Et overset mesterværk: ’Down With Love’
Tyve år før Greta Gerwig lancerede sin hylende morsomme kønskomedie klædt fra top til tå som en Hollywood-starlet fra 50’erne, gjorde instruktør Peyton Reed præcis det samme med sit tragisk oversete mesterværk ’Down With Love’.
Efter at have instrueret den succesfulde cheerleader-komedie ’Bring It On’ fik han carte blanche til sin næste film: en homage over Rock Hudson- og Doris Day-sexkomedier som ’Pillow Talk’. Som i ’Barbie’ castede han nogle af tidens største stjerner, Ewan McGregor og Renée Zellweger, i rollen som de to skiftevis turtelduer og kamphaner Catcher Block og Barbara Novak.
Hun er en hård andenbølgefeminist og forfatter, der siger nej til kærlighed. Han er en swanky jetsetter og gonzo-journalist, som gør det til sit livs mission at modbevise hendes tese om, at hun er immun over for røde roser og romantisk kæledægge.
På siden indgår det umage pars bedste venner Peter McMannus (David Hyde Pierce) og Vikki Hiller (Sarah Paulson) et lavendelægteskab i en kløgtig hilsen til de mange mænd og kvinder, der måtte skjule deres seksualitet for ikke at blive blacklistet af filmstudierne.
Den forrygende kemi mellem Zellweger og McGregor samt den gavmilde brug af double entendrés komplementeres af en nær uendelig garderobe af billedskønne kostumer samt setdesigns, der er som snydt ud af næsen på Jacques Demy (mere om ham senere!)
Det er en perfekt blanding syrlige bolsjer til ’Barbie’s velsmagende pose stjernemix, der hylder de gamle mestre, samtidig med at Reed gør fortællingen aktuel.
Kan ses på Disney+.
Filmen, der brolagde vejen: ’Legally Blonde’
Elle Woods (Reese Witherspoon) er og bliver blondine-karakteren over dem alle. Da det arrogante drømmeskår Warner vrager hende til fordel for et Harvard-stipendium i jura, skifter hun uddannelsen i fashion merchandising ud med støvede lovparagraffer for at vise sit værd.
Med sin chihuahua i håndtasken og klædt i den skarpeste pink sommerkjole latterliggøres hun straks af institutionens stab, mens de andre mussede kvinder ser hende som en trussel mod kvindekønnets fremgang overalt.
Typisk for tiden i start 00’erne har ’Legally Blonde’ en bismag af lean in feminisme, når den stolt fremhæver, at også kvinder kan lege i senkapitalismens amoralske sandkasse. Og dog er den ikke sky for at vise, hvordan mænd klamrer sig til deres magtpositioner gennem chikane og institutionaliseret misogyni snarere end egentligt talent.
Således finder Elle ikke fællesskab hos sine kollegaer, men først og fremmest ved den lokale skønhedssalon, hvor hun videregiver you go girl-tips og tricks til den usikre negletekniker Paulette (vidunderlige Jennifer Coolidge), der bare vil have sin elskede hund tilbage fra sin dovenlars af en trailerbunden eksmand.
Som Elle Woods hjælper hende og de andre kvinder omkring sig, kan ’Legally Blonde’ siges at have brolagt den vej, som ’Barbie’ nu betræder, med skrigende pink brosten.
Kan ses på Viaplay, Blockbuster og Apple TV.
Greta Gerwigs debut: ’Lady Bird’
Greta Gerwigs soloinstruktørdebut satte hende straks på verdenskortet som ét af sin generations største talenter.
Den semibiografiske film om en pinkhåret teenager (Saoirse Ronan) fra Sacramento, der insisterer på at blive kaldt Lady Bird, er lige dele romantisk coming-of-age-komedie og et tårepersende familiedrama mellem den stædige teenager og hendes hårdtarbejdende mor (Laurie Metcalf).
Der kan ikke herske nogen tvivl om, at Lady Bird selv ville hade at blive sat i bås med den langbenede blondine Barbie – monstro hun ikke straks ville kalde legetøjet fascistisk.
Men selvom hun måske ikke selv opfatter sig som en af de andre piger, er filmen ’Lady Bird’ af præcis samme støbning som Gerwigs to efterfølgende værker ’Little Women’ og ’Barbie’. De handler alle om en kvindes introspektive søgen efter en identitet uden for den prædefinerede rolle, samfundet har pålagt hende.
Således fungerer ’Lady Bird’ og ’Barbie’ også sammen i en større sammenhæng. Hvor Gerwig i den første satte sig selv i rollen som den umulige teenager, er hun i sidstnævnte snarere den kiksede, overbegejstrede mor (America Ferrera), som stadig finder glæde ved sin datters gamle legetøj.
Kan ses på Prime Video, Viaplay og Blockbuster.
En åndelig filmfælle: ‘Romy and Michele’s High School Reunion’
Glem et øjeblik ‘Legally Blonde’, ’Clueless’ og ’Mean Girls’. Ingen film skriger I’m a Barbie girl, in a Barbie world, som ’Romy and Michele’s High School Reunion’ gør det.
Mens ’Friends’-kollegaen Matt LeBlanc spillede baseball med en chimpanse i ‘Ed’, indspillede Lisa Kudrow en af 90’ernes sjoveste komedier i selskab med Mira Sorvino.
Første gang vi møder veninderne, griner de hjerteligt af ’Pretty Woman’ for gang nummer 38. Lisa Kudrow har perfekt komisk timing som den snobbede Michele, der bliver jaloux på bedstevennen, fordi Romy lader, som om hun har opfundet post-it-sedlen.
Fra start til slut er filmen en ode til den slags feminin energi og såkaldt dårlig smag, som er blevet nedgjort i populærkulturens kanon for evigt. Da de to LA-slackere inviteres til deres gamle folkeskole-reunion, påtvinger de sig selv rollen som succesfulde, selvstændige girlboss’er – igennem deres egen fjogede prisme naturligvis.
Som ’Barbie’ er ’Romy and Michele…’ i konstant dialog med sig selv om den arketypiske, idealiserede kvinde, som andre fordømmer og idealiserer på én og samme tid. Det er en Barbiecore-klassiker helt ind til benet.
Kan ses på Disney+, Blockbuster og Apple TV.
Inspirationskilden: ’Pigerne fra Rochefort’
Der findes næppe en dygtigere æstetiker end det franske nybølge-ikon Jacques Demy. Hans utrolige konstruerede virkeligheder er altid skabt med en enorm fantasi og øm livsglæde, samtidig med at de lige under overfladen gemmer en umiskendelig melankoli.
Ingen af hans værker står skarpere end ’The Young Girls of Rochefort’. Greta Gerwig har selv peget på musicalklassikerens æstetiske sensibilitet, underskønne hovedpersoner og plastiske univers som en direkte inspiration til ’Barbie’.
Ligheden mellem de to er også slående. Her er smækre mænd i matrosuniform og gigantiske pink sommerhatte, så langt øjet rækker. Som i Barbieland er alle i Rochefort smukke, dansende og joviale eksistenser, der lever for det gode liv.
I paradis på jord prøver Garnier-søstrene (Catherine Deneuve og Francoise Dorlèac) at finde nogen at dele den søde tilværelse med igennem skønsang og nøje koreograferet danseoptrin. Iblandt dem er en amerikaner spillet af ingen ringere end legenden Gene Kelly. En skuespiller, som utvivlsomt havde været at finde på ’Barbie’s rolleliste, hvis han da ikke lige havde været død i tæt på 30 år.
’The Young Girls of Rochefort’ er på sin vis ’Barbie’ for den franske nybølge: En uforsødet fejring af filmmediet og livet selv, der sætter sig i modsætning til resten af filmbevægelsen, som ofte så sig for fin til andet end at fnyse ad de brovtende Hollywood-film.
Kan ses på Filmstriben, Blockbuster og Viaplay.