ANBEFALING. En ung pige findes myrdet. Den aldrende politiefterforsker tager sagen på sig som den sidste før pensionen. Det kommer til at martre ham.
Jo tak, den krimisang har vi nok hørt en gang eller 500 før.
Alligevel er det faktisk en forfriskende oplevelse at (gen)se Sean Penns ’The Pledge’ med Jack Nicholson. Krimithrilleren fra 2001 er for nylig kommet på Netflix i Danmark, hvor den har fundet fodfæste og arbejdet sig helt ind på top 10’en over de mest sete film på tjenesten lige nu (i skrivende stund er den nummer 8).
Filmen er fra dengang, Sean Penn var en ægte lovende instruktør mere end en politisk guerilla-dokumentarist i audiens hos skånselsløse narkobaroner og ukrainske præsidenter eller manden bag en af de dårligste film på Cannes-festivalen nogensinde.
’Into the Wild’ er nok den af hans film, som fleste vil kende i dag, men ’The Pledge’ med den danske dobbeltkonfektsundertitel ’Løftet’ – Penns anden film som instruktør, 10 år efter debuten ’The Indian Runner’ – fortjener også et liv her over to årtier senere.
Den i dag pensionerede skuespillegende Jack Nicholson har en af sine tre bedste roller i karrierens sidste del på denne side af årtusindskiftet (de andre to er ’About Schmidt’ og ’The Departed’, for the record) i rollen som Reno-betjenten Jerry Black.
Jerry takker af efter et livs tro tjeneste i politiet, men klokken seks timer i otium – ja, faktisk under hans surprise-farvelfest – indløber meldingen, at en ung pige er fundet myrdet i sneen.
Han tager med ud på drabsscenen for at give sit besyv med, og i de lokale betjentes afmagt ender han med at overlevere beskeden til pigens knuste forældre. Over for den tryglende efterladte mor afgiver han titlens højhellige løfte: Han vil finde gerningsmanden, koste hvad det vil.
Befriende traumefri
Problemet er bare, at en mistænkt hurtigt melder sig. En mentalt forstyrret indfødt amerikaner. Som tilsyneladende tilstår. Jerrys unge kollegaer, med Aaron Eckhart i spidsen, køber forklaringen og lukker sagen.
Men Jerry lader flyet mod sin velfortjente pensionsfisketur afgå med et tomt sæde og begynder i stedet at efterforske sagen på egen hånd. Som jeg sagde: Så langt, så velkendt. I hvert fald i dag, hvor nordic noir-bølgen har skamredet troperne om slidte efterforskere, bestialske kvindedrab, seriemordere, mærkelige småbyer og iskolde landskaber til, ja, døde.
Men ’The Pledge’ er alligevel et sjældent nervepirrende slowburn, der holder publikum i et jerngreb fra start til slut.
Filmen er baseret på en historie af den schweiziske forfatter Friedrich Dürrenmatts ‘The Plege: Requiem for the Detective Novel’ fra 1958, der som undertitlen antyder netop var et opgør med den klassiske detektivfortælling og bidrog med et mere realistisk og nådesløst blik. Dürrenmatts krimier inspirerede de nordiske forfattere, der lagde grunden for nordic noir på skærmen i 00’erne.
I dag er filmen særligt interessant at se, fordi den var forud for sin tid (første scenes flashforward bliver eksempelvis skambrugt i dag), men især fordi den viser en anden vej for de nordic noir-serier og -film, som i dag føles som slidte skabeloner.
Først og fremmest er Jack Nicholsons Jerry befriende traumefri. Næsten alle krimier handler i dag om traumer, der kommer for dagens lys og bearbejdes. Og i dag vil jeg vædde min gamle manuskriptbog på, at man ville tvinge en tydelig baghistorie ned over hans figur tidligt i fortællingen.
Men meget langt hen ad vejen er Jerry bare en vellidt, pensioneret politimand uden nærmere defineret personlighed. Hans psykiske problemer ligger ikke (direkte) i fortiden – de opstår snarere undervejs, som sagen skrider frem. Og sjovt nok gør det ham mere kompleks. For når han køber en gammel tankstation og knytter et forhold til en enlig mor og dennes datter, ligger spørgsmålet hele tiden på lur: Er det en frisk start for Jerry? Eller en mere eller mindre bevidst måde at trække morderen til sig? Er hans følelse af pligt og hans stædige etik en sund fortabt dyd eller snarere en egoistisk besættelse?
Vi lærer Jerry at kende, som hans handlinger i filmen skrider frem, ikke gennem bagkloge tilbagevisninger mod fortiden. Det efterlader dejligt meget til fantastisn, og så det fører frem mod filmens klimaks, der dermed ikke bare forløser filmens spænding, men også den psykologi, der kommer snigende ind på én frem for at blive trukket ned over hovedet på os.
Til slut slår et slående portræt af en mand, der altid sætter arbejdet over alt andet – af en særlig maskulinitet, for hvem beskyttertrang kommer med en bagside, og hvor det at forbinde sig til andre mennesker altid har et underliggende motiv.
Jack Nicholson er perfekt afmålt sympatisk i rollen til, at portrættet gnaver sig ind i hjernebakken også længe efter, man har set filmen. Netop fordi det ikke er så færdigt og skåret ud i pap, som det ofte er i tidens krimier.
I familie med ’Prisoners’ og ’Mystic River’
’The Pledge’ er bestemt på visse området blevet indhentet af tiden. Stilistisk er den indimellem flagrende, og i dag havde man nok ikke castet den dengang 35-årige Robin Wright (på det tidspunkt instruktørens hustru med efternavnet Penn) som fortabt alenemor/bartender over for 64-årige Nicholson. Eller Benicio Del Toro som udviklingshæmmet indianer for den sags skyld.
Til gengæld overgår filmen mængden af nutidige gennemsnitskrimier ved at fokusere meget mere på opklaringen og karaktererne end på morderen og ved at insistere på, at tålmodig historiefortælling ikke står i kontrast til spændingsopbygning.
Med sin historie, der udspiller sig over flere år, er der en skæbnebestemthed over ’The Pledge’, der får materialet til at emme af myte og overlagt flirt med arketyper, hvilket de gentagne referencer til H.C. Andersen forstærker.
’The Pledge’ er måske mest af alt i familie med andre slowburns som Clint Eastwoods ’Mystic River’, Denis Villeneuves ’Prisoners’, Ang Lees ’The Ice Storm’, Atom Egoyans ’The Sweet Hereafter’ og Coen-brødrenes ’No Country for Old Men’.
En slags film, der desværre har trange kår i dag, fordi de har svært ved at fange an i biograferne og ofte udvandes til banale cliffhangers og red herrings i streamingtjenesternes kløer.
Selvom ’The Pledge’ virker velkendt, føles den derfor også forfriskende her den anden side af nordic noir-besættelsen. Tak til Netflix for at trække den ud af glemslens tåger.
’The Pledge’ kan ses på Netflix.