’The Crow’: Ufrivilligt komisk remake med Bill Skarsgård halter efter 30 år gammel kultklassiker
Rupert Sanders er ikke bange for at lege med ilden, når det kommer til at fortolke elskede filmklassikere.
I 2017 stod den britiske instruktør bag Hollywood-filmen ’Ghost in the Shell’, der var baseret på den ikoniske manga- og animefranchise af samme navn, og som kritiske røster beskyldte for whitewashing. Og nu er han tilbage i biograferne med et på forhånd udskældt remake af kultfilmen ’The Crow’ fra 1994.
De kritiske fans, der også indbefatter originalfilmens instruktør Alex Proyas, er mest af alt utilfredse med, at den nye film kan overskygge eller vanære hovedrolleindehaver Brandon Lee (søn af selveste Bruce Lee), der som bekendt døde i en tragisk ulykke under produktionen.
Sanders har været temmelig rap i replikken i sit tilbagesvar. Han har dog en pointe i, at den gamle ’The Crow’ ikke er originalmaterialet, da den er baseret på James O’Barrs graphic novel af samme navn. Den nye film tager ligeledes udgangspunkt i tegneserieforlægget og er dermed ikke et fuldtonet filmremake.
Nu spiller svenske Bill Skarsgård hovedpersonen Eric Draven, der sammen med sin kæreste Shelley bliver koldblodigt dræbt. Deres stærke kærlighedsbånd giver ham chancen for at vende tilbage fra døden som den usårlige og hævngerrige antihelt The Crow.
Jeg vil (måske blasfemisk for ’The Crow’-fans) ikke mene, at afdøde Brandon Lee leverer stort skuespil i den oprindelige film. Uden ligefrem at spille røven ud af bukserne er Skarsgård anderledes overbevisende som afdæmpet, men aggressionsfyldt emo-selvtægtsmand med superkræfter.
Artpopstjernen FKA Twigs bidrager ligeledes med en følelsesfuld og dragende tilstedeværelse som Shelley.
Stilmæssigt er Sanders gået i en mere dvælende og poleret retning end Proyas’ anderledes punkede billedside og hektiske klippestil. Det er godt at se, at instruktøren ikke bare har forsøgt at efterligne kultklassikerens udtryk, og resultatet er ganske flot.
Desværre tager filmen sig selv for seriøst. Hvor den gamle ’The Crow’ er bevidst overspillet, upoleret og rock’n’roll, fremstår nyfortolkningen nogle steder ufrivilligt komisk.
Det er for eksempel ikke videre rørende, at vi i starten ser et traumatisk barndomsminde, hvor Eric finder en døende hvid hest, mens Skarsgårds voiceover højtideligt siger: »Når nogen, du elsker, dør, vil du kende til tomhed«.
Skurken bag Shelleys død, forretningsmanden Vincent Roeg (Danny Huston), grynter desuden med en mest af alt grinagtig monsterstemme, når han med djævelsk magt forhekser sine ofre, så deres inderste ondskab tager kontrollen.
Det største problem for den nye ’The Crow’ er den yderst tålmodighedskrævende optakt, der leder frem mod det forventeligt drabelige voldsklimaks. På underholdningsværdi halter lillebror gevaldigt efter sin 30 år gamle forgænger.
1994-filmen går lige på og hårdt med sin hævnfortælling. I allerførste scene ser vi det dræbte par. Snart efter genopstår Eric til sit hævntogt. På nul komma fem er han klar som The Crow med knyttet næve og ansigtet dækket af hvid og sort sminke.
Den nye film går helt anderledes til værks. Sanders og manuskriptforfatterne Zach Baylin (’King Richard’) og William Josef Schneider bruger meget mere energi på at beskrive Eric og Shelleys forhold, inden døden indtræffer – fra deres første møde på et afvænningscenter for kriminelle stofmisbrugere til deres flugt, passionerede forelskelse og fremtidsdrømme.
Det er ikke i sig selv en dum idé at udbygge kærlighedshistorien, som kun blev fortalt gennem flygtige flashbacks i den første ’The Crow’. Det negative ligger i, at der går alt, alt for lang tid, før Eric forvandles til The Crow og sætter gang i hævnplottet.
I originalen tager det blot et kvarter, i den nye tager det fem.
Der er simpelthen for mange mellemregninger frem mod den endelige hævnaktion. Især fordi vi i lang tid ved mere om Shelleys død, end Eric gør, og dermed ikke finder megen spænding i hans langsommelige opklaringsarbejde.
»Hvilken video?«, spørger Eric uvidende efter 70 minutter om en inkriminerende optagelse med Shelley, som publikum har kendt til i en time.
Det veleksekverede og voldsomt makabre klimaks lader vente på sig så kedsommeligt længe, at man som publikum på dette tidspunkt har mistet interessen fuldstændigt. Man føler sig ikke frydefuldt forløst, men ser snarere frem til, at filmen snart slutter.
Kort sagt:
På flere fronter går ’The Crow’ med Bill Skarsgård anderledes til værks end den elskede 1994-kultfilm af samme navn. Desværre gør en del af de nye tiltag hævnfilmen langtrukken og ufrivilligt komisk.