’Five Nights at Freddy’s’: Ventet gyserspilfilmatisering fremtvinger flere fnys end gys
Det er efterhånden som at køre i den samme rille at tale om, hvordan film baseret på populære computerspil ofte ender i rædderlige, intetsigende og ikonografi-allergiske gengivelser.
Med den ellers ventede Blumhouse-produktion ’Five Nights at Freddy’s’ ser det desværre ud til, at forbandelsen lever i bedste velgående.
Baseret på skaber Scott Cawthons gigantiske horrorfranchise under samme navn har gyserfilmen været hele otte år undervejs med flere manuskripter og instruktører som Gil Kenan (’Poltergeist’) og Chris Columbus (’Pixels’) gennem svingdøren, før valget landede på Emma Tammi (’The Wind’).
Gid alt det slid og slæb havde båret frugt. Men resultatet er en historie, der hverken er særlig tro mod spillenes særegenhed eller egentlig uhyggelig.
Josh Hutcherson indtager hovedrollen som den lavmælte og kronisk arbejdsløse Mike. Til lyden af aggressive ASMR-fuglelyde og en loftspåklistret Visit Nebraska-plakat falder han i drømmebesat søvn, fordi de giver ham mulighed for at åbne ukendte underbevidsthedsdøre til en traumatisk oplevelse fra barndommen. I håbet om at kunne beholde forældremyndigheden over sin lillesøster Abby (Piper Rubio) takker han dog ja til et job som nattevagt hos den nedlagte restaurant Freddy Fazbear’s Pizza Place.
Mysteriet om, hvorfor det populære familieetablissement måtte dreje nøglen om, viser sig hurtigt at hænge sammen med Freddy Fazbear’s Pizza Places varemærke – de animatroniske dukker Freddy, Bonnie, Chica og Foxy, der med næb og klør (bogstaveligt talt) river og bider alle uheldige sjæle, som skulle komme i nærheden.
’Five Nights at Freddy’s’ har et budget på 25 millioner dollars. Og det er tydeligt at se, at Blumhouse og Scott Cawthon har prioriteret at spytte flere af pengene i scenografi og kostumedesign end i plotsubstans. Med 13 spil, en romantrilogi og afgrundsdyb fandomteori er der ellers masser at trække fra.
Alligevel er filmen fyldt med flade, sæbeoperalignende replikker, fordummende plotfremdrivende dialog og karakterer så dybe som vandpytter. Abby er et barn, der godt kan lide at tegne, den onde tante Jane (Mary Stuart Masterson) er ond for at være ond, og Vanessa (Elizabeth Lail) er en politibetjent, som har for lidt at lave og en åbenlys hemmelighed. You get the picture.
Selv hvis man ikke er FNaF-aficionado, kan baggrunden for animatronernes mordfærd forudses på kilometers afstand, når den lumske karrierevejleder Steve Raglan, spillet af Matthew Lillard, bliver unaturligt opsat på at give Mike nattevagtstjansen. Eller når vi igen og igen får smidt sekvenser af en gul retro-animeret kanin, der kidnapper børn, i hovedet.
Dertil underpræsenterer ’Five Nights at Freddy’s’ det vigtigske grundelement i franchisen – de gode gamle jumpscares. Hvor spilseriens styrke ligger i den stringente first person-vinkel, der på klaustrofobisk manér leverer ildevarslende suspense og chok indsat med kirurgisk præcision, er der påfaldende få jumpscares at nyde godt af i filmen.
Dem, som sniger sig ind, er hverken effektive, relevante for plottets fremgang eller tro mod spillenes æstetik. Hele tre jumpcares er dedikeret til én enkelt Hoptimist-agtig-animatronik, der pludselig dukker op i skabe til Mikes skræk og rædsel. Det fremtvinger flere fnys end gys.
Selv ikke maskindukkerne kan vække nogen form for ubehag. Gumpetungt slentrer de rundt (gerne i fuld belysning), bygger fort og giver cringe-fremkaldende tommelop.
Specialeffekt-virksomheden Jim Hensons’ Creature Shop rammer til gengæld hovedet på sømmet, når det kommer til at gengive spillenes 80’er-forfaldsæstetik. Restaurant-sceneriet er en herlig nostalgi-karrusel rundt i fortidsteknologi, arkadespil og easter eggs, mens man nemt kan forestille sig stanken af gammel Chuck E. Cheese-pizza og cigaretter emanerende fra de afdankede animatroner.
Her forstår filmen ånden fra spillene. Men den nye ’The Last of Us’ er ’Five Nights at Freddy’s ikke ligefrem.
Kort sagt:
Det eneste, der løber én koldt ned ad ryggen ved spilfilmatiseringen ’Five Nights at Freddy’s’, er bundniveauet for karakterarbejde, plot og komik.