1. Tre en halv dag tidligere …
En mand løber desperat gennem skoven. Noget eller nogen jagter ham. Han gemmer sig bag et træ og tror, han er i sikkerhed. Men så. Bum, hak, skrig, han er død, blod overalt.
Hvem er manden? Hvem slog ham ihjel? Og hvorfor? Det finder vi først sådan for alvor ud af om 10 timer, for nu kommer skiltet og tidsspringet: »45 dage/33 minutter/18 år tidligere«.
Sådan er mindst hver anden serie startet de seneste år – og endnu flere i krimigenren. Fra ’Love and Death’ og ‘Silo’ til ’Beartown’, ’Yellowjackets’ og ’Big Little Lies’.
Ingen stoler nemlig i dag på, at seerne kan holde opmærksomheden, hvis mysteriet ikke smækkes direkte op i smasken på dem fra start, og helst skal der også mindes om den urovækkende begivenhed, der engang i fremtiden vil ske, hvert fjerde minut i små flashbackglimt, så man ikke når at kede sig over karakter- og universopbygning.
Men kære streamingtjenester og manuskriptforfattere: I dag er flashforwardstrukturen lige så overraskende som remoulade på fiskefilet. Og er man dygtig nok til at skabe en inciterende fortælling, behøver man slet ikke lokke med forbrydelsen længere nede ad landevejen.
2. Hørt om ‘forstyr ikke’?
Telefonen ringer midt i et tilspidset parforholdsskænderi eller et koncentreret møde på kontoret, og hun afviser bestemt opkaldet. Men to sekunder senere ringere telefonen igen, rasende og/eller febrilsk samler hun den op fra bordet, kigger bebrejdende på den og ryster den måske en smule. Men gudhjælpemig om den ikke ringer igen, så hun ingen anden udvej ser end at smide den ud ad vinduet eller gennem rummet.
Hvis bare der var indstilling på telefonen, så den ikke gav lyd fra sig, når der kom et opkald ind! Men nej, ingen på film eller i serier har hørt om lydløs eller forstyr ikke. Det ville jo heller ikke være lige så fedt drama.
3. Bare nej, bro
Du ser en smuk hval, der bevæger sig gennem vandet. Du vil gerne kommunikere med den. Men hvad skal du kalde den, når du desværre kun kender samme antal ord, som der er knapper på et joystick?
Hvis du hedder James Cameron og har instrueret megahittet ‘Avatar: The Way of Water’, kipper du stolt med omvendt-kasketten og hiver et lille ord på tre bogstaver op af lommen, der forpester manuskripter med sit letkøbte hip og coolness-signalement: »Bro«.
For så behøver man selvsagt ikke grave dybere i sin punkterede basketball af en karakteristik, som det er tilfældet med en af de unge Na’vi-sønner, der virkelig connecter med en hval, bro. Måske minimal variation med »cuz« og »dude«.
Det samme er tilfældet i Danmarks internationale Netflix- hit ‘A Beautiful Life’, hvor Christopher spiller en fisker, der hedder Elliott. For hvis man skal tro Ardalan Esmailis uhøjtidelige managertype (aka. Mr. Bro), hedder Elliott faktisk bare »bro«. I medgang og i modgang. Hvilket gør de helt dybfølte scener mellem dem til en meget verbalt plettet fornøjelse.
Den åbenlyse forklaring på, at bro bliver brugt som allestedsnærværende dude-markør, er selvfølgelig, at det også bliver sagt meget i virkeligheden. Det betyder dog ikke, at man kunne drømme om mindre realisme lige i den her sammenhæng. Især når det gælder hyperfiktive universer befolket af blå økokrigeriske na’vier og dybfølte melodramaer.
4. Kedelig generations-bashing
Vi lever i en tid, der er fuldstændig besat af generationer og dertilhørende alders-bashing. Og hvis man var i tvivl om, hvor stor en kløft der er opstået mellem aldersgrupperne, skal man bare vende blikket mod film og tv.
Her er det ikke de generelle portrætter af ungdommen som ‘Euphoria’ eller middelalderdommen i ‘Lust’, der er problemet. Det er ikke de uudtalte morsomme stikpiller, som ‘The White Lotus’-duoen af Sydney Sweeney og Brittany O’Grady, der leverer giftigt skrevne takedowns af alt, der ikke er woke.
Det er den generelle desperation, værkerne har skabt, hvor alle vil begå det store generationsportræt – som Gen Z-spoof ‘Bodies Bodies Bodies’, hvor alle er unge og ulidelige med stort neonfarvet U.
Ikke mindst er det alle de film- og serieskabere, der tror, de rammer plet med at begå en krusedulle af en ung karakter blot ved at lade dem ligne en discount-udgave af Billie Eilish og være afhængige af deres iPhones. Det er ikke et Gen Z-specifikt problem, da det også kan være et stock-image selvoptaget Instagram-menneske i skinny-jeans, der skal skrige millennial.
Der er mange gode ting at sige om komediedramaet ‘Only Murders In the Building’, hvor unge og gamle forenes, men jeg er ret sikker på, der bare stod »bedrevidende millennial= farverigt tøj og store øreringe« i den oprindelige karakterbeskrivelse for Selena Gomez’ Mabel.
En anden storskurk er Disney-rebootet ‘How I Met Your Father’, hvis forsøg på Gen Y-satire føltes så forfærdeligt stereotypisk, at det muligvis er stjålet fra et bedaget marketing-seminar. Altså lige bortset fra seriens eneste Gen Z-repræsentation, der om muligt er værre: En bartender uden arbejdsmoral, men med fastgroede AirPods og en podcast.
5. Glosuppe til morgenmad
Vi har dræbt den før: Den kække gimmick, hvor hovedpersonen bryder den fjerde væg og kigger direkte ind i kameraet, mens de eventuelt også indforstået kommenterer begivenhedernes gang eller fyrer en sarkastisk bemærkning af. Det startede med ’House of Cards’, toppede med ’Fleabag’, og siden er det gået ned ad bakke i eksempelvis ’She-Hulk’, ’Winning Time’ og ’Enola Holmes’.
Emma Sehested Høeg slap akkurat afsted med grebet i ’Killjoy’, fordi hun nøjedes med blikket uden ord og doserede tricket med flygtig omhu.
Men skal vi ikke sige, at det var sidste omgang nedstirren, og at karakterer bare fra nu af er med i den fiktion, de er med i, uden at tale til os i sofaen? Vi ved alligevel godt, at I godt ved, at vi godt ved, at det bare er noget, I finder på.
6. Kapitalismens helte
Første fase var filmmediets forståelige fascination af techgenier som Mark Zuckerberg (’The Social Network’) og Steve Jobs (’Jobs’ og ’Steve Jobs’). Så kom bølgen af serier om komplicerede plattenslagere med ’Inventing Anna’, ’The Dropout’ og ’WeCrashed’ som nogle af de mest prominente.
Og nu er vi inde i fase 3: Bølgen af film om produktlanceringer, hvor mere eller mindre kreative kontornussere får den filmiske heltebehandling, de har drømt om i årtier, gerne pakket ind i en påstået sociokulturel kommentar, der kan maskere den kapitalismeonani, der driver værket.
Ben Afflecks underholdende ’Air’ handlede om en sko, ’Tetris’ gjorde Gameboy-spillet til en koldkrigsstorpolitisk affære, ’The Founder’ satte spot på manden bag McDonald’s (nej, han hed ikke Ronald), og ’Blackberry’, der endnu ikke er kommet til Danmark, er en komedie over telefonen, der var tidens hotteste tech-trend, før den endte som alt andet.
Skabelonen er den bagkloge fortælling om outsideren, der får en idé, som ingen andre tror på, og som mod alle odds fører den ud i livet mod den verdensberømmelse, som vi i dag tager for givet.
Man ved, at man er ved at have nået slutdestinationen for produkt-filmene, når den næste i bølgen hedder ’Flamin’ Hot’, og handler om opfindelsen af ostesnacken Cheetos …
7. Ikke. Flere. Emojis.
For nogle år tilbage var verden så uheldig at få en hel film om emojis med ‘The Emoji Movie’. Allerede der var mætningspunktet for samfundets besættelse af ikon-baseret kommunikation udtømt for længst.
Men med tiden er det, som om alle film- og serier rækker ud efter smiley-træets lavthængende frugter, når de mangler en nem joke.
Nu er det endda rykket op i prestige-serier som ‘Succession’, hvor Shiv og Roman diskuterede om »tre smiley faces« udtrykte større begejstring end »to aubergine-emojier og et flag«.
Når man først bliver opmærksom på, hvor ofte der bliver fisket nemme vittigheder op fra emoji-dybet – om det er samtaler om utvetydige flirt-sms’er eller boomer-hetz – bliver man ramt af streamingmæssig pareidolia. Man ser ansigter overalt.
8. De rige svin
Der har faktisk været ret mange gode film og serier de seneste år, der satiriserer over, hvor psykopatiske, kyniske eller bare overall dårlige mennesker den økonomiske elite er. Fra norske ’Exit’ til ’Succession’, ’The Menu’ og ’Glass Onion: A Knives Out Mystery’.
Det har været sjovt, og vi har forstået pointen.
Rig = dårligt menneske / fattig = godt menneske er en trope, der altid er løbet gennem kunsten, men den har virkelig ikke fået for lidt de seneste år, hvor der i samfundet som helhed da også har været stigende fokus på the one percent og deres ansvar for finans- og klimakrisen, og hvor populærkulturen har skruet op for karikaturen i det humanistiske budskabs tjeneste.
Og tak for det. Men nu har vi fattet det. De rige er nogle svin, og de fattige har et hjerte af guld. Lidt flere nuancer i fremtiden bare for variationens skyld, måske?