EN CHANCE TIL. Edgar Wrights ’Scott Pilgrim vs the World’ fra 2010 er noget helt særligt.
Var der nogen tvivl om dens kultstatus før, blev det naglet fast med syvtommersøm, da samtlige skuespillere fra filmen vendte tilbage til den animerede Netflix-serieopdatering, som for nylig landede til universel applaus.
Mary Elizabeth Winstead spiller den coolere end cool Ramona Flowers, hvis gunst mandebarnet Scott Pilgrim – spillet til akavet perfektion af Michael Cera – håber at vinde ved at banke alle hendes syv onde ekser.
De er blandt andet gestaltet med hipsterparat swagger og røvhulsenergi af Chris Evans og Jason Schwartzman som den store onde pladeselskabsejer Gideon Graves.
Bare Captain America himself og en Coppola, fnyser du måske? Så smag på det her knockout af en cast-liste: Brie Larson, Aubrey Plaza, Anna Kendrick, Kieran Culkin, Alison Pill og Brandon Routh leverer alle varen 110 procent.
Så hvordan i hulen-helvede endte ’Scott Pilgrim vs the World’ – en adaptation af et elsket tegneserieforlæg, med et så fænomenalt cast og under instruktion af en af tidens mest hypede instruktører – med at skrabe mindre end 50 millioner dollars sammen?
Omtrent det samme beløb, som filmen havde kostet at producere, vel at mærke.
Som med ’The Big Lebowski’ og ’Josie and the Pussycats’ er det fristende at komme med den ligetil konklusion, at nogle film bare er dømt til at blive kult. Deres citerbare onelinere, memeværdige scenarier og ikoniske karakterer lyser slet og ret for skarpt i øjeblikket til, at det brede publikum kan sætte pris på dem.
Med den forklaring virker også som et cop out. ’Scott Pilgrim…’ er måske den mest 2010-film, der eksisterer, så lad os tage den igen: Hvorfor var der ikke kilometerlange køer uden for biografer verden over, da den udkom?
2010 i en nøddeskal
Som en splejset teenager af 00’erne ramte ’Scott Pilgrim…’ mig også ved gensynet lige i hjertekulen fra første minut.
De bløde harpetoner fra ’The Legend of Zelda’ introducerer Scotts dårlige MySpace garagerockband Sex Bob-Omb, hvis medlemmer plinger poetisk ingenting på en bas og spiller GBA-spillet ’The Minish Cap’ på en Nintendo DS Lite.
Deres Battle of the Bands-musiknumre, komponeret af Beck, er alle amatøragtige ørehængere med titler som ’Garbage Truck’ og hooks som ’You know you wanna ride on my garbage truck – truck – truck – truck’, mens sadboi-konkurrenten Crash and the Boys leder an med ’I’m So Sad, So Very, Very Sad’ og ’We Hate You, Please Die’.
Det er en perfekt indkapsling af en tidslomme, hvor sellouts, yuppier og veganere var den største trussel mod verdensordenen.
Et sidste hurra for 90’ernes performative slacker-æra, før den endelig blev taget om bag skuret og nakkeskudt af de sociale mediers indtog.
Perfekt komisk timing
Hvem bedre til at instruere en sådan film end den ultimative drengerøvs-gen X’er Edgar Wright?
Briten, der var kommet fem minutter senere ind ad svingdøren end Danny Boyle og Guy Ritchie, men med en langt kyndigere genrehånd end begge, vandt indpas gennem de to fænomenale spoof-film ’Shaun of the Dead’ og ’Hot Fuzz’.
Det er film, som især er kendetegnet ved deres utrolige visuelle snarrådighed.
Gennem kløgtig montageklipning skaber Wright og klipper Chris Dickens en hidtil uset dynamisk billedkomposition, hvor der konstant skabes tempo igennem handling – hvad end der skal suites up til en stor kampscene eller besvares en telefonen.
De knivskarpe manuskripter byder konstant på nøje timede set-ups og pay-offs. Fra statister i baggrunden af ’Shaun of the Dead’, der vender tilbage som zombier, eller små talefraser i den lille soveby i ’Hot Fuzz’, der kommer igen på afgørende tidspunkter.
Det giver de to film en perfekt komisk timing, som da den dorske Shaun tænder for en pubs sikringer, og han pludselig opdager den horde af zombier, som står lige uden for døren.
Wright behøves således ikke klippe en hæl for at tilpasse sin idiosynkratiske stil til Brian Lee O’Malleys nøje framede tegneserieæstetik fra originalværket.
Samtidig formår instruktøren, der ellers ikke før havde arbejdet med CGI-produktioner, at integrere de opfindsomme dueller mellem Scott og eks’erne i filmens fantasifulde univers med computereffekter, som ser tilpas fake ud til at sælge illusionen, uden at de distraherer.
Ceras adorkability
Edgar Wright er dog også mere end en godtepose af fiffige visuelle ideer.
Som en britisk Godard, vokset op med pints og b-film snarere end rødvin og noir, kan hans første par film siges at være en lad-ificering af den amerikanske blockbuster.
Wright castede de to normaltudseende arbejderklassemænd Simon Pegg og Nick Frost i hovedrollerne til sine film og lod deres karakterer gå igennem midtvejskriser i henholdsvis en zombieapokalypse og et ’Kriminalkommissær Barnaby’-inspireret mordkomplot.
Michael Ceras drengede udseende og akavede dialoglæsning er i ’Scott Pilgrim’ instruktørens perfekte canadiske modstykke.
Efter ungdomskomedierne ’Superbad’ og ’Juno’ gik deres sejrsgang i 2007 og gjorde Cera til allemandseje, brugte han sin nyvundne popularitet til at cementere sin status som Hollywoods mest aparte leading man med filmene ’Youth in Revolt’, ’Crystal Fairy and the Cactus’ og altså ’Scott Pilgrim vs. The World’.
Selvom han har alle sine særprægede Cera-ismer og karaktertics fra tidligere film i behold – hans bedårende lille ’erhm’ er på overarbejde her – er Scott Pilgrim milevidt fra de godhjertede straight men Paulie Bleeker og Evan.
Scott er nemlig lidt af et røvhul.
Der er den åbenlyse karakterbrist, at han dater en 17-årig, og at samtlige kvinder i hans liv enten blot tolererer hans hvalpede tilstedeværelse eller direkte hader ham. Han begynder at date Ramona uden at slå op med teenagekæresten Knives (Ellen Wong) og lever generelt en parasitisk tilværelse på sine venner og familiers bekostning.
Ikke engang under sine dueller fremstår han som en stoisk vinder. De fleste af kampene slipper han fra med skindet i behold med feje kneb, som da han pirrer Chris Evans’ filmstjerne-actionhunk til at »do a thingy on that rail« og tage skateboardet ned ad 200 trappetrin.
Den seje nørd
Alt det karakterarbejde stammer naturligvis fra originalværket. Alligevel føles det modigt, at Edgar Wright holder sig så tro mod sin middelmådigt ubehagelige hovedperson.
Især i en tid, hvor det bestemt ikke var in at være antinørd.
2010 var en tid, hvor nørden som arketype fik sin hævn over et samfund, der havde nedgjort dem siden skolegårdens frikvarter.
Det var et kulturlandskab, hvor det selvgjorte (?) geni (!?) Elon Musk egenhændigt (!?!) opfandt den elektriske bil. Hvor geek’sne i Silicon Valley disruptede suit’sne på Wall Street. Og hvor Hollywoods største stjerne var Iron Man.
Mange film red denne bølge til succes.
I 2007 instruerede Zack Snyder sin egen minutiøse filmatisering af Alan Moores legendariske anti-superhelteforlag ’Watchmen’, som tjente næsten 200 millioner dollars på verdensplan. I filmen er superheltene og selvtægtudøverne Komikeren, Rorschach, Nightowl og Doktor Manhattan portrætteret som gudeagtige skikkelser i skarp modsætning til Moores originalværk, som sardonisk latterliggjorte og pillede dem ned fra piedestalen.
Og samme år som ’Scott Pilgrim vs the World’ åbnede til halvtomme biografsale, gik ’Kick-Ass’ sin sejrsgang. En film, som fejrer sin selvtægtudøver som en traditionel helteskikkelse, der i løbet af filmen går fra socialt udskud til mandemand.
Meget vand er løbet under broen siden da, og i retrospekt virker ’Scott Pilgrim vs the World’ langt mere tidslig. Den holder et spejl op for nørderne i stedet for at fejre dem komplet ukritisk.
Jeg tvivler i al fald på, at vi kommer til at se en stortanlagt animeversion af ’Kick-Ass’.
’Scott Pilgrim vs the World’ kan ses på SkyShowtime og Blockbuster.