‘Super Size Me’-instruktør Morgan Spurlock er død

‘Super Size Me’-instruktør Morgan Spurlock er død
Morgan Spurlock i 'Super Size Me'. (Foto: PR)

Dokumentaristen Morgan Spurlock er død af komplikationer fra en kræftsygdom. Han blev blot 53 år.

Det fortæller en pressemeddelelse fra hans familie fredag eftermiddag dansk tid.

Spurlock blev en af verdens førende dokumentarinstruktører med ‘Super Size Me’ fra 2004, hvor han på egen krop prøvede af, hvilke konsekvenser det havde at leve af McDonald’s-mad. Filmen blev et gigantisk fænomen og var med til at få fastfood-kæden til at afskaffe deres super size-tilbud i USA.

Morgan Spurlock lavede en opfølger, ‘Super Size Me 2: Holy Chicken!’ i 2017, og har også lavet film om alt fra Osama Bin Laden, arbejdsmarkedets udnyttelse af immigranter og marketingmanipulation af forbrugerne.

»Morgan gav så meget gennem hans kunst, ideer og generøsitet. Verden har tabt et sandt kreativt geni og et særligt menneske. Jeg er så stolt af at have arbejdet med ham«, siger hans bror Craig Spurlock, der samarbejdede med ham på flere projekter, i pressemeddelelsen.

Morgan Spurlock døde torsdag i New York omgivet af familie og venner. Han efterlader sig to sønner.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af