ modbydeligt og unødigt triggering.
’Soft & Quiet’ gavner med andre ord ingen. Et selvtilfredst klap på skulderen.
Kort sagt:
Thriller om højreradikaliserede kvinders ondskab har hjertet på det rette sted, men forsøget på at skabe en Haneke-agtig spændingsthriller er tabt på jorden på grund af dens studentikose æstetik og banale moraliseren.