’The Meg 2’: Ny hajfilm med Jason Statham er torskedum, og jeg elskede det en lillebitte smule
Lad os ikke danse om den varme grød: ’The Meg 2: Dødens dyb’ er i høj grad ikke noget mesterværk. Den er tenderende stupid og meningsløs, med et underfrankeret plot og skingrende skøre actionsekvenser.
Og jeg skal ikke være bleg for at indrømme, at jeg, bare en lillebitte smule, elskede det.
Jeg elskede det på samme måde, som jeg elsker en Nutella-mad. Det er ikke godt for mig, den var ikke specielt svær at lave, og jeg får det nok dårligt om ti minutter. En gang imellem bliver man bare nødt til at bukke under for fristelsen og spise, eller se, noget, der ikke nødvendigvis beriger ens liv.
Så den her anmeldelse er lidt atypisk i den forstand, at selvom den boner ud i den lave ende af skalaen, så vil jeg stadig anbefale filmen, dog med det væsentlige aber dabei, at man skal være fuldkommen indforstået med præmissen, og man skal være i humør til at se en film, der muligvis diskvalificerer en fra at blive optaget i Mensa.
Jason Statham er tilbage som Jonas Taylor, dybhavsdykker, økoaktivist og certificeret dagens mand i skysovs. Han har dog tydeligvis aldrig hørt, at definitionen på vanvid er at gøre den samme ting om og om igen og forvente et andet resultat, så nok engang er han og et hold af generiske videnskabsfolk på vej ned til havets bund for at studere flora og fauna.
Ikke overraskende går det hurtigt grueligt galt, og det gradvist svindende hold af overlevende må flygte for livet, inden de bliver spist af kæmpehajer, kæmpemuræner, kæmpeblæksprutter eller diverse mennesker, der bare virkelig ikke bryder sig om Jonas Taylor.
Plottet – og det er virkelig et stort ord – er så tåbeligt, at man skulle tro, det var skrevet ved at trække tilfældige actionscener ud af en hat og lade ChatGPT flette dem sammen. Indledningen på filmen er små ti minutter, hvor Jason Thunberg, jeg mener Taylor, bruger sin stealth-, kamp- og parkourtræning til at bryde ind i et fragtskib for at afsløre, at de smider radioaktivt affald i havet.
Har det noget som helst med resten af filmen at gøre? Nej. Er det et symptom på, hvordan filmen i sin helhed er? Helt bestemt. For ’The Meg 2’ er i grunden en ret ligegyldig film, den formår bare også, på næsten paradoksal vis, at være relativt underholdende ikke desto mindre.
Jeg skal være den første til at indrømme, hvor latterligt det er, når Jason Statham kommer surfende på en vandscooter og kaster en hjemmelavet harpun i nakken på en haj på størrelse med et hus, men jeg må også bare blankt erkende, at jeg smilede fra øre til øre imens.
Jeg klukkede af DJ’s dårlige oneliners, jeg fik et chok, da kæmpeålen sprang frem på skærmen, og jeg følte en sejrsrus, hver gang Statham uddelte et par velfortjente øretæver. CGI’en ligner noget, jeg kunne have lavet på en Etch A Sketch, men hvis man med vilje har købt billet til denne her gang ’Jaws’ på steroider-vaudeville, så er det nok ikke ved computereffekterne, man trækker grænsen.
Jeg fortryder på ingen måder mine to timer i biografen og vil anbefale enhver, der formåede at værdsætte 1’eren for, hvad den var, også at sætte 2’eren på deres to-watch liste.
Den er torskedum, men irriterende underholdende.
Kort sagt:
’The Meg 2: Dødens dyb’ er mindst lige så åndssvag som sin forgænger, men nød man 1’eren, burde man snildt kunne få yderligere to timer til at gå i Jason Stathams hajinficerede farvand.