’Blod og vand’: Debutfilm starter a la ’Parasite’, men strander i gådefuldhed

Det har krævet megen lidelse og undertrykkelse at håndhæve etbarnspolitikken, som Kina indførte i 1978 i et modsvar til overbefolkningstruslen.

Sådan et indtryk fik man i hvert fald af det hjerteskærende dokumentarhit ’One Child Nation’, som gik verden rundt efter sin premiere på Sundance-festivalen i 2019.

Den kontroversielle lov blev sat ud af kraft i 2015, men traumet og skammen hviler øjensynligt stadig over landet. Dette er netop bagtæppet for en ny kinesisk film, der sjovt nok også fik verdenspremiere på den prestigefulde amerikanske indiefilmfestival og nu har ramt de danske biografer.

Instruktør Lin Jianjie spillefilmdebuterer med ’Blod og vand’, et indestængt familiedrama, hvor der tydeligvis er mere på spil, end karaktererne langt hen ad vejen selv vil indrømme.

Plottet vækker fra start mindelser om ’Parasite’, for ligesom den sydkoreanske Oscar-vinder følger ’Blod og vand’ en hovedperson fra underklassen, der på sin vis charmerer sig ind på en mere velhavende familie for at nyde godt af deres materielle goder.

Drengen Yan Shuo bor alene med sin strenge og til tider voldelige far, der hver dag serverer ham ris med soya til aftensmad. Muligheden for at træde ind i en anden familie byder sig imidlertid, da han en dag bliver skudt ned af et træningsstativ med en basketball af skolekammeraten Wei.

Af bar skyldfølelse inviterer Wei den introverte Shuo med hjem efter skole for at spille PlayStation, selvom de egentlig overhovedet ikke har kemi. Shuo viser sig at komme anderledes godt ud af det med begge Weis forældre, hvilket den ugidelige teenagegamer godt kan se en mening med. »Så lader min mor mig være i fred«, siger Wei tilfreds.

Med tiden bliver han dog godt træt af den faste husgæst – ja, faktisk jaloux. Det bliver nemlig tydeligt, at Weis forældre knytter sig til Shuo, og måske endda bedre kan lide ham end deres uduelige og dovne søn. Er skolekammeraten ligefrem – i bedste ’Saltburn’-stil – bevidst ved at overtage hans plads?

I modsætning til ’Parasite’ er vi ikke hovedpersonens medsammensvorne, for vi har intet indblik i Shuos tanker og planer, og han forbliver en mystisk karakter hele vejen igennem filmen. Hvad der foregår bag hans mutte pokerfjæs, bliver kun vagt antydet.

Det står dog hurtigt klart, at han er mere udspekuleret, end det blide ydre afslører. For eksempel får han hurtigt Wei til at overlade ham sin yndlingstrøje, da grå angiveligt er den eneste farve, han er komfortabel med at have på.

Under overfladen gemmer familien også på smertefulde erfaringer knyttet til Kinas etbarnspolitik. Mest åbenlyst er det store pres, som landets forældre lægger på de mange enebørn, der skal præstere i skolen, komme ind på de mest prestigefulde universiteter og gøre familien stolt. Der er ikke plads til at få dårlige engelskkarakterer, erfarer Wei.

Karakterernes kryptiske motiver fungerer som et gennemgående spændingselement i filmen. Stilmæssigt trækker ’Blod og vand’ også meget passende på thrillergenren – med lækre, statiske skud, kolde farver og et ulmende, elektronisk score, som nogle steder syrer helt ud i metalliske klaprelyde.

Men ’Blod og vand’ er i sidste ende også for kryptisk og tålmodighedskrævende. Filmen holder publikum hen meget længe og bibeholder sit langsomme tempo, indtil dramaet omsider eskalerer i en mere fysisk retning til allersidst. Her nægter instruktør Jinajie dog fortsat at give publikum nogen endegyldige svar, hvorfor afrundingen bliver irriterende gådefuld.

Måske kommer tvetydigheden af, at kinesiske film underkastes nationens censur og derfor ikke kan være alt for skarpe i samfundskritikken. Føromtalte ’One Child Nation’ har aldrig fået kinesisk premiere, og de USA-bosatte instruktører kan ikke vende tilbage til fødelandet.

Det ændrer dog ikke på, at ’Blod og vand’ på dramaturgisk plan ikke helt kan efterleve sin lovende begyndelse og sin gennemførte thriller-indpakning.

---

Kort sagt:
Det kinesiske familiedrama ’Blod og vand’ bærer landets historiske traumer under en stilsikker overflade. Desværre holder den debuterende instruktør for godt fast i sin kryptiske fortælleform, og den utilfredsstillende afrunding bliver irriterende gådefuld.