’Tires’: Kontroversiel komikers Netflix-serie er forbløffende ufarlig
Den 23. maj blev samtlige seks afsnit af arbejdspladskomedien ’Tires’ tilgængelig på Netflix.
Men allerede to dage før var det blevet annonceret, at serien havde fået grønt lys til en sæson 2 – formentlig, må man antage, som et led i streaminggigantens plan om at være den officielle Shane Gillis-forvalter (hans stand-up special ’Beautiful Dogs’ ligger der allerede, og endnu en special er øremærket til 2025).
Der kan efterhånden ikke herske nogen tvivl om, at det var til Gillis’ store fordel, at Lorne Michaels i 2019 stak ham en fyreseddel, før komikeren overhovedet havde haft sin første dag på ’Saturday Night Live’-settet. There’s no such thing as bad PR, tydeligvis.
Sammen med makkeren John McKeever lavede han i 2020 den enormt morsomme ’Funny or Die’-ske sketchserie ’Gilly and Keeves’ og den timelange opfølger ’Gilly and Keeves: The Special’, i 2023 tourede han med ’Beautiful Dogs’, og i februar 2024 fik han, hvad der nok er det nærmeste, man kan komme på en undskyldning fra sketch-godfatheren Lorne Michaels, da han blev inviteret med som gæstestjerne i ’SNL’.
Og nu tager han altså endnu et syvmileskridt i sin karriere med komedieserien ’Tires’.
Serien handler i sin enkelthed om autoværkstedet Valley Forge Automotive Center, der bestyres af Will (Steve Gerben) – en mand, der har flere quick fix-idéer end samtlige tråde på r/stocks – med ’hjælp’ fra sine ansatte Shane (Gillis), Cal (Chris O’Connor) og Kilah (Kilah Fox).
Will er ved et uheld kommet til at købe en ekstrem mængde bildæk, hvilket ikke har gjort det nemmere for ham at fremmane sorte tal på bundlinjen af den blødende forretning. I seriens første sæson følger vi så det lille hold af medarbejdere, der i større eller mindre grad forsøger at redde butikken, hvilket resulterer i alt fra ansættelse af kvinder (et slag for ligestilling, der kan skabe overskrifter!), over bikini car wash til diverse mersalgsmanipulationer.
Alt sammen med forholdsvis forudsigelige konsekvenser.
Det, der ærgrer mig mest ved ’Tires’, er, at den gør alting enormt middelmådigt. Den er ikke lige så leverpostejscharmerende som ’Workaholics’, den er ikke lige så skarpt skrevet som ’Parks and Recreation’, den er ikke pinlig som ’The Office’, og den er ikke lige så vovet som ’It’s Always Sunny in Philadelphia’.
Og med en (forholdsvis) kontroversiel komiker som Shane Gillis bag roret er det især sidstnævnte, der virker som en forspildt chance. Bevares, der en scene, hvor Gillis forsøger at genne en flok halvnøgne kvinder ind i en container for at skjule dem fra ledelsen, hvilket får det til, lidt, at ligne noget menneskehandel, men det bliver aldrig rigtig farligt.
Problemet med serien er simpelthen, at det hele er gjort før, og det er gjort bedre, og det er gjort dristigere. ’Tires’ er lige så edgy som en badebold fra Netto.
Heldigvis er der god kemi mellem hovedskuespillerne (hvoraf de fleste er ’Gillis and Keeves’-alumne), og interaktionerne imellem dem er ofte underholdende, om end ikke skelsættende.
Men lige præcis ’fint nok’ til, at jeg godt tør håbe på en markant bedre sæson to – en fortsættelse, der forhåbentlig tør vove pelsen lidt mere og ikke lægger bånd på sig selv.
Kort sagt:
’Tires’ er middelmådig og uden bid, men viser os konturerne af en langt sjovere serie, som sæson 2 forhåbentlig kan levere på.