’Rebel’: Kan man lave en musical om terrorisme? Ubærlig film gør forsøget
Det er en smule bizart, at ’Bad Boys for Life’ står nævnt på plakaten til ’Rebel’.
Jo, jo, actionkomedien med Will Smith og Martin Lawrence er uden tvivl den mest kendte film på instruktørduoen Adil El Arbi og Billal Fallahs cv, men deres nye film kommer med en helt anden, alvorstung grundfølelse.
Det mærker man hurtigt i første scene, hvor en fiktionaliseret genskabelse af en propagandavideo fra Islamisk Stat viser en gruppe mænd blive henrettet.
Blandt bødlerne finder man Kamal (Aboubakr Bensaihi), en af filmens hovedpersoner. Vi lærer ham at kende som en rebelsk og relativt utilpasset ung mand, der kører på motorcykel, laver gangstarap og er involveret i narkohandel i Bruxelles. Da enemoren Leila (Lubna Azabal) frygter, at Kamals forbrydelser vil få konsekvenser for lillebroren Nassim (Amir El Arbi, lillebror til den ene instruktør), forviser hun sin ældste søn.
Herefter bliver den lille belgiske familie med marokkanske rødder yderligere splittet til atomer. For retningsløse Kamal rejser til Syrien og ender med at kæmpe for Islamisk Stat – og 12-årige Nassim får lyst til at gøre det samme. Leila vil selvfølgelig gøre alt, for at lillebroren ikke også skal blive radikaliseret.
’Rebel’ er en modig film. Det er modigt at lade publikum følge en ung terrorist i halvdelen af spilletiden – hverken som en skurk eller en helt, men som et forvirret menneske, der får viklet sig selv ind i en drabelig knibe med liv på samvittigheden. Når først han har meldt sig som kameramand for terrorgruppens propagandavideoer fra krigszonen, er der ingen vej tilbage. For IS styrer både lokalbefolkningen og sine soldater med hård hånd.
IS skildres som en gruppe hykleriske muslimer, der slår ihjel for sharia, men ikke selv overholder de hellige love. Det er samtidig ikke et sted, hvor der er plads til at have traumer.
»Jeg fik hans hjernemasse i hovedet«, siger Kamal til en kammerat, dybt påvirket af at have slået et andet menneske ihjel. »Hellere med ekspresfart til himlen end sneglefart til helvedet«, lyder svaret.
Scenerne i det krigshærgede Syrien er håndholdte og hektiske. Da Kamal lige er ankommet til landet, ser vi som det første en barnekrop blive båret ud af en bomberamt bunke murbrokker. Det næste øjeblik er vi på et underbemandet underjordisk hospital i en scene, der kunne være taget fra den urovækkende Syrien-dokumentarfilm ’The Cave’.
Filmens instruktører har taget et andet modigt og højst atypisk valg: De introducerer et musicalelement i den grumme fortælling.
Undervejs i ’Rebel’ bryder en række musiksekvenser således med den håndholdte realisme. Her bliver karakterernes følelsesliv udfoldet med sang – og til tider tilmed koreograferet dans!
Det sker for eksempel, da Kamal tidligt i filmen, før han har sluttet sig til IS, sidder på en grillbar med sine venner og ser en nyhedsudsendelse om civile drab af regimet i Syrien. Pludselig begynder han at rappe om sine frustrationer, sit had til Vestens medier og sin lyst til at gå i kamp imod præsidenten Bashar al-Assad – uden de andre karakterer lægger mærke til det. Snart herefter danser han på grillbarens gulv, der forvandles til en krigszone med eksplosioner, skud og skrig.
Musicalgrebet føles i starten forfriskende og interessant. Senere i filmen, da en slavegjort kvinde synger om at blive voldtaget af IS-soldater, virker det derimod ret aparte. Desværre er mange af sangteksterne også meget ligetil i deres beskrivelse af personernes følelser, grænsende til cringe.
»Det eneste, jeg ønsker, er at frelse mine sønner«, synger Leila.
I takt med at Nassim tilbage i Bruxelles bliver mere og mere involveret i et radikaliseret muslimsk miljø, der fremstiller Kamal som en sand helt, bliver ’Rebel’ også tiltagende grusom.
For én ting er at overvære Kamal træffe den ene fatale beslutning efter den anden, mens han frakalder sig skylden med ordene »jeg filmer kun«. Det er langt mere gruopvækkende at overvære et barn gå i samme retning, fordi udspekulerede voksne hjernevasker ham.
De radikaliserede unge mænds barske hverdag i Syrien fremstår nærmest som en absurd (og absurd uhyggelig) parallelverden – så voldelig og afstumpet er deres virkelighed.
At ’Rebel’ ifølge en tekst til slut er baseret på virkelige hændelser i perioden 2013 til 2016, gør fortællingen decideret ubærlig.
Kort sagt:
Den belgiske instruktørduo Adil El Arbi og Billal Fallahs rammer ikke plet med alle deres greb i den intense terrorfilm ’Rebel’, men de skal prises for deres mod.