BOGUDDRAG. Hælene på de sorte støvler gav genlyd mellem de gamle mure. De to mænd hastede afsted, mens de fabulerede om kunst og filosofi og politik og om at udfordre livet. Og så forsvandt de ind i Københavns nattemørke, som om sandheden gemte sig derinde, lige før det irriterende daggry kom for at opløse natten.
»Det må have været helt nede i 1980’erne«, husker Ole Bornedal. Han var den ene af de to mænd. Den anden var digteren Søren Ulrik Thomsen.
»Og vi så jo farlige ud. Man gik i sorte Levis-jeans dengang. Og sorte, spidse støvler. Sort læder. Sorte jakker. Altså, man var virkelig sort. Og så røg man cigaretter på en hidsig måde. Åd dem nærmest. Søren og jeg gik sammen ned ad Købmagergade en sen aften. I spejlglasruderne så jeg os gå ved siden af hinanden, og vi så jo satans godt ud. Vi var vildt sexede. Virkelig sexede«.
Bare rolig. Ole Bornedal er ikke gået i gang med en større hyldest til sin ungdoms sexappeal. Han har en pointe:
»’Nattevagten’ har en undertekst, der handler om min egen bevægelse. Efter at have været en postpunk-kaos-anarkist, der flintrede rundt i Københavns natteliv til klokken fem om morgenen og opførte mig sindssygt og kiggede døden i øjnene og prøvede grænser hele tiden, opdagede jeg pludselig, at jeg jo faktisk havde en søn og en familie. Måske skulle jeg begynde at tænke mig lidt om«.
Et andet sted i nattemørket i det indre København gik en ung filmproducent, Michael Obel. Han var også trukket i ’uniformen’ med spidse, sorte sko, sorte jeans og læderjakke, mens han gik i pendulfart mellem de caféer, hvis navne kan få et saligt blik frem i øjnene hos gamle døgnbrændere: Sommersko, Krasnapolsky og Dan Turèll.
»Det var jo en helt fantastisk tid«, næsten jubler Michael Obel, der i dag er medejer af fem biografer og producent på omtrent 40 film, herunder ’Nattevagten’.
»Med ’Nattevagten’ sagde Ole: ’Nu har vi larmet, nu har vi drukket, vi har gået i sorte sko, vi har været mod det hele, men hvad kan vi bruge det til?’ Hvad kan vi bruge livet til? Det repræsenterer ’Nattevagten’. Ansvarlighed«.
Jo mere død, jo bedre
De to unge mænd, der skal lære at bruge livet til noget fornuftigt, hedder Martin (Nikolaj Coster-Waldau) og Jens (Kim Bodnia). Martin læser jura og har fået sig et job som nattevagt. Det er der ikke noget bemærkelsesværdigt i. Det bemærkelsesværdige er det sted, Martin har fået job som nattevagt: Retsmedicinsk Institut på Københavns Universitet ved Rigshospitalet.
Her skal han holde øje med de lig, instituttet har til undersøgelse. Hver nat skal han for eksempel gå gennem et stort kølerum og registrere sin natterunde med den nøgle, der hænger ved bagvæggen. Det er ganske nemt. Altså bortset fra at han undervejs skal passere otte lig under hvert sit hvide lagen.
»Jeg fik idéen, fordi jeg kom fra et postpunk-miljø. Jo mere det handlede om død, jo bedre«, forklarer Ole Bornedal.
»På det tidspunkt arbejdede jeg på P4 i P1, så jeg besøgte Retsmedicinsk Institut med min båndoptager. Egentlig skulle retsmedicineren, der viste mig rundt, bare præsentere mig for et kølerum med de klassiske hvide lagner over, men det endte med, at hun tog mig op i obduktionsrummet, hvor der lå de her adsplittede lig. Det var en enormt brutal oplevelse. Den satte sig i mig. Jeg lavede sådan set et ret godt radioindslag, så vidt jeg husker. Og så havde Stephen Schwartz, en legende på Danmarks Radio, lavet en radiomontage om en nattevagt på Retsmedicinsk. De to idéer stødte sammen til det manuskript, jeg begyndte at skrive på«.
Ud af besøgene på Retsmedicinsk Institut voksede de to drengerøve, Jens og Martin. Jens er konstant i gang med at udfordre verden, blandt andet ved at provokere rockere i nattelivet og drille Martin med spøgerier på Retsmedicinsk Institut.
Og så dukker en seriemorder op.
»Især de første 15 sider af manuskriptet var dybt fascinerende«, husker Michael Obel.
»En gammel nattevagt viser Martin, som skal overtage hans job, rundt på retsmedicinsk i kælderen under Rigshospitalet. Den rundvisning var så spændingsopbyggende. Jeg elskede det, han havde gang i. Jeg havde set det i amerikanske film, men aldrig på dansk«.
»’Nattevagten’ var jo født ud af min kærlighed til amerikansk film«, forklarer Bornedal.
»Jeg har altid holdt af den fortællestil, der dukkede op i 1960’erne og 1970’erne hos amerikanske instruktører med et meget personligt udtryk. Jeg var nok især inspireret af Roman Polanskis ’Rosemarys baby’ og ’Chinatown’«.
Det var ikke kun gys på dansk, der var nyt for Michael Obel.
»Det var også tonen, hovedpersonerne talte i. Oles dialog var rigtig god. Han ramte de unge menneskers samtaleform. Og så var han vild, Ole. Vi skulle bare afsted«.
En lektion i liv og død
Uanset hvor vild Bornedal var, havde han altså et ønske om at fortælle om at blive voksen.
»De gysere, hvor man begynder at se syner og spøgelser, har jeg det svært med«, forklarer Bornedal.
»Der skal være en grundfortælling, som kan noget andet, end at der kommer et monster ind ad døren. Grundfortællingen i ’Nattevagten’ handler om at blive voksen. Den handler om to unge mænd, som ikke kan indse alvoren i tilværelsen, og som har et spil kørende, hvor de udfordrer hinanden. Og udfordrer Djævelen selv. Og så viser Den Onde sig pludselig, og giver dem virkelig en lektion i både Livet og Døden. Derfor bliver de voksne. Som Jens siger til sidst, da de står i kirken: ’Vi ligner fuldstændig vores forældre …«
På det tidspunkt havde Ole Bornedal allerede gjort sig bemærket som en ung mand med kontante meninger og en stor trang til at sparke til den danske forsigtighed og provinsialisme.
Han havde vundet priser for sine radiomontager hos Danmarks Radio og instrueret et par tv-film, deriblandt en gyser med den typiske Bornedal-titel, ’Masturbator’. Også hos den nytænkende teatertrup Dr. Dante havde han forsøgt at vælte konventionerne med stykket ’Den dag lykken …’, om den kriminelle aktionsgruppe, Blekingegade-banden.
Men hans plan havde hele tiden været at lave film.
»Jeg mødte datidens store danske filmproducent, Per Holst. Han syntes, jeg var et talent, men skældte mig ud og kaldte mig ’ekstremt doven’. Han sagde: ’Det er typisk Ole Bornedal. Han kan snakke i timevis, men han laver jo ikke noget’. Det var virkelig provokerende på en rigtig god måde«.
»Så tænkte jeg: ’Nå, nu må jeg hellere skrive det der manuskript.’ Det viste sig at være meget svært at få igennem. Den første producent opgav jeg. Den anden producent opgav jeg. Filminstituttet ville absolut ikke have det. Jeg har stadig to tætskrevne sider fra filmkonsulenten, der forklarer hvorfor det er umuligt at lave en gyserfilm på dansk. Og hvorfor det i øvrigt ikke har nogen gang på jorden at lave den slags historier. Det var en meget lang teoretisk smøre. Men så endte manuskriptet hos den her meget fremadstormende iltre, jyske, hurtige og vimsende producent Michael Obel«.
»Jeg havde været ansat ti år i Nordisk Film, da jeg begyndte som selvstændig producent«, forklarer Michael Obel.
»Og så skrev jeg rundt til nogle instruktører og fortalte, at jeg havde tænkt mig at etablere mit eget selskab. En af dem, der vendte tilbage, var Ole. Han havde det her filmmanuskript, han havde skrevet, Nattevagten. Jeg blev ringet op af alle mulige velmenende mennesker, der var bekymrede for min fremtid, hvis jeg skulle finde på at producere den film. Den var for langt ude. Nekrofilien, sproget, genren – det hele var galt. Det var alt fra administrerende direktør i Nordisk Film Erik Balling til min egen far, der også var ekspert inden for film og biografdrift. De advarede mig alle sammen«.
Men Michael Obel insisterede.
»’Nattevagten’ talte til min maveregion. Den film ville jeg elske at gå i biografen og se. Og så byggede jeg alle mulige foranstaltninger op omkring den for at sikre, at det ikke blev en fiasko. Som de første i Danmark lavede vi en publikumstest. Vi arbejdede med en slutning, hvor Ulf Pilgaards seriemorder vågnede op igen efter at være blevet skudt. Det var lidt overdrevet, mente en del af publikum. Men generelt var folk sindssygt positive«.
Ole Bornedal havde ikke været forbi Den Danske Filmskole, sådan som næsten alle andre danske filmfolk, men havde valgt sin egen hjemmestrikkede vej via Danmarks Radio. Det var også en væsentlig del af ’Nattevagten’s udtryk. Det var, som om nogen kom drønende fra et hidtil ukendt hjørne af Danmark og satte en helt ny dagsorden.
»Jeg var selvfølgelig nervøs for, hvordan det skulle gå, for det var et kvantespring fra det, vi havde set tidligere«, indrømmer Michael Obel.
»Derfor måtte jeg sige til Ole: ’Hvis vi skal gøre det her, er vi nødt til at sikre, at der kommer mennesker i biografen.’ Det var også Oles ambition«.
»På et tidspunkt ville han gøre mig tryg ved at vise, at han godt vidste, hvordan man laver film, som mange vil se’.«
»Og så viste han mig en gyser, han havde lavet for DR, ’Masturbator’, med Niels Anders Thorn i en solohistorie om en mand, der onanerer i, tror jeg, 45 minutter. Og der sad jeg og ville egentlig gerne holde den positive stemning, mens jeg tænkte: ’Wauv! hvis det er der, vi ender, kommer der nok ikke mange i biografen.’ Det var spændende og godt forløst, men det havde ikke bred appel. Oprindeligt havde historien en nedadgående kurve. Fantasierne tog over, og nattevagten blev mere og mere indadvendt. Det blev en isolerende deroute, og jeg arbejdede på, at vi også skulle have en opadgående kurve, som gav håb«.
Jeg ved godt, at jeg er blondine, men …
Valget af skuespillere varslede også et brud med konventioner og vanetænkning i dansk film. For Sofie Gråbøl, der spillede Martins kæreste, skete der åbenlyst en forandring i de år.
Året før ’Nattevagten’ havde hun spillet med i Søren Faulis tv-film ’De skrigende halse’, der ironisk nok var en parodi på netop dødsdriften i det sortklædte postpunkmiljø, som Ole Bornedal, Michael Obel og Søren Ulrik Thomsen havde dyrket. Med sin grovkornede og punkede humor lignede den afgjort ikke noget, dansk film havde set før. Og så kom ’Nattevagten’.
»Jeg husker ’Nattevagten’ som det første tegn på, at nogen forsøgte at vælte de der Berlinmure, der var dengang«, fastslår Sofie Gråbøl.
»Jeg oplevede en opdeling af genrer, en skelnen mellem teater- og filmskuespiller og en meget stor afstand mellem de forskellige faggrupper. I 1980’erne vidste instruktørerne ikke, hvad skuespillere lavede, altså hvordan vi kom frem til en stemning. Jeg oplevede et utal af gange, at instruktørerne forsøgte at gøre mig rigtigt bange, når jeg skulle spille bange. Man forstod heller ikke, hvordan manuskripter var konstrueret. Det var ofte noget, en instruktør sad og skrev ud fra noget, vedkommende selv havde oplevet. Derfor var det mærkeligt uangribeligt«.
Sofie Gråbøl benyttede selv den nye åbenhed til at diskutere en scene i ’Nattevagten’. Nu om dage bliver der justeret på kønsbalancen mange steder i filmverdenen, men den slags var tæt på at være avantgarde i begyndelsen af 1990’erne.
»Vi havde en kæmpe diskussion om klimakset i filmen, hvor seriemorderen har bundet Nikolaj Coster-Waldau og mig fast til et obduktionsbord med strips og gaffa. Der stod i manuskriptet, at det var Martin, der skulle vikle sig fri. Jeg kan huske, at jeg sagde til Ole: ’Helt ærligt, Ole, jeg ved godt, at jeg er blondine, men behøver jeg at ligge der uden at gøre noget?’ Det var for plat. Og det endte med, at jeg fik lov til at kæmpe mig ned og trykke på en alarm«.
’Nattevagten’ introducerede i det hele taget en del af den nye generation af skuespillere, der har præget dansk film lige siden. Ud over Sofie Gråbøl var Lotte Andersen med som Jens’ pæne kæreste og Ulrich Thomsen dukkede op i sin første, ganske lille filmrolle som en af to rockere ved en bar:
»Alle snakkede om Ulrich som et helt særligt talent, så han fik rollen«, forklarer Ole Bornedal.
»Og Chris, der stod ved siden af ham, var rigtig HA’er. Altså, rigtig HA’er. En farlig en af slagsen. Og jeg kan huske, at da vi castede Ulrich og Chris sammen, bad jeg Ulrich om at provokere Chris ad helvede til. Og jeg tror faktisk, Ulrich stod og proppede ting, blandt andet pommes fritter, op i næsen på Chris, der var lige ved at smadre ham. Det var meget tæt på. De var et godt hold, de to«.
Han var skideirriterende. Perfekt
Til rollen som den grænseoverskridende Jens plukkede Bornedal stjernen hos Dr. Dante, Kim Bodnia.
»Til en fest mødte jeg et virkelig provokerende røvhul, der hed Kim Bodnia. Ham ville jeg gerne se som den her provokerende anarkist i filmen. Og så kom han ind til prøve og var sindssygt irriterende. Han gad ikke snakke med mig eller svare på spørgsmålene. Og han virkede halvfuld. Pludselig gik det op for mig, at han var i karakteren. Han var Jens og han var skideirriterende. Perfekt. Det var helt oplagt, at Kim skulle spille Jens«.
Hovedrollen som den kommende jurist, Martin, der skulle bringes på randen af opløsning om natten på Retsmedicinsk Institut, skulle naturligvis være en anden type.
»Jeg havde set en midtvejsfilm fra teaterskolen, hvor Nikolaj Coster-Waldau havde en virkelig interessant diktion. Replikkerne fløj ud af munden på ham. Han tænkte ikke så meget. Han kunne det der med at reagere spontant på replikker og på det, der skete omkring ham«.
Som modspil til repræsentanterne for en ny generation af skuespillere valgte Ole Bornedal revyskuespilleren Ulf Pilgaard til rollen som kriminalkommissær og seriemorder. Det var ikke et valg, der faldt i alles smag. Eller logik. Men »Ole var stålsat«, husker Michael Obel.
»Jeg kendte Ulf fra noget satire, jeg havde lavet til DR«, forklarer Bornedal.
»Jeg syntes, det var oplagt at bruge Ulf. Han var og er en fremragende skuespiller. Og det der med en stor og lang mand med nogle meget lange fingre, det er lidt uhyggeligt, synes jeg«.
Fotograf på filmen blev Dan Laustsen, der i dag er et internationalt velrenommeret navn, især takket være filmene ’The Shape of Water’ og ’Nightmare Alley’:
»Den måde, Ole fortæller historier på, matchede enormt godt med mit visuelle udtryk«, fastslår Dan Laustsen.
»Kameraet skal bruges til at fortælle, ikke registrere, en historie. Kameraet var meget subjektivt, det blev brugt til at beskrive de enkelte figurers oplevelse. Det var ikke noget, man før havde set i Danmark«.
Folk begyndte jo pludselig at vælte ind
465.529 danskere købte billet til ’Nattevagten’. Det var helt uhørt for en gyserfilm.
»Folk begyndte jo pludselig at vælte ind. Det var helt uventet«, mindes Ole Bornedal.
Adskillige danske filmfolk nævner ’Nattevagten’ som filmen, der varslede forår i dansk film. Skuespiller Jesper Asholt taler muligvis på en hel generation af danske biografgængeres vegne, når han siger:
»’Nattevagten’ ramte et eller andet i mig. Jeg tænkte: ’Fuck, det her er faktisk en rigtig, rigtig fed film!’ Jeg kan huske, at jeg gik med min daværende kæreste og var helt euforisk over, hvor anderledes den var«.
Anders Thomas Jensen, der siden fik stor succes om instruktør med blandt andet ’Blinkende lygter’ og ’Retfærdighedens ryttere’, havde samme oplevelse:
’Jeg var i byen med nogle venner fra universitetet. På et tidspunkt var der nogen, der sagde, at den der ’Nattevagten’ faktisk var helt okay. Og vi var sådan: ’Årh, hold op!’ Og der var én, der sagde: ’De taler slet ikke underligt, og der er et plot og sådan noget.’ Det troede vi ikke på. Og så gik vi ind og så den og tænkte: ’Hold da op! En dansk film, hvor man ikke følte, at man havde mistet sine penge ved at gå i biografen!’ Det er lidt hårdt sagt, men sådan var det. Den skød noget i gang«.
Ole Bornedal insisterer på at underspille sin debutfilms betydning. Formentlig fordi det er irriterende hele tiden at se sin første film blive hevet frem som en milepæl, når nu man senere har lavet film som ’Vikaren’ (2007), ’Så længe jeg lever’ (2018) og ’Skyggen i mit øje’ (2021).
»Jeg synes jo, jeg har lavet film, der er væsentligt bedre end ’Nattevagten’. Jeg synes, den fungerer på alle niveauer, men jeg tilskriver den ikke nogen betydning, ikke andet end at mange kolleger kommer hen og fortæller mig, at den fik dem til at begynde at lave film«.
Ole Bornedal blev i øvrigt ikke færdig med sin historie om Søren Ulrik Thomsen og deres dødsdrift i det københavnske natteliv. Her kommer slutningen:
»Jeg så ikke Søren Ulrik i mange, mange, mange år, men så var jeg til bryllup i Hornbæk, og der så jeg pludselig en mand sidde uden for kirken efter vielsen. Sådan en lille, lidt buttet mand i brune garbardinebukser, lidt for store brune garbardinebukser. Og nogle sunde, fodformede Kalsø-sko. Og en tweedjakke, sådan en jakke, man køber i Kirkens Korshær for en 50’er. Altså fint nok, nydeligt, men lidt outdated, ikke«.
»Så sagde jeg: ’Det er sgudda Søren Ulrik!’ og gik hen til ham, og før jeg overhovedet fik sagt noget til ham, kiggede han op og sagde: ’Hej Ole! Ja, nu ligner jeg en kørelærer’. Det var det, vi blev. Vi blev kørelærere alle sammen. I garbardinebukser. Det handler ’Nattevagten’ om i sin undertekst. At gå fra selvmorderisk kamikazepilot til at blive kørelærer.’
’Miraklet 1996-2006: Ti år der forandrede dansk film’ af Per Juul Carlsen kan købes i boghandlerne nu.
’Nattevagten – dæmoner går i arv’ får biografpremiere 14. december.