’Håndtering af udøde’: Sadcore zombiefilm med Norges største stjerner kryber effektivt ind under huden
Døden kommer til os alle. Det er en naturlig konsekvens af livet, som ikke desto mindre kan være nærmest ubærlig, når dens klamme, kolde hænder først kommer krybende fra gravens gabende mørke.
I den norske debutinstruktør Thea Hvistendahls sadcore zombiefilm ’Håndtering af udøde’ hviler denne dødssorg sig som en blybold på de tre hovedpersoners brystkasse.
En ældre kvinde begraver sin nyligt døde kone. Standupkomikeren David (Anders Danielsen Lie) mister sin kæreste i en bilulykke og efterlades med deres fælles barn samt hendes tvære teenagedatter.
Og Anna (Renate Reinsve) lever sit liv i overdøvende stilhed, mens hun ignorerer faren, der vedholdende bringer hendes døde søn på banen. Da hun bruger husholdningsfilmen fra de kantinemader, hun smører på sit natarbejde, til at spærre luftvejene, ænser hun det knap nok, da faren redder hende på køkkengulvet.
Et så mut sorgdrama burde ikke have plads til noget så fundamentalt fjoget som de levende døde.
Men forfatter John Ajvide Lindqvist, som har skrevet forlægget bag Hvistendahls film, er efterhånden ekspert i at behandle filmverdenens klassiske monstre som abstrakte analogier for menneskets mørke. Det har han trods alt tidligere gjort i bøgerne bag Tomas Alfredsons ’Lad den rette komme ind’ og Ali Abbasis ’Grænse’.
I ’Håndtering af udøde’ vækker et ukendt signal de nyligt afdøde til live. Zombierne opsøger dog ikke deres gamle liv og efterladte for at spise ferske hjerner. I stedet hænger de blot i krogene som et dårligt minde.
De sørgelige skabninger har mere tilfælles med det tragiske spøgelse end den glubske zombie, og dog giver deres fysiske tilstedeværelse en ny dimension til en klassisk sorgmetafor i gyserregi.
For hvad stiller man op med de rådne efterladenskaber af sin elskede, der dødsens stille betragter én med glasagtige øjne? Udlever man alt det, man ikke nåede med det menneske, som for evigt er tabt? Accepterer man dem på ny, eller afviser man dem som en ulv i fåreklæder?
De spørgsmål konfronteres Joachim Triers hofskuespillere Reinsve og Danielsen Lie med som verdens sørgeligste mennesker. Danielsen Lie er god som få til at spille manden, der ikke har andet tilbage end illusionen af kontrol, alt imens Reinsve nærmest er uigenkendelig som en kvinde komplet udsultet for livsglæde.
Hvistendahl lader karakterdramaet udspille sig i et melassetungt tempo, der tillader sorgens bedøvende efterspil at sætte sig i kroppen som en altødelæggende knude.
Oslos forstadsområder fremstilles på afstand af kameraet med en objektiv linse, der køligt observerer de tre tragedier. Det stilistiske valg fremhæver de små detaljer som en zombie, der fælder en tåre i afmagt over genkendelsen af en gammel sang og dans.
Forventer man at se Norges fineste skuespillerensemble svinge med køler og macheter i blodig zombiekamp, vil man forlade biografmørket skuffet. Men Hvistendahl er samtidig ikke bange for at omfavne genrens mere traditionelle elementer.
Filmens zombie-makeup er fænomenalt ækel, og om end de afrevne lemmer udebliver, smyger den kølige nihilisme og uhygge sig effektivt ind under huden.
Det er således i sig selv skræmmende, at der ikke er nogen stor katarsis ved at kunne gense dem, vi mistede på vejen. Men på sin egen stille facon kan ’Håndtering af udøde’ måske hjælpe andre med at håndtere smerten over det tomrum, de døde efterlader.
Det er alligevel stort.
Kort sagt:
Du bliver skuffet, hvis du forventer at se verdens værste menneske myrde de levende døde i Thea Hvistendahls debutfilm. Til gengæld bliver man rørt og måske en smule klogere på livets uundgåelige udløbsdato.