’Min enestående mor’: Det er umuligt ikke at blive betaget af Penélope Cruz i smuk ny film
Adriana kigger mod Roms himmel. Ikke mod sol eller svaler, men et gudssendt tegn. Vil den græde, kaste lynild eller skinne over det nye navn?
For himmelskueren kalder sig ikke længere ved det feminine og dåbsgivne Adriana, men det kønsneutrale og selvvalgte Andrea.
Navneskiftet og dets tyngde er et omdrejningspunkt i Emanuele Crialeses autobiografiske værk ’Min enestående mor’, hvori familieforhold, fangeskab og afgørende transitioner behandles. Overgangen fra barn til voksen, fra drømmende til vågen, fra ufuldkommen pige til helstøbt dreng.
I denne smukke og rørende film betragter og oplever vi alt gennem Andreas (Luana Giuliani) dybe, brungrønne og 12-årige øjne: 70’ernes katolske Italien, den første fortvivlende forelskelse, en kropslig fremmedgørelse, flydende dukkekroppe i et børnebassin, pinen i at føle sig forkert, smerten ved at skulle forsvare sin identiet, en dyb foragt for kjoler og andre (pige)kønnede påklædningsgenstande, og ja, en himmel.
Men som titlen antyder rammer Andreas øjne også en mor. Og hun er rigtigt nok enestående.
Det er faktisk nærmest umuligt ikke at blive draget og betaget af den fantastiske Penélope Cruz og hendes portræt af den varme, sjove, sprudlende, smukke, charmerende og spanske, men italiensktalende Clara, der er familiens mor og hjerte. Hun elsker Andrea, hans lillebror, hans lillesøster og hans identitetskæmpende sind til døde.
Kærligheden til og fra sine børn er dog den eneste, hun mærker. Hun lever i et koldt, ubehageligt og illoyalt ægteskab, som hun på daglig basis tigger om at bryde. Men uden held. Og dag for dag afslører en rolig kamerahånd og en tung eyeliner, at der bag det store smil skjuler sig en voksende melankoli og et ønske om et andet liv.
Således slægter Andrea sin mor på. For begge er de gidsler.
Den ene i en krop, et køn og et navn, den anden i et ægteskab og en storslået, men hul mandsbetalt lejlighed. Så de flygter. Andrea gemmer sig stille under senge, i klædeskabe og løber mod fjerne og uudforskede kanter. Clara løber også, men råbende gennem det brostensbelagte gader i et mislykket forsøg på at standse tiden eller at spole den tilbage.
Under krystaldækkede samtaleborde vil hun lege med børnene, løsrive sig fra husmoderlige forpligtigelser og sprøjte sig til i vand og barndommelighed.
Skellet mellem barn og voksen er derfor ofte udvisket. Og trods en halv-ødipal familiedynamik med Andreas tydelige had til sin far og modsatte hjertelige begejstring for sin mor må den 12-årige hovedperson i ubehagelige scener opdrage, irettesætte eller afvise Clara – og i de mørkeste og mest tårefulde tage sig af eller helt undvære hende. Det er barskt for både mor, søn og publikum.
Udover spændende og evigtgyldige identitetspolitiske tematikker som køn, kønsroller, moderskab, kvindesind, maskulinitet, seksualitet, (manglende) ansvar og frihed, er filmens styrke netop den ømme og alligevel konfliktfulde relation mellem Andrea og Clara. Spillet, filmens handling, varmen og svigtene er i de små blikke, de hengivende strøg over panden eller fraværet deraf og i gråden, der ikke kommer fra himlen, men fra moren.
’Min enestående mor’ fremstår derfor mest af alt som en dobbelt kærlighedserklæring. For instruktøren tilbyder de to tilfangetagende et musikalsk drømmeland, hvor de begge kan indtage den form, det køn og det legende sind, de ønsker.
I skarpt koreograferede eskapistiske sort/hvid-indslag synger og danser Andrea og moren, som var de 70’ernes italienske popkulturelle stjernestøvkorn Adriano Celentano og Patty Pravo, der er indbegrebet af længselsfuld, storslået og glamourøs kærlighed.
I disse skikkelser står tiden, fordommene, forpligtigelserne og himlen stille. Det har ganske vist smukke og humoristiske glimt, men disse scener tenderer også det krampagtige og skuespilmæssigt utroværdige, hvilket faktisk forkludrer store dele af filmens tempo, nerve og vibrerende intensitet.
Det er virkelig en skam. For når Crialese rammer rigtigt, skærer det i hjertet, og når filmens mænd, kvinder, døtre, sønner, fædre eller enestående mødre elsker eller græder, rejser hårene sig hos publikum.
Ligegyldigt under hvilken himmel – og ligegyldigt navn.
Kort sagt:
Selvom Emanuele Crialeses smukke selvbiografiske værk lider under forstyrrende utroværdige scener, lykkes den italienske instruktør med at skabe et spændende frirum for sin unge fortvivlede, identitetskæmpende og stærke hovedperson – og en vanvittig rørende kærlighedserklæring til sin enestående mor.