En af tidens mest hypede serier, ‘The Bear’, er netop blevet forlænget med en tredje sæson, skriver Deadline.
Det er en både glædelig og forventelig nyhed, kokkeseriens popularitet og høje kvalitetsniveau taget i betragtning.
Både første og anden sæson fik fem stjerner af Soundvenues anmeldere. »På trods af sin ptsd-fremkaldende natur opleves ’The Bear’ som godt gammeldags feelgood-selskab, man får af at sætte sig på ’Sams Bar’ eller i sofaen på Central Perk med ’Friends’«, skrev Lau Lehrmann om sæson to, der fik premiere tidligere i år.
Seriens skaber, Christopher Storer, er fortsat ved roret på hitseriens tredje sæson, der forhåbentlig kan komme i gang med produktionen inden alt for længe.
Hollywood-skuespillernes strejke mod de store filmstudier og streamingtjenester er som bekendt endnu ikke afsluttet, mens manuskriptforfatterne er frie til at arbejde.
‘The Bear’ sæson et og to kan ses på Disney+.