KOMMENTAR: Når man søger på ordene »vigtig film« i den danske filmkritik, dukker der talrige eksempler op.
’Queen & Slim’ er »den vigtigste film lige nu”« ’She Said’ er »måske årets vigtigste film«, og ’All the Beauty and the Bloodshed’ er »årets vigtigste film. Basta«.
Filmene er tilsyneladende interessante, fordi de er vigtige. Men det står ikke altid klart, hvorfor de er vigtige.
Logikken er tilsyneladende, at filmens vigtighed er uafhængig af oplevelsens styrke. Som når en anmelder i Berlingske skriver, at filmen ’Lad elven leve’ – om en rigtig konflikt i 70’erne mellem samiske aktivister og den norske stat – er »klog og vigtig, men virker lidt som lektier«.
Eller når en anmelder i Jyllands-Posten skriver, at ’Krudttønden’ – om terrorangrebet i København i 2015 – »kun står som en delvist vellykket, men ikke mindre vigtig film«.
Begge film får tre ud af seks stjerner. Men ’Lad elven leve’ er vigtig, fordi den viser »i hvor høj grad nordmænd har været nogle skiderikker overfor samer«. Og ’Krudttønden’ er vigtig, fordi den giver os »en mulighed for at forholde os til tragedien på ny«.
Vigtigt er ikke så vigtigt
Også når vigtige film bliver anmeldt positivt, hedder det sig eksempelvis, at ’Ustyrlig’ – om kvindehjemmet på Sprogø – ifølge en anmelder i Jyllands-Posten er »lige så fantastisk som vigtig«, og at ’Loving’ – om en sort kvinde og en hvid mands ægteskab i 50’ernes USA – ifølge en anmelder i Information er »en vigtig film […] og det er en god film«.
At en film ikke bliver vigtig, fordi den er god eller fantastisk, forklares mere direkte i Soundvenues 4-stjernede anmeldelse af ’The Report’: »Om man synes, den er noget så banalt som ’god’ eller ’dårlig’, er egentlig ikke lige så vigtigt, som at man forstår det budskab, den prøver at sende«.
Men en film bliver ikke vigtig af blot at pege på noget vigtigt. Vi bliver nødt til at forvente mere af filmkunsten, end at den bare skal omhandle problematikker, vi bør interessere os for uden for den. Tværtimod skal film blive ved med at udforske – og eksperimentere med – deres egen form for at brænde igennem og engagere os følelsesmæssigt.
Film, der når bredt ud med et nyt blik på en problematik, som påvirker samtalen, kan selvfølgelig godt blive vigtige. Men film kaldes ofte vigtige, før de overhovedet har haft mulighed for at sætte et præg på en debat. Og selv hvis de lykkes med det, så bør det ikke være en films eneste gyldige vigtighedskriterie. Hvis det var det, ville film som ’Blade Runner’ og ’Chihiro og heksene’, der har gjort et stærkt indtryk på mig og mange andre, ikke kunne kaldes vigtige.
Dovenskab
Der ligger også en dovenskab i ikke at argumentere for, hvorfor det lige præcis er nogle emner, der er vigtige at pege på, fremfor andre. Det hviler på en antagelse af, at vi alle mener det samme og har de samme værdier. Og det bidrager til, at vi ukritisk støtter op om en overfladisk idé om, hvad der er vigtigt i verden.
Det er at tale ned til en film ikke at anerkende dens egen vigtighed eller mangel på samme. Og det er en måde at undgå at forholde sig til, hvad filmen gør gennem sine billeder, gennem sin lyd, gennem sine tematikker og symboler. Og hvorfor det resonerer eller ej.
Spørgsmålet bliver nærmere, om filmen kan bruges i en anden sammenhæng end det, den er i sig selv. Men det er netop de film, der primært er noget i sig selv, som giver os de stærkeste oplevelser. Det burde filmkritikken anerkende og hylde.
Som forfatter Susan Sontag skrev i sit essay ’Against Interpretation’:
»Kritikkens funktion burde være at vise, hvordan det er, hvad det er, tilmed at det er, hvad det er, frem for at vise hvad det betyder«.