’Between the Temples’: Selvhad, sortsyn og gakket humor dominerer utilregnelig indieperle med Jason Schwartzman
»Ben – selv mit navn er i datid«, lyder en af mange selvudslettende replikker fra Wes Anderson-darlingen Jason Schwartzman i den nye film ’Between the Temples’.
Han spiller en jødisk mand i 40’erne, der arbejder som kantor – det vil sige gudstjenestesanger – i den lokale synagoge i en New York-forstad. Det seneste års tid har Ben dog slet ikke evnet at synge. Han har været tynget af sorg over sin kones alt for tidlige død, og efterhånden har afsavnet udviklet sig religiøs tvivl, depression og selvmordstanker.
Selvhad og sortsyn kan som bekendt sagtens gå hånd i hånd med humor. Det gør det i den grad også i nyeste film fra den produktive newyorker-instruktør Nathan Silver, der siden 2012 har spyttet ni lowbudget-spillefilm ud, herunder ’Thirst Street’ i 2017 og ’The Great Pretender’ i 2018.
»Kom nu!«, vrisser Ben, da han i et sølle forsøg på at tage sit eget liv har lagt sig ud foran en lastbil, som dog sagtens kan nå at stoppe. Imens hører man let og varmt guitarspil som underlægningsmusik. Og sådan fortsætter ’Between the Temples’ med en lind strøm af skæve indslag omkring den sortsynede mand, som Schwartzman spiller med komisk deadpan-muthed.
Rabbineren Bruce forsikrer Ben om, at han ikke er fyringstruet – at han faktisk elsker, at han nu selv må stå for den hebraiske sang til gudstjenesterne. Det er nok ikke helt tilfældigt, at Bens to mødre (Dolly de Leon fra ’Triangle of Sadness’ og Caroline Aaron) er betydelige sponsorerer af synagogen. Mødrene forsøger samtidig at løfte sønnens humør ved at lege Kirsten Giftekniv med rabbinerens datter Gabby (Madeline Weinstein).
Lyspunktet i hovedpersonens liv viser sig imidlertid fra uventet kant. En dag støder Ben tilfældigt på sin gamle folkeskolemusiklærer Carla (spillet med stor energi af 72-årige Carol Kane), som hjælper ham op fra gulvet på den lokale karaokebar, efter han er blevet slået ned af en fjendtlig gæst. De klikker med det samme, og kort efter møder Carla op i synagogen med ønsket om at få en bat mitzva – noget der typisk er forbeholdt 12-13-årige piger.
Begges familier ser undrende og uforstående til, mens det umage vennepar knytter bånd, samtidig med at førnævnte Gabby gør et hæderligt forsøg på at få alenetid med Ben. Intet kan tilsyneladende måle sig med vigtigheden af disse religiøse møder, der dufter mest af kaffeaftaler. Hvad er det, der foregår? Har Ben og Carla ligefrem en romance kørende?
’Between the Temples’ bevæger sig ikke synderligt målrettet mod sin konklusion, og det er faktisk kilden til filmens store charme. Den har indiekomediens herligt løse struktur og mumblecore-agtige skuespil, der ofte synes improviseret frem.
Det går godt sammen med den håndholdte og til tider hektiske ’Arrested Development’-lignende kamera- og klippestil – med pludselige zooms og skæve vinkler, der indrammer de akavede karakterer.
Ligesom den nyklassiske sitcom er ’Between the Temples’ bedst, når den er helt utilregnelig. Heldigvis har Nathan Silver og medmanusforfatter C. Mason Wells været rundhåndede med de skøre påfund, som er strøet ud over handlingen.
For eksempel er Bens forældre indehavere af en dør med filmhistoriens mest voldsomme knirkelyd, der mest af alt lyder som menneskeskrig. Og løbende lytter Ben til erotiske voicemails fra sin aføde hustru, der blandt andet siger: »Din hebraiske gurglen får mig til at vibrere«.
Filmen gakker allermest ud, da Ben ud af det blå møder sit yngre jeg, som stjæler hans kippa og spurter væk i en rivende fart.
De mange spøjse afbrydelser og den jødiske hovedperson vækker minder om Woody Allen i sin storhedstid, ikke mindst den metabevidste 70’er-klassiker ’Annie Hall’.
Oven på sådanne udskejelser kommer det måske som en overraskelse, at ’Between the Temples’ faktisk slutter med et ganske fint og opbyggeligt budskab, som er værd at tage alvorligt:
At man bør springe ud i nye, berigende livskapitler uden at kere sig om omverdenens tanker, sladder og fordomme.
Kort sagt:
Indieinstruktøren Nathan Silver strøer med rund hånd gakkede indslag ud over sin nye sorgkomedie, hvor en 40-årig mand og en 70-årig kvinde – til omverdens store forundring – knytter bånd.