’Vores fars sol’: Filmsøskende har lavet en dybt sårbar dokumentar om at miste deres far
CPH:DOX. »Tror du bare, det er helt sort?«, spørger Rosalinde Mynster i begyndelsen af ’Vores fars sol’.
Den nye dokumentarfilm, instrueret af søskendeduoen Rosalinde Mynster og Jasper Spanning, handler nemlig om døden. Og om livet før døden. Og livet efter.
Deres far Søren Spanning fik i 2014 en blodprop, som efterlod ham i en helt anden fysisk tilstand. Pludselig var den ellers altid spændstige og energiske skuespiller lænket til en kørestol, lam i den ene side af kroppen og med ansigtet fastlåst i én grimasse.
’Vores fars sol’ foregår i årene fra blodproppen og frem til Søren Spannings død i 2020. De voksne børn følger hinanden og deres mor, skuespiller Karen-Lise Mynster – og så selvfølgelig faren. Filmen fortsætter også i en rum tid efter Sørens død, mens Rosalinde og Jasper forsøger at finde sig til rette i sorgen.
Det er netop de største spørgsmål i ’Vores fars sol’: Hvad er sorgen for en størrelse – og hvordan skal man håndtere den?
Søskendeduoen supplerer hinanden godt med hver deres fagområde inden for filmkunsten. Filmfotograf Jasper Spanning, som vandt både en Bodil og en Robert for sit arbejde på ’Dronningen’, fortæller mest med billeder. Og skuespiller Rosalinde Mynster, der debuterede i 2022 som forfatter med den ligeledes sorgbearbejdende bog ’Min fars stemme’, fortæller meget passende med ord.
Sammen har de skabt en slags filmisk kollage af en række forskellige stilarter. På billedsiden skifter Jasper Spanning mellem håndholdte optagelser, gamle hjemmevideoklip og statiske, opstillede portrætter på analoge filmruller.
Undervejs optræder Rosalinde Mynster både som Sørens omsorgsfulde og interesserede samtalepartner og som reflekterende voiceover-fortæller, der læser sine nedskrevne tanker op. Vi hører desuden bror og søsters telefonsamtaler, når de i perioder befinder sig langt fra hinanden.
Resultatet er både en selvterapeutisk dagbog og et performativt kunstværk – både meget personligt og meget vedkommende.
Søren Spanning er en evigt fascinerende hovedperson. Godt nok er ansigtet udtryksløst og stemmen snøvlet efter blodproppen, men hans udtalelser er både vittige, ærlige, livlige og indsigtsfulde. Der er rigtig mange citatværdige guldkorn.
Det ene øjeblik er han rebelsk som en teenager. »Jeg kan ikke lade være – jeg er en linseluder!«, siger han monotont, da Jasper beder ham om ikke at kigge ind i kameraet.
Det andet er han eftertænksom. »Jeg gjorde jer alle så forskrækkede. Det kan jeg godt skamme mig over«, siger han eksempelvis til Rosalinde, der beroligende svarer: »Det var ikke din skyld, Søren«.
Sørens proces i sin sidste del af livet er både skræmmende og rørende. Det gør indtryk at mærke hans bitterhed og afmagt. Og det giver fornyet livslyst at se ham lægge bitterheden fra sig og være taknemmelig for de stunder, han trods alt stadig kan have med sin familie. Om stunderne så byder på en skuespillerfaglig diskussion om vigtigheden af at fortælle ’politiske’ historier eller på en tragikomisk mislykket jagt efter en ristet pølse ved Frederiksberg Runddel.
Som voksne i 30’erne er Rosalinde Mynster og Jasper Spanning et helt andet sted i livet end deres far. Et sted, hvor man stiller mange spørgsmål og giver få svar. Det mærker man i deres følsomme flagrende og sårbare film, som de selv indrømmer, de har svært ved at få afsluttet.
De må erkende, at sorgen på sin vis er konstant. Når kameraet slukkes, bliver sorgen stadig hængende. Men ligesom ’Vores fars sol’ skifter den også hele tiden form.
Kort sagt:
Skuespiller/forfatter Rosalinde Mynster og filmfotograf Jasper Spanning siger farvel til deres afdøde far Søren Spanning i den rørende, personlige og sårbare dokumentarfilm ’Vores fars sol’.