’Farvel forever’: DR’s søde efterskoleserie prikker hul på teenagetidens tabuer
»Who’s here for the chaos?« spørger eleverne på Glamsbjerg Efterskole hinanden. Meget efterskole-agtigt virker det til at være en form for motto, der er opstået mellem dem, og som rimelig præcist rammer, hvad man som efterskoleelev lever i.
’Farvel forever’ handler om efterskoleårets kaos – både det, der opstår, når så mange cirka 16-årige er samlet ét sted, og det, der er inde i ens hoved på det tidspunkt i livet. Seriens otte afsnit foregår lige midt i den måske mest intense tid, nemlig den sidste uge med galla og store tudedag. Men det er også tiden, hvor man ser tilbage på det kaotiske år, der er gået.
Kamilla og Malte er kærester, men op til gallaens lancier-dans skændes de. I tilbageblik ser vi, hvordan Kamilla har følt, at Malte tog afstand, mens han selv går rundt og føler sig forkert og usikker. Malte og William er en del af en drengegruppe, som har rangeret nogle af efterskolens piger på en ku’ godt-liste, som selvfølgelig ender med at blive delt med alle. Anna, Williams kæreste, og Malou bliver såret over deres placeringer, men af vidt forskellige grunde.
En anden i vennegruppen får delt et nøgenbillede, én er ulykkeligt forelsket, og én føler sig usikker over sin bh-størrelse.
Det hele er filtret ind i hinanden og bobler skiftevis op til overfladen i flashbacks, mens skolen fejrer den sidste aften, og et ur tikker ned til, at det hele er slut.
’Farvel forever’ beskrives som en hybrid fiktionsserie, hvor historierne tager afsæt i virkelige oplevelser, og hvor de unge skuespillere i bedste Jonas Risvig-stil har tilpasset dialogen til deres egen måde at tale på.
Seriens skaber Andrias Høgenni stod også bare den enormt fine P3-serie ’Ingen vej tilbage’ om psykisk sygdom og uventet kærlighed, og ’Farvel forever’ fortsætter i samme spor af alvor og følsomhed. Efterskoleelevernes oplevelser har på hver deres måde noget at gøre med at føle sig forkert eller utilpas i sin krop. Et emne som (af gode grunde) er overalt for tiden, men Høgenni er god til ikke at forsøge at løse problemet. Det er godt at sige højt, hvad du føler og at lukke dine venner og kæreste ind, men det er også okay, at det stadig er svært.
Det bedste eksempel er måske Malte, som føler sig for tyk og samtidig skammer sig over den følelse. Han forsøger at pakke det væk, både i bogstavelig og overført betydning, være sej og hård og gemme sig, når det bliver svært. I løbet af afsnittene finder han ud af, at det ikke nytter noget at holde hemmeligheder for dem, der prøver at hjælpe ham. Men det betyder ikke, at han får det bedre fra den ene dag til den anden.
At det har været et fantastisk år og det bedste år i éns liv er et andet motto, man som efterskoleelev siger igen og igen – også når man ikke mener det. Når hovedpersonerne i ’Farvel forever’ kalder året på Glamsbjerg Efterskole for fantastisk, er det en smule svært at tro på med de oplevelser, de har haft, og den generelt ret mutte stemning.
Serien kunne have bidraget stærkere til at slå hul på idéen om, at efterskole skal være the time of your life, som dette år åbenlyst ikke har været for nogen af hovedpersonerne, hvis bare én af dem havde sagt det højt.
Hvad angår aftabuisering og følsomme skildringer af teenagetidens problemer er der dog stadig meget at komme efter i ’Farvel forever’.
Kort sagt:
’Farvel forever’ er en sød efterskoleserie om et år, der først og fremmest er kaotisk.