Stærkt deprimerende: Tidens hotteste filmselskab skifter kurs efter flops og vokseværk

A24 – den vigtigste faktor i opblomstringen af originalitet i nyere amerikansk tid – vil fremover satse mere på action og kendte brands. Det er muligvis forståeligt, men det er også utroligt nedslående, skriver Soundvenues filmredaktør.
Stærkt deprimerende: Tidens hotteste filmselskab skifter kurs efter flops og vokseværk
Joaquin Phoenix i 'Beau Is Afraid'. (Foto: A24)

KOMMENTAR. A24.

Alene navnet har de seneste år været nok til at bringe mundvandet i galop hos filmfans med forkærlighed for originale amerikanske film.

Jeg nævner i flæng: ’Spring Breakers’, ’Ex Machina’, ’American Honey’ ’The Lobster’, ‘The Florida Project’, ’Moonlight’, ‘Lady Bird’, ‘Hereditary’, ‘The Lighthouse’, ‘Red Rocket’, ‘The Farewell’, ‘Uncut Gems’, ‘Minari’, ‘Aftersun’.

Det er bare toppen af isbjerget. Jeg siger ikke, at de har stået bag alt det friske og fede, der er kommet ud af USA’s independent-miljø det seneste årti. Men det er ærlig talt tæt på.

A24 er blevet et ensbetydende med fortællemæssige eksperimenter pakket ind i pirrende æstetik og en – det er svært at beskrive det anderledes – cool vibe, der har fået filmnørder til at gå med deres merch og identificere sig stærkere med brandet, end man tidligere har set med noget andet produktionsselskab.

‘Everything Everywhere All at Once’. (Foto: A24)

Men lakker det nu mod enden?

Det gjorde stort indtryk på mig, da en af Europas absolut førende instruktører, der har arbejdet en del i USA, for et par år siden fortalte mig, at A24 var blevet for store og ikke tog de samme chancer som tidligere. Det var ikke længere der, sagde vedkommende, at man skulle gå hen, hvis man ville have en auteur-drevet film igennem.

Efterfølgende vandt selskabet en Oscar med den mest bizarre film i prisshowets historie, ‘Everything Everywhere All at Once’, så jeg slog det hen og fortsatte min uforbeholdne tro på A24’s fortræffeligheder.

Flere film har floppet

Men nu fortæller kilder til det amerikanske branchemedie The Wrap, at A24 er nødt til at gå mainstream. I hvert fald søger selskabet efter actionprojekter og projekter baseret på IP, altså kendte brands, fortæller en agent til mediet og uddyber, at studiet fremover vil lægge mindre vægt på »karakter/auteur-drevne dramaer«. A24 har blandt andet budt på at overtage ’Halloween’-franchisen (men tabte til Miramax).

»Alle i det uafhængige filmmiljø er klar over, at A24 er nødt til at vende sig mere mod kommercielle film ved siden af deres arthouse-palet«, lyder det fra en anden branchekilde til The Wrap.

Den nye kurs skyldes både succes og fiasko.

For på den ene side er A24 vokset fra at være en lille boutique-forretning til at være en stor virksomhed med en prisseddel på små 20 milliarder kroner. Det kræver penge i kassen, og der er generelt stor risiko forbundet med den slags film, A24 har slået sig op på – friske fortællinger baseret på kompromisløse instruktørvisioner. Det er ikke første gang i Hollywoods historie, at nye selskaber, der i starten brystede sig af at lave nybrydende indie-film af høj kvalitet, må spille mere sikkert, i takt med at de vokser sig store (se førnævnte Miramax).

‘Talk to Me’. (Foto: Scanbox)

På den anden side er flere konkrete satsninger ikke blevet den kommercielle succes, som A24 har håbet på. Mens ’Everything Everywhere All at Once’ og gyseren ’Talk to Me’ skæppede godt i kassen, endte blandt andet Ari Asters dyre navlepillerprojekt ’Beau Is Afraid’ som et flop af den slags, et selskab ikke skal have for mange af, før presset på bundlinjen bliver for stort. Også film som ’The Green Knight’, ’Waves’ og ’When You Finish Saving the World’ var underskudsforretninger.

Den udvikling, A24 nu sætter i gang, er derfor forståelig nok. De seneste år er de også gået mere ind i serieproduktion, og det er svært at bebrejde dem, at de breder spektret endnu mere ud for at skabe en rentabel forretning. Forhåbentligt fortsætter de med at lave de rigtige A24 ved siden af de mere kommercielle udspil – og i den bedste af alle verdener tilføjer de samtidig den særlige A24-gnist til deres action- og IP-projekter.

Det nye A24 på vej?

Samtidig er der ingen tvivl om, at de herfra kommer til at drosle ned for det imponerende output af nytænkende fortællinger fra nogle af særligt USA’s mest spændende filmkunstnere.

Og det er, uanset årsagerne, nedslående nyt.

Vi har de seneste 20 år levet i en Hollywoods-tidsalder præget af franchises og IP, hvor de friske ideer har haft trange kår. A24 har været et lys i mørket. Den frække dreng i klassen. 70’ernes New Hollywood for en ny generation.

Nu er de langsomt, men sikkert ved at blive etablissementet. Sådan går det med de fleste ungdomsoprør. Så håber man blot, at deres ideer lever videre ind i den etablerede mainstream, og ’Oppenheimer’ og ’Barbie’s succes sideløbende med en dalende interesse for franchises som Marvel og ’Mission: Impossible’ er måske et lille varsel om netop det?

Nicolas Cage i ‘Dream Scenario’. (Foto: PR)

De kommende måneder har A24 flere af tidens mest ventede film på bedding, fra Sofia Coppolas ’Priscilla’ til Kristoffer Borglis ’Dream Scenario’ med Nicolas Cage og wrestling-dramaet ’The Iron Claw’ med en ripped Zac Efron. Længere ude i fremtiden venter nye film fra Alex Garland, Rose Glass og Andrea Arnold. Det rene Disneyland er det ikke endnu.

Men det vil efterlade et enormt tomrum, hvis A24 skruer ned for indie-profilen. Og en lang række af tidens stærkeste instruktørstemmer vil blive hjemløse.

Måske er det snart tid til, at nogen stifter det nye A24?

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af