INSIDER. »Jeg har aldrig været et talent eller upcoming. Jeg tror, jeg startede for tidligt«.
Sådan siger Andreas Jessen om sin egen position i film- og tv-branchen, hvor han lagde ud med en lille barnerolle helt tilbage i ’Rejseholdet’.
Om han så har været et talent eller ej, synes den 34-årige skuespiller de seneste år for alvor at have etableret sig som seriøs og alsidig skuespiller. Her er Andreas Jessen lykkedes med at bryde ud af de vante, relativt ensidede pretty boy-karakterer, som dominerede i starten af karrieren, og indtage roller med lidt mere kant.
Dette gennembrud blev skudt i gang i 2020 med en hovedrolle i Milad Avaz’ mørke TV 2-krimiserie ’Alfa’, hvor Andreas Jessen desuden for første gang (når man ikke medtæller teater) spillede over for sin storebror, Sebastian Jessen. Nu gentager brødrene succesen i biograffilmen ’Bedre tider’, som igen er skrevet og instrueret af Milad Avaz og produceret af hans storebror Misam Avaz.
Det nye komediedrama handler om tre voksne brødre (spillet af Jessen-brødrene og Ari Alexander) og deres far (Lars Brygmann), som går sammen om at bage verdens største træstamme, så de kan samle nok penge sammen til at redde farens gældsramte bagerforretning.
Det på overfladen fjollede plot rummer også alvorsfuldt drama, for hver især slås mændene med en stor sorg efter morens død, som flere år efter stadig lammer familien.
I anledning af premieren på ’Bedre tider’ mødtes vi med Andreas Jessen til vores interviewkoncept Insider, hvor en aktuel kunstner tager os med bag kulisserne og indvier os i nogle af de rutiner, udfordringer og sandheder, som man ellers kun kender til, hvis man selv bevæger sig i branchen.
Fire mænd, der …
Hvilken detalje er du gladest for ved ’Bedre tider’, som ingen almindelige mennesker vil lægge mærke til?
»Milad, som har skrevet og instrueret filmen, kender min bror og mig privat, så han har skrevet manuskriptet efter nogle af de dynamikker, han har spottet hos os. Relationen i filmen, hvor min brors karakter er meget storebror, og min karakter er meget lillebror, har vi også haft i en mindre grad. Sebastian og Andreas for 10 år siden mindede måske mere om Karl og Lukas, end vi gør i dag. Nu er vi begge to blevet voksne«.
»Det har været virkelig sjovt at læne os ind i den type diskussioner, vi kan have. Der er for eksempel en scene, hvor vi snakker i lang tid om, hvem der kan løbe 100 meter hurtigst, og hvor langt der egentlig er ned til gymnastikhallen fra vores forældres hus«.
»Der er også et mere seriøst skænderi mod slutningen, hvor vi begge kunne mærke vores tætte relation i det. Der er ikke så langt hen til at mærke de virkelige følelser, for vi har selv mistet en forælder, ligesom drengene i filmen har. Alle arbejder med sorg på hver deres måde, og hvis man ikke får snakket om det, der egentlig er det vigtige, får man nogle gange kommunikeret sine frustrationer ud på en dårlig måde. Det har min bror og jeg også oplevet«.
Hvad var den sværeste nød at knække på ’Bedre tider’?
»I virkeligheden har vi fire store karakterer, som alle har en historie, der skal fortælles. Så udfordringen har ligget i, hvordan vi får fortalt deres separate historier, så vi forstår dem som mennesker, og også har tid til at se dem sammen. Havde man haft otte afsnit af en tv-serie, havde den øvelse været nemmere«.
»Men jeg synes egentlig, at Milad har løst det rigtigt godt. Han har taget det helt rigtige valg ved at lade Ari spille hovedrollen i filmen. Der er helt klart én historie, som skal fylde mere, så vi føler os trygge i, at vi har en hovedkarakter og nogle store bikarakterer rundt om ham«.
Hvilken konkret feedback påvirkede mest arbejdet med ’Bedre tider’ i tilblivelsesprocessen?
»Vi mødtes på en skriveweekend i et sommerhus – mig, min bror, Ari, Milad og Misam. Her læste vi manuskriptet til ’Bedre tider’ og sparrede med hinanden. Milad ville høre vores tanker, og så skrev han videre ud fra det«.
»Jeg kan huske, at jeg fik sagt: ’Den handler jo bare om fire mænd, der fumler rundt i livet og skal prøve at finde hinanden’. For mig var det vigtigt at skære det ind til benet, og jeg kunne jeg også mærke på Milad, at han genkendte det rigtig meget. Der er også kommet en replik med i filmen, hvor Ari siger: ’Vi er bare fire mænd der … ja, vi er bare fire mænd’. Jeg bilder mig selv ind, at den replik har noget at gøre med min og Milads snak«.
En rørende præstation
Hvad gør du for at komme i ’zonen’ på optagelser?
»Jeg har ikke et ritual. Jeg har tidligere i min karriere eksperimenteret lidt med at høre musik, men det fungerede ikke for mig. Nu prøver jeg bare at fokusere på, hvad min karakter skal igennem, og hvad den naturlige følelse af det er. Jeg er ret hurtig til at gå ind i min egen verden. Jeg kan sidde i en togkupé og læse replikker, og lige pludselig opdager jeg, at jeg rent faktisk siger det højt. Måske sidder der én lige over for mig og kigger på mig sådan: ’Hvad er det, du laver?’. Der må helt klart også være nogle på set, som nogle gange har tænkt: ’Okay, der stoppede den samtale så lige pludselig’«.
Hvilken fysisk genstand er den vigtigste for, at du kan gøre dit arbejde godt?
»Det må være mit kostume, for det er med til at skabe min karakter. På ’Bedre tider’ var jeg også lidt med til at skaffe kostume til Lukas-karakteren, fordi vi arbejdede med lavt budget. Meget af det tøj jeg har på, er tøj, som jeg egentlig også selv ville gå i. ’Den type kan jeg sagtens se mig selv i’, sagde jeg til Milad. ’Og jeg tænker, vi kan slippe for at bruge fem procent af budgettet på at finde mit kostume’«.
»Min telefon er også et godt redskab, for der har jeg tit alle mine replikker liggende. Jeg prøver ellers også altid at få printet replikkerne, for jeg kan bedst lide at have dem fysisk. Men jeg er ham, der altid mister sit manuskript, og altid må spørge produktionen: ’Er der dukket noget op?’«.
Hvilket talent taler man om i branchen lige nu?
»Min bror og jeg har lige været værter på Aarhus Series, hvor Selma Sol í Dali Pape, der spiller Esben Smeds datter i ’Agent’, vandt talentprisen. Hun var så skøn i ’Agent’, især når man tænker på hendes meget unge alder. Det var en virkelig rørende præstation. Jeg har selv en søn på ni år, og jeg er også delefar. Jeg arbejder freelance og er nogle gange væk i lidt længere perioder. På den måde var der også noget, der ramte mig i relationen mellem de to. Og det synes jeg bare, hun gjorde vildt overbevisende«.
Hvilken irriterende tendens inden for dit felt taler du mest med dine kolleger om for tiden?
»Det må helt klart være, at der bliver produceret mindre, end vi har været vant til. Vi kommer fra en rigtigt vild tid, hvor der var vildt meget arbejde, så det er den altoverskyggende snak for tiden. Først kom corona, og så kom forhandlingerne mellem Creative Danmark og Producentforeningen, som satte flere produktioner på pause«.
»Jeg har selv bare gået og hygget mig med at gøre noget helt andet i en periode. Jeg har forputtet mig oppe i mit sommerhus og lagt tag på det. Det gav mig faktisk et frirum. På den måde føler jeg ikke, at jeg har mærket det helt lige så meget, for jeg har virkelig haft noget at tage mig til ved siden af«.
Arrogance eller ej
Hvem er det største geni i din branche, som få mennesker udenfor kender?
»For mig personligt er det supervigtigt, at der bliver skrevet nogle gode manuskripter. Så der er en masse manuskriptforfattere derude, der ikke er så offentligt kendte, som vi skal være glade for at have«.
»Nu har jeg selvfølgelig lyst til at nævne Milad, fordi han har givet mig nogle fede roller. Og jeg synes virkelig, han er begavet. Han er lidt et wonder kid – meget produktiv og enormt intelligent. Han har hjerte og vision, men han har også en meget logisk måde at tænke på.
Manden er jo uddannet fra CBS og skulle egentlig bare være super business. Da hans bror Mehdi havde et manuskript til ’Mens vi lever’, som ikke sad lige i skabet endnu, tog Milad til L.A. og skrev det færdigt for ham på tre uger. Det manuskript tog røven på rigtigt mange mennesker«.
Hvad er den mest udbredte fordom om din branche, som du møder?
»Det er, at man som skuespiller skulle være arrogant. Det sker heldigvis ikke så tit, at folk kommer hen til én og siger: ’Jeg tror, du er arrogant’. Men jeg kan møde folk, jeg ikke kender, og have en god snak med dem, og så kan de nogle gange sige: ’Ej, hvor er det fedt, at vi bare kan sidde og snakke sådan her’. Og jeg siger: ’Hvorfor skulle vi ikke kunne det?’«.
»Der er sikkert også folk, som er arrogante. Og det skal jeg ikke blande mig i. Men det er bare ikke alle, der er det. Arrogance kan også godt blive tillagt folk, som er offentlige ansigter, fordi de bare ikke lige er der i situationen«.
Hvornår har anmelderne misforstået din intention med dit værk?
»Jeg oplevede det på ’Mercur’-serien, kan jeg huske. Jeg læste en anmeldelse, hvor vedkommende skrev virkelig negativt om min præstation. Min egen branche nominerede efterfølgende både serien og mig personligt til en Robert for bedste mandlige hovedrolle for samme rolle. Det gjorde mig virkelig stolt, og dér må jeg ærligt sige, at jeg fokuserede lidt mere på, hvad min egen branche havde at sige, end den pågældende anmelder«.
»Skuespil er meget personligt og nøgent, og her følte jeg mig misforstået, og det er selvfølgelig aldrig særlig rart, når man har gjort sig umage. Jeg måtte naturligvis acceptere, at det var anmelderens professionelle vurdering, og heldigvis lå den meget langt væk fra mine kollegers. Skuespil er subjektivt, og man må også bare leve med, at man ikke kan ramme alle lige rent hver gang i sit arbejde«.
Ud af kassen
Hvornår har du virkelig følt dig forstået af en anmelder eller af publikum?
»Det føler jeg heldigvis oftere, at jeg har. Jeg fik rigtigt meget god respons for ’Alfa’ og gør det stadig, selvom det er ved at være tre år siden, den kørte på tv. Det er stadig det, som flest mennesker stopper mig på gaden for at snakke om«.
»Jeg føler mig enormt set med den karakter, fordi jeg fik lov at arbejde med noget nyt. Indtil da havde jeg mest spillet førsteelsker eller ’charmerende ung mand’, og det var fedt for mig at træde ind i et andet univers. Jeg vil gerne vise den alsidighed, jeg selv mener, jeg har som spiller. Som skuespiller kan man derfor godt frygte, at man ryger i en kasse. Pludselig er man groet så meget ind i den kasse, at man ikke får lov at prøve nogen af de andre kasser. Og det var det, Milad gav mig lov til her«.
Hvad er det bedste ved dit job?
»Det er dejligt at få lov til at sætte mig ind i et andet menneskes psyke og prøve at leve som et andet menneske. Jeg minder nogle gange mig selv om, at mit arbejde i bund og grund er en leg, og at det er et kæmpe privilegie, hvis man er legesyg«.
Hvad er det værste ved dit job?
»Det værste er nok usikkerheden, men det er på godt og ondt. Usikkerheden er jo en del af variationen i arbejdet, så det et vilkår, man bliver nødt til at være i – medmindre man er et sted, hvor telefonen ringer hver dag, og man skal sige nej, fordi man ikke har tid. Dér er jeg ikke«.
»Jeg har været heldigvis ikke følt mig tvunget til at lave noget, jeg ikke havde lyst til. Men der ligger da selvfølgelig en usikkerhed, også på den længere bane. Vil det blive ved med at være sådan her? Også om 10 år? Når man har fast ejendom, et barn at tage sig af og en bil at betale. Man skal være rimelig god til at sige ’det skal nok gå’«.
»Jeg har lige haft to år i streg, hvor der det første halvår ikke så ud til at være særlig god økonomi. Og begge gange blev det hele reddet fuldstændig på målstregen i de sidste tre-fire måneder af året. Så hvis der til foråret er helt stille igen, må jeg bare have tiltro til, at arbejdet kommer til efteråret«.
Hvad er dit vigtigste venskab i branchen?
»Nu er der nogle, der bliver sure. Men jeg vil faktisk nævne min bror, for han er også min ven. Han er ikke den ven, jeg ringer oftest til og losser oftest ud på. Men han er den ven, jeg ved, har min ryg i allersidste ende, og det er enormt dejligt. Jeg har andre rigtig, rigtig tætte venner, som jeg kunne sige det samme om, men der er et eller andet ved det her broderbånd«.
’Bedre tider’ kan ses i biograferne fra 21. december.