’Expats’: Nicole Kidman er den største tidsrøver i instruktørtalents overlæssede serie
Den asiatisk-amerikanske instruktør Lulu Wang debuterede imponerende i 2019 med det anmelderroste komediedrama ‘The Farewell’.
Det var en poetisk skildring af en kinesisk-amerikansk familie, der af hensyn til deres terminalt kræftsyge bedstemor samles i hendes hjemby Changchun for at afholde et forhastet bryllup som et hemmeligt sidste farvel til den syge matriark. Her demonstrerede Wang en mesterlig evne til at artikulere de iboende komplekse følelser, der ligger i at være født ind i to kulturer som kinesisk-amerikaner.
Nu tager instruktøren skridtet videre i en mørkere og mere eftertænksom retning med serien ’Expats’, der er en filmatisering af romanen ‘The Expatriates’ af Janice Y.K. Lee.
Serien følger hovedpersonerne Mercy (Ji-young Yoo), Margaret (Nicole Kidman) og Hilary (Sarayu Blue), tre eksilamerikanere i Hong Kong, hvis liv bliver sammenført af en tragedie, der afsporer retningen i deres liv.
I centrum for tragedien står den unge koreansk-amerikanske Mercy. I et forsøg på at løsrive sig fra forliste familieforhold flygter hun til Hong Kong, hvor hendes rige veninde Philenas (Lesley Chiang) slæber rundt på hende som et omvandrende velgørenhedsprojekt i den ultrarige multinationale overklasse i byen.
Hun kæmper håbløst bravt for at assimilere sig ind i det fine selskab, hvor hun går så langt som at springe over bord på dækket til en yacht-fest. Et ekstremt pauseklovnsnummer, der øjeblikkeligt fanger selskabets flygtige opmærksomhed, men lige så hurtigt mister hun den igen.
Dog vækker ydmygelsen lidt sympati hos rigmandskonen Magaret, der forbarmer sig over hende og tilbyder sin hjælp. Et skæbnesvangert møde, der bliver startskuddet til en kaskade af kriser, der vender livet på hovedet for Mercy, Margaret, deres familie og venner.
‘Expats’ har nogle af de samme kvaliteter som ‘The Farewell’, hvor Wangs egen livserfaring inspirerer til en intim og autentisk skildring. Som når Mercy for første gang møder Charly (Bonde Sham), og de taler sammen i toget på vej hjem fra et cafébesøg:
Charly: »I Saw you at Mido, the place around the corner«.
Mercy: »You saw me? I didn’t think anyone did …«
Charly: »Why? Do you think you’re invisible?«
Mercy: »Kinda«.
Charly: »I prefer flying«.
Mercy: »What?«
Charly: »Flying is better than invisibility, the best of all the superpowers«.
Mercy: »I just want to be rich«.
Charly: »Being rich is not a superpower«.
Mercy: »Tell that to all the poor people«.
Der er en ubesværet umiddelbarhed i deres udveksling, der samtidig rummer tyngden af den emotionelle bagage, Mercy slæber rundt på. Et perfekt artikuleret øjeblik, der desværre er for få af. I stedet for at holde fast i det unikke perspektiv hopper historien rundt i et virvar af ikke nær så potente delhistorier.
Den største kedsommelige tidsrøver er Nicole Kidman i rollen som Margaret. Kidmans tilstedeværelse er trækplasteret, der skal sikre publikum til nichefortællingen, men det er en bjørnetjeneste, for hendes bagkatalog distraherer, og man føler, man har set hendes præstation før. Serien ville være bedre tjent med et mere ubeskrevet blad, der ikke i lige så høj grad er synonym med at spille en arketypisk rig hvid kone med et turbulent følelsesliv, som Kidman har spillet eminent i alt fra ‘Big Little Lies’ til ‘Eyes Wide Shut’.
Til gengæld brillerer den mindre kendte Ruby Ruiz i rollen som den filippinske au pair, Essie. Der er en genistreg i, hvordan en klassekritik af den hvide feminismes afgrænsede sympati snedigt bliver indført som en trojansk hest gennem de filippinske kvinder.
Hun må leve med sit afsavn til sin familie, imens hun forvalter en utaknemlig blækspruttefunktion som husholderske, papforælder og pseudopsykolog for arbejdsgiveren. Et rørende seværdigt højdepunkt i serien.
Modsat mange film og serier i øjeblikket fortæller ’Expats’ dig ikke, hvad du skal føle. Man svæver ind og ud af hovedpersonernes liv i seriens sælsomme linse og skal selv finde hoved og hale mellem en familietragedie, en politisk ungdomsrevolution og den helt særlige sociale og økonomiske kapital, som eliten bevæger sig gennem verden med.
Det er en stor mundfuld, og hvert emne kunne nemt have udfyldt sin egen serie. Man er på mentalt overarbejde for at forbinde historiens mange grene, og det lykkedes desværre aldrig rigtigt for mig.
Kort sagt:
På overfladen ligner Lulu Wangs serie med Nicole Kidman en spændende sammensmeltning af antikapitalisme, intersektionel feminisme og de fem stadier af sorg. Men mundfulden bliver for stor – og guldet aldrig forløst.