REPORTAGE. Dansk film befinder sig i en krisetid.
Økonomien er af flere årsager umanerligt presset og villigheden til at tage chancer tilsvarende lille som en direkte følge af de manglende penge.
2023 og starten på 2024 er faretruende beviser på problemerne. 2023 var kvalitetsmæssigt et år med rigtigt mange gode danske film, men få helt fantastiske, og det første halvår af 2024 tegner til at blive mere eller mindre skrækkeligt i antallet af solgte billetter, blandt andet takket være uhørt få danske premierefilm i det hele taget.
Så hvordan tegner vi stregerne for dansk film, så fremtiden bliver lys? Hvordan bliver dansk film ved med at udvikle sig, ikke mindst kunstnerisk?
Det var omdrejningspunktet for et heldagsmøde på Den Danske Filmskole arrangeret af filmskolen og Danske Filminstruktører. Her forsøgte garvede kræfter som Lone Scherfig og Peter Aalbæk Jensen, nyere instruktørtalenter som Isabella Eklöf og Ulaa Salim og udefrakommende kapaciteter som den tidligere topchef for Amazons filmproduktion Ted Hope og kulturminister Jakob Engel-Schmidt at tænke nyt og stort i dansk films tjeneste.
Man kan lidt spydigt spørge, hvor mange revolutioner og nye bølger der mon gennem historien er startet med et brancheseminar på en statslig institution.
Og det var da også karakteristisk for dagens samtaler, at det reelt nybrydende måske bedre finder sin form og sit udtryk i de lukkede fora, hvor de reelt skal omsættes til konkrete værker.
Men i løbet af dagen kom der da tanker på bordet, som tåler en bredere udbredelse. Dem har vi samlet her.
1. Små penge, store temaer
Den internationalt velrenommerede instruktør bag film som ’ Italiensk for begyndere’ og ’An Education’, Lone Scherfig, har i årevis udviklet på tanken om, at selvom budgetterne er små, skal temaerne være store, fortalte hun.
Man skal turde træde ind i de helt store arenaer, selvom pengene er begrænsede. De små budgetter giver nemlig også større frihed, men skal det lykkes, kræver det – pointerede hun – et endnu stærkere instruktørgreb, end vi måske ofte ser herhjemme i dag: instruktører, som har et visuelt sprog og et kunstnerisk mod.
Det kræver en bedre samtale om det konceptuelle, end man har i dansk film, hvor fokus som regel hovedsageligt er på dramaturgien.
2. YouTube er mere inspirerende end film
Fortællingen om onde streamingtjenester og algoritmer var et gennemgående tema ved mødet på filmskolen, så det kom som et friskt pust, da instruktør Søren Peter Langkjær Bojsen hyldede den æstetik og inspiration, man kan finde på YouTube. Langkjær Bojsen debuterede sidste år med det forfriskende møde mellem sci-fi og ungt slackerportræt i ’Det store glitch/Paradisets børn’, og også fra scenen beviste han evnen til at tænke nye veje.
»YouTube er mere interessant lige nu end filmene«, fastslog han og kom både ind på måden, Youtubere møder publikum, og de producerer deres videoer på. Instruktøren fortalte om situationer, hvor ældre instruktører kiggede på ham, som var han åndssvag, når han fortalte om sin fascination af æstetikken på YouTube.
»Filmbranchen er ret dårlig til at se ud over egen næsetip«, konstaterede han og pegede også på Patreon som et inspirerende sted at kigge hen, når man taler om at møde publikum på en ny måde.
3. Sæt et korstog i gang!
Den tidligere Zentropa-skaber Peter Aalbæk Jensen stod ikke overraskende for dagens mest radikale (og underholdende) forslag. Blandt andet at produktionsselskaberne bare skulle lave 20 film om året – for »ingen kan lave 20 flops«. Noget må blive en succes!
Dét forslag blev senere skudt ned af mere virkelighedsnære producenter, men et andet provokerende udsagn kunne mange filmskabere i den nye generation godt tage til sig.
Aalbæk fortalte, at ingen interesserede sig for filmene i sig selv, dengang han og Lars von Trier startede op i Filmbyen i 90’erne, men at pressen lystigt mødte op, da det rygtedes, at de ude i Avedøre Stationsby gik rundt i bar røv og teede sig, som de ville.
Netop de bare numser er tiden måske ikke lige til, men villigheden til at sætte sig selv i klaskehøjde, til at tænke i uhøjtidelige, opsigtsvækkende og underholdende metoder uden om filmene, ser vi for lidt af i dansk film i dag.
»Det er jo bare markedsføring. Pak filmene ind i gøgl og pis«, sagde Aalbæk med vanlig sans for det bombastiske. »Sæt et korstog i gang!«.
4. Ofre publikum for sandfærdighed
Isabella Eklöf slog igennem med debutfilmen ’Holiday’, som vandt både Bodil- og Robert-priser og gjorde uudsletteligt indtryk med særligt én meget lang voldtægtsscene.
Nu har den danskuddannede svenske instruktør filmatiseret Kim Leines ’Kalak’, og i åbningsscenen ser vi en ung mand, der får et blowjob af sin incestuøse far i en dybt ubehagelig scene.
Og denne scene koster dyrt, fortalte Eklöf fra scenen. »Det gør, at vi i nogle lande ikke kan sælge filmen. Så det koster noget af publikum. Men nøglen er at være sandfærdig«, udtalte hun kompromisløst og fortalte, at hun med åbningsscenen gerne ville afspejle den dobbelthed og skam, der ligger i mange ofre for incest.
5. Kulturministeren frække sammenligning
Moderaternes Jakob Engel-Schmidt har formået det, som ingen kulturminister har formået i årtier: Han er mod alle odds blevet populær i filmbranchen.
Det skyldes først og fremmest, at han har fundet en ekstra pose penge til dansk film de kommende år (filmbranchens hjerter kan sagtens købes!), men også lidt mere overraskende, at han med sin CBS/handelsagtige tilgang til hvervet generelt har vist en handlekraft, som har overskygget de mere umiddelbart kulturglade kulturministres flotte, men tomme skåltaler.
Som nu her på Filmskolen, hvor Engel-Schmidt fortalte, hvordan han prøver at tale det negligerede kulturområde op i Finansministeriet og regeringen ved eksempelvis at påpege, at det kan sammenlignes med landbruget.
I begge hverv er der cirka 170.000, der producerer, og fem millioner, der nyder godt af det. Så hvorfor taler vi ikke lige så meget om støtte til kulturen som til landbruget?
Well put!
6. Ingen regler, alt er tilladt
»Risikovillighed« var det helt store buzzword på Filmskolen – i en grad, at det blev så flyvsk, at det risikerede at miste sin betydning.
Men én, der bar risikovilligheden på sine skuldre, var instruktør Ulaa Salim, der efter den lovende debut ’Danmarks sønner’ er på vej med noget så usædvanligt på dansk grund som en science fiction-romance, ’For evigt’, der er spækket med stort anlagte tanker og billeder inklusive rejser til jordens indre.
Fortællingen kom egentlig ud af en meget personlig oplevelse af at være blevet far og skilt fra barnets mor, som voksede sig til noget meget større, og Salim slog et slag for at, at hans tilgang var, at »det må briste eller bære«.
»Nogle ville ikke være med på projektet af frygt for at blive til grin«, fortalte han, men holdt fast i sit eget mantra, når han laver film: »Der er ingen regler. Alt er tilladt.«.
7. Filmkunsten skal IKKE afspejle tiden
Filmanmelder Per Juul Carlsen påpegede på scenen, at tiden er fuld af store temaer, som filmene kan gå i clinch med, en pointe, jeg også selv har turneret med i en årrække.
Men den idé gik producer Jacob Jarek – der blandt andet har stået bag ’Underverden 1 og 2’ og ’Holy Spider’ – kontra på.
»Kunst er større end en dagsorden. Den er som religion – noget, der transcenderer tid og sted«, sagde han og mente, at filmene på ingen måde skal være forpligtet på social ansvarlighed.
»Film skal ikke repræsentere omverdenen. Den kan godt være politisk, men den skal også være større end det«.
Man kan da også spørge, om der er et publikum til film, der handler om alt det, vi hele tiden taler om, når vi ikke er i biografen – mistrivsel, krig, klima. Og i hvert fald har Jarek en pointe i, at filmproduktion tager så lang tid – ofte tre-fire år fra idé til færdig film – at man hurtigt kommer til at se træg og gammel ud, hvis man reagerer meget direkte på aktuelle problemstillinger.
8. Tro på din vision
Som ung uafhængig producer i New York i 80’erne og 90’erne var Ted Hope med til at bringe instruktører som Ang Lee, Todd Haynes og Coen-brødrene frem i verden. Siden har han prøvet det meste – senest at være topchef hos Amazon for at føre deres film mod priser, festivaler og anerkendelse. Det lykkedes i nogen grad, men til sidst måtte han bukke under for techfirmaets mindre idealistiske ambitioner i sit eget opgør mod Silicon Valleys indtog i Hollywood, som han siden har været sjældent åbenmundet omkring.
Techfirmaerne startede med at bygge deres filmafdelinger med Hollywoods traditionelle filmstudier som forbillede, forklarede han. Men disse filmstudier var indrettet på at stræbe efter »great«, hvilket på mange måder står i modsætning til et effektivt produktionsapparat. Så techfirmaerne fandt ud af, at de skulle nøjes med at stræbe efter »good enough«, for det kunne opnås med en helt anden effektivitet. Og resultatet er den skov af middelmådighed, vi ser i dag.
Ted Hope har efter eget udsagn et dokument med hundredvis af ideer til, hvordan man kan udvikle filmbranchen til det bedre. Det faktum alene kan måske inspirere dansk film til at turde tænke helt nyt og anderledes.
I den to timer lange snak på Filmskolen var det dog ikke helt nemt at udkrystallisere de konkrete budskaber fra Hopes snoede talerække. Men denne opbyggelige historie fra tidligt i hans karriere er der helt sikkert noget at tage med fra for alle, der prøver at komme igennem med deres film.
Han startede med en idé, ingen ville skrive. Da det lykkedes, havde han et manuskript, ingen ville instruere. Da det lykkedes, havde han en film, ingen ville vise. Men til sidst landede det. En køber sagde, at det var den film, han altid havde ledt efter.
Så i sidste ende er det det stædigt personlige perspektiv, der skal drive værket, og som man skal turde stå bag fra start til slut.
Det var de nye instruktører Isabella Eklöf, Ulaa Salim og Søren Peter Langkjær Bojsen i hvert fald selv tydelige eksempler på. Mere af det, dansk film.