KOMMENTAR. Der er ingen grund til at pakke det ind:
Ulaa Salims imødesete science fiction-film, ‘For evigt’, er floppet.
Kun 3.000 mennesker har indløst billet siden premieren 18. april, og filmen med Simon Sears og Oh Land i hovedrollerne er stort set taget af plakaten allerede, så tallet vokser sig næppe meget større.
Det er kun 1.000 billetter mere end Joey Moes nobudget-film ’Ripple’, der er en forlænget filmskoleafgangsfilm og lavet uden om det etablerede system – og hele 4.000 billetter færre end den billige ungdomsgyser ’Paranoia’, der ellers langt fra fik samme store udrulning.
’For evigt’ har kostet betragtelige 22 millioner kroner, hvoraf 11 millioner kroner er kommet i støtte fra Det Danske Filminstitut. Og filmens producer Daniel Mühlendorph Jensen erkender da også over for Kulturmonitor, at biografsalget »har ramt ved siden af«.
»Vi har forsøgt at lave en film med science fiction-elementer på dansk. Og vi har så kunnet se nu, at det har det danske biografpublikum bare ikke kvitteret for«, siger han.
Faldt mellem sprækkerne
Personligt er jeg ikke overrasket over, at ’For evigt’ er faldet tungt til jorden. Filmen blander science fiction og eksistentielt kærlighedsdrama med historien om ungdomskæresterne Elias og Anita, der slår op, men genforenes som voksne, hvor Elias er kaptajn på en mission for at lukke en faretruende sprække i jorden, og Anita er spirende sanger med mand og barn.
Sprækken åbner for alternative virkeligheder, men det filosofisk sci-fi-plot og what if-romancen falder mellem to, well, sprækker, og ingen af delene overbeviser for alvor.
Jeg ville egentlig gerne lægge skylden på publikum, der igen svigter, når dansk film endelig giver sig i kast med usædvanlige genrer, og der er ingen tvivl om, at ’For evigt’s kommercielle skuffelse lægger nye skræmmende spor for andre med drømme om at sprøjte nyt genremateriale ind i dansk films hovedpulsåre af naturalisme, historiske film og krimier.
Men jeg synes helt ærligt heller ikke, ’For evigt’ lykkes med at engagere sit publikum. Og selvom enkelte anmeldere lod sig overbevise, fik filmen generelt en ublid medfart blandt kritikerne, mens billetsalget indikerer, at publikum ikke er gået ud af biografen med den store lyst til at anbefale filmen videre.
Ingen regler
Producer Daniel Mühlendorph Jensen bemærker i Kulturmonitor, at ’For evigt’ kan indfri andre succeskriterier end det danske billetsalg, heriblandt at være udtaget til festivalerne i Rotterdam og Göteborg og solgt til en række markeder rundt omkring i verden.
Det skal man bestemt heller ikke forklejne. Jeg har svært ved at forestille mig, at ’For evigt’ kommer til at gå i nul, men filmøkonomien er en kompleks størrelse, der ikke altid kan reduceres til hjemligt billetsalg, og filmen har således allerede på forhånd en aftale med en VoD-tjeneste. Den kan nå at indhente noget at det forsømte i andre lande og på andre platforme.
Det ændrer dog ikke på, at ’For evigt’ vil gå over i annalerne som et fejlskud. Hvilket jeg ikke skriver for at gnide salt i såret, snarere tværtimod.
Jeg skriver det for at følge op med en uforbeholden støtte til instruktøren bag.
Ulaa Salim er nemlig en af lovlig få instruktører herhjemme, der tør tænke virkelig stort. Hans første film, ’Danmarks sønner’ fra 2019, havde måske debutantens uslebne præg, men ambitionen var markant større, end hvad vi normalt ser blandt danske debutfilm. Filmen tog udgangspunkt i et terrorangreb i København og behandlede efterveerne i form af radikalisering på begge sider. Stort anlagt, modigt og potent.
At følge den jomfrurejse op med en science fiction-film, der smager af alt fra ’Interstellar’ til klimakrise, er usædvanligt. Og knaldhamrende fedt. I udgangspunktet. Man skal lede længe efter den slags armbevægelser, og Ulaa Salim virkede helt indforstået med risikoen, da han talte ved et arrangement på Filmskolen i februar.
»Det må briste eller bære«, sagde han. »Nogle ville ikke være med på projektet af frygt for at blive til grin«, fortalte han også, men holdt fast i sit eget mantra: »Der er ingen regler. Alt er tilladt«.
Husk på Bier og Scherfig
Til Kulturmonitor understreger producer Mühlendorph i samme tråd, at »den slags chancer skal tages, hvis vi skal blive ved med at skubbe til filmmediet og tage det nye steder hen«.
Det må man bakke ham op i, og konkret implicerer det, at vi er nødt til at give flere chancer til visionære instruktører, der som Ulaa Salim tør tænke i nye baner og ikke er bange for at fejle.
Jantelovsfristelsen til at lægge instruktøren lidt på is efter ’For evigt’ – eller presse ham til at lave flere ’indvandrerhistorier’ – kan være stor. Og det har været en udbredt sandhed i dansk film de seneste årtier, at mens det er svært at få lov at debutere, er det rigtigt svært at få lov at lave sin anden film, hvis den første ikke bliver en succes.
Ulaa Salim skal nu kæmpe for at lave sin tredje film. Han er godt hjulpet på vej af, at han selv er medejer af produktionsselskabet Hyæne Film sammen med Daniel Mühlendorph og derfor er tættere på finansieringen og økonomien, end instruktører normalt er. Det er godt set.
Men hans kommende film vil også være afhængig af støtte fra Det Danske Filminstitut og andre puljer og kilder, og her er det afgørende at minde om, at rigtigt mange store instruktører startede i det små.
I dag vil mange måske være af den opfattelse, at ’Den eneste ene’ var Susanne Biers debut. Det var hendes tredje film. Eller at Lone Scherfig debuterede med ’Italiensk for begyndere’. Det var også hendes tredje spillefilm. Foruden to timelange tv-film.
For slet ikke at tale om store udenlandske filmskabere. Da James Cameron debuterede med ’Piranha II: The Spawning’, var der næppe mange, der spåede, at han ville komme til at lave nogle af historiens mest succesfulde film. Yorgos Lanthimos instruerede to film i Grækenland, som du formentlig ikke har hørt om, før han slog bredt igennem med ‘Dogtooth’.
Denis Villeneuve lavede tre film i Canada, som du med sikkerhed aldrig har set, før han blev Oscar-nomineret for ’Nawals hemmelighed’.
Vinterberg-modellen
Jeg siger ikke, at der nødvendigvis venter Ulaa Salim en karriere i samme internationale superliga. Jeg siger bare, at det er få instruktører, der debuterer med et fuldendt formsprog. Det er en kæmpe opgave at instruere en spillefilm, og en million ting kan gå galt undervejs. Mange instruktører bliver bedre med årene, indtil kurven knækker den anden vej, når de er gamle og (selv)tilfredse.
Den mulighed for at høste erfaring håber jeg, Ulaa Salim vil få. Jeg tror, det vil klæde ham, hvis han fastholder de massive ambitioner og skruer en tand ned for højtideligheden.
Det gjorde indtryk på mig, da Thomas Vinterberg i et interview fortalte, hvordan han altid arrangerede en visning af et tidligt klip af sine film, inklusive ’Druk’, for gode kolleger, der gennemheglede hans værk uden omsvøb, så han blev tvunget til at tænke over værket på ny, men også til at stå fast på det, han virkelig troede på. Selvom Vinterberg på overfladen virker spækket med selvtillid og tro på sit eget mesterskab, får han ubønhørligt kritiske øjne på sine film i processen. Den model kunne Ulaa Salim måske have glæde af?
Ellers skal jeg ikke foregive at være den rigtige til at give ham gode råd. Jeg kan bare konstatere, at der er både vidtløftige tanker, dristighed og visuel panache nok i hans første to uslebne film til, at de peger lovende steder hen.
Det håber jeg, at andre også tror på, så vi ikke spilder endnu et stortalent på gulvet.
’For evigt’ kan – lidt endnu – ses i enkelte biografer rundt om i landet.